| Marcus Rubin | Kronikredaktør | |
|
|
| Nu ved jeg naturligvis ikke med jer, men jeg elsker Eurovision Song Contest. Det internationale melodi grand prix, som det blev kaldt, da jeg var knægt og Gry sang ’Kloden drejer’, har alle dage været en forunderlig blanding af kitch, kultur, politik og globalisering. | |
| Jeg kan ikke prale med at have set det alle årene, men jeg gik ikke glip af det i år, hvor Gaza-krigen og Israels deltagelse havde gjort det til en endnu større kampplads end vanligt. Danmark var vanen tro røget ud inden finalen – en særskilt skandale af DR, som Felix Thorsen Katzelson skriver glimrende om her – men Israel havde kvalificeret sig, og det fik naturligvis situationen til at koge over. | |
| Eurovisions teknologi maskerede Palæstina-protestråbene, men selv gennem skærmen kunne man sagtens fornemme spændingerne. Men selv om Israel fyldte meget, var det ikke den eneste tankevækkende tendens ved årets Eurovision. Langt flere deltagere end normalt sang på deres eget sprog frem for engelsk, og kønskampen var både tematisk dominerende og populær. Vinderen blev den schweiziske Nemo, der sang om at have været i helvede og retur, men som til sidst knækkede koden. At en nonbinær banger-sang fra et ærkekonservativt land sejrede, hyldede jeg i denne leder. | |
| Helt samme begejstring havde man mildt sagt ikke på Jyllands-Posten, hvor lederskribentens ører trængte til hvile, og øjnene til ro, efter showet. Vores overbo på 3. sal her på Rådhuspladsen længtes i sin leder tilbage til dengang, hvor man »fik en lille melodi at nynne med på« og opfordrede DR til at ihukomme de lykkelige år fra 1967 til 1977, hvor Danmark slet ikke deltog. | |
| Sådan kan man se så forskelligt på det, selv i samme mediehus. Kulturkløften findes stadig, og måske har den endda en del af ansvaret for skærmkrisen. Det mente Andreas Kønig i denne herlige klumme, hvor han erklærer, at »kulturelitens igangværende vanvidsfetichering af det simple liv« er en af grundårsagerne til hadet mod skærme. Og måske »i virkeligheden udtryk for de herskendes had til de lavere klasser«. Det er stærke sager og sjovt skrevet, selv om der dog er en vis forskning, som tyder på, at sagen er mere speget end som så, og at skærme faktisk kan være lidt vanedannende og skadelige for koncentrationen. Det kender jeg i al fald fra mig selv. | |
| At være opvokset i kultureliten er ikke noget, man kan beskylde undervisningsminister Mathias Tesfaye for, men det er gået alligevel, og han skrev forleden en tankevækkende og ret personlig kronik om folkeskolens vigtige rolle i samfundet. I verdens måske allermest genneminstitutionaliserede samfund er børnehaver og vuggestuer dog selvsagt også vigtige, selv om den faldende fertilitet nu får Københavns kommune til at lukke 33 af dem. Noget, der ifølge en gruppe forældre skaber et slags Hunger Games for byens børnefamilier. Well, »may the odds be ever in their favor« som Præsident Snow fra den populære bog- og filmserie ville udtrykke det. Jeg altid haft et svagt punkt for Donald Sutherland, så holdt også af den grund af filmene og hans herlige portræt af diktatoren. | |
| Og sådan kunne man jo blive ved. Men solen skinner og virkeligheden truer. Så rigtig god fredag og kast et blik tilbage i tiden til Gry og kloden drejer. Med selveste Jørgen de Mylius som vært – det er stærke sager. Kloden drejer, og jeg synes Nemos sejr viser, at den i al fald på visse punkter endda drejer i den rette retning. | |
| Vi høres ved, når den er drejet syv gange mere. Vidste I for resten, at ugen, modsat året, måneden og døgnet, er en helt menneskeskabt tidsperiode; ikke på nogen måde relateret til en naturlig fase? Det kan vi takke babylonerne for. Havde de kunnet få øje på en planet mere, kunne vi måske være endt med otte dage – og havde det så mon været en dag mere fri eller arbejde, kan man spørge sig selv? Nok arbejde, i al fald, hvis det stod til vores nuværende statsminister, der elsker samlebånd og nossebajere. | |
| God pinse. Jeg håber både I og solen får danset – og daset. | |
|