»What the fuck is this white dude doing up there?«

Klik her for at læse nyhedsbrevet i din browser

17. SEPTEMBER 2024

Carsten 'Soulshock' Schack (yderst til højre) ses her sammen med Whitney Houston (nummer 2 fra venstre). Foto: Privat.

Tommy Grøn

Digital nyhedsredaktør, Politiken Kultur

Kære læser,

Engang hørte hiphop hjemme i den obskure undergrund.

Nu er det den kulturbærende magtfaktor i dansk musik.

Hiphop i Danmark fylder 40 år, men før der var navne som Gilli, Kesi og Lamin, der i dag styrer hitlisterne, var der en flok pionerer, der tilbage i 1980’erne og 1990’erne drog mod hiphoppens forjættede moderland – USA – for at drikke fra kilden.

Og som endte med at ændre kulturen herhjemme.

En af dem er Carsten ’Soulshock’ Schack fra den lille flække Gug i det sydlige Aalborg.

»Det er virkelig vigtigt, at folk forstår, hvor stor Danmark har været i hiphop«, siger ’Soulshock’ på telefonen fra Los Angeles, hvor han bor.

»Også hvor stor Danmark har været i amerikansk hiphop. Det er virkelig vigtigt, at du får det med«.

Det er vigtigt! Så vigtigt, at han nævner det tre gange i løbet af den time, han taler med journalist Lars Eriksen.

’Soulshock’ endte med at lave musik med de helt store kunstnere, heriblandt Whitney Houston og 2Pac.

Men først måtte han scratche sig vej til toppen, mens publikum buhede:

»Mit lille hvide blege ansigt deroppe foran New Yorks rapscene? De kiggede bare op: What the fuck is this white dude doing up there? Det var bare med at komme i gang med at scratche«.

Her fortæller ’Soulshock’ om et af de vildeste eventyr i dansk musik:

Carsten fra Gug endte i studiet med Whitney Houston: »Jeg kunne have været grøn og fra Mars, og det ville ikke betyde noget«

Dansk hiphop fejrede i weekenden sit 40 års jubilæum med en koncert på Frederiksberg, hvor kunstnere fra de sidste fire årtier optrådte, heriblandt Tessa, Malk de Koijn, Jokeren og MC Einar.

Hiphoppens danmarkshistorie er belagt med konflikter og oprør.

Konflikter, der ikke bare har formet dansk hiphop, men som fundamentalt har ændret populærkulturen.

Vi har klippet og klistret citater fra arkiverne og gennemgår her fire af de vigtigste opgør og kampe:

Det hele kulminerede, da Hanne-Vibeke Holst gik til angreb på de unge »sexfikserede storbykrigere«

Mange superhelte har telepatiske evner. I Jobs Bog læser Gud menneskenes tanker. Om lidt kan kunstig intelligens måske også læse vores. Det kan sagtens være, at det er en god idé, siger Anders Søgaard. Men man skal vide, hvilket problem teknologien skal løse, før man ruller den ud. .Foto: Christian Falck Wolff

Når Anders Søgaard skal se, hvad klokken er, kigger han ned på sit venstre håndled.

Der sidder et gammelt Casio digitalur, han har overtaget fra sin søn.

Det gør der, fordi det irriterer ham, at han altid kommer til at tjekke sin mail, hvis han kigger på telefonen.

Han har betalt sin søn 500 kroner for aldrig at installere TikTok. Og er heller ikke selv på sociale medier.

Han har ikke båndbredde til det, siger han:

»Men jeg er megadisponeret for det. Vi er designet til ikke at tænke os om, når vi bliver konfronteret med stimuli. Og sociale medier lever af at promovere syntetiske stimuli«, siger han.

42-årige Anders Søgaard er professor i kunstig intelligens på Datalogisk Institut på Københavns Universitet.

Og en af de mest centrale aktører inden for AI herhjemme.

Men han vil hellere bruge sin tid på at forlige sig med den meningsløshed, der tilsyneladende ligger bag hans tilværelse, end han vil hengive sig til dele af den teknologi, han selv har været med til at udvikle.

Læs Lotte Thorsens store interview med ham her:

Kunstig intelligens hjælper ham med at forstå, at han skal dø. Og at det er okay

Thomas Boberg er her fotograferet i sit hus på Fejø. .Foto: Thomas Borberg

Hvor går grænsen?

Det spørgsmål går igen i debatten om romanen ’Insula’, hvor forfatter Thomas Boberg med udgangspunkt i sine tre år på Fejø skriver om et lille øsamfund og dets boere.

Og på en måde, så en række øboere føler sig gået for nær.

Journalist Birgitte Kjær har dækket sagen om øboerne, der er vrede over, at de nemt genkender sig selv og hinanden og samtidig bliver tillagt træk og gerninger, de slet ikke kan genkende.

At forfatteren blander fakta med fiktion, kort sagt:

Ny anmelderrost roman skaber splid på en lille ø

Thomas Boberg mener, at han har anonymiseret alt, at han har kunstnerisk frihed til at fortælle, som han gør, og han står »100 procent« ved sin roman.

Efter dialog med en af de berørte øboere har han dog valgt at ændre»små ting, som skærper sensibiliteten i romanen«, inden et eventuelt andet oplag går i trykken.

»Jeg er rundt på gulvet over sagen«

Men hvad er rimeligt? Er der en grænse for, hvordan man bør skrive autofiktion?

Det spørgsmål stiller vi tre forfattere, der alle har erfaringer med at skrive om virkelige mennesker i deres romaner.

De tre forfattere er Glenn Bech, Kristina Nya Glaffey og Leonora Christina Skov. Du kan læse deres svar herunder:

»At anklage en fiktionsforfatter for at digte til virkeligheden er i sig selv sjovt, ikke?«

Nedenfor kan du finde flere udvalgte eksempler på artikler fra Politikens kulturredaktion

Tak for din tid og god læselyst.