Vegetarisk brændende kærlighed og jordskokkesuppe med chorizo
Langtidsstegt and med sprødt skind og mørt lårkød.
Image
 
Image
 

INSPIRATION

JORDSKOKKER - HER ER VORES BEDSTE OPSKRIFTER MED DEN LÆKRE KNOLD 

Lige nu er det sæson for jordskokker. Vi kender dem som knudrede og ret uensartede knolde med mange små gevækster, der er brunlige udenpå og hvide indeni. Deres smag er sødlig og en anelse nøddeagtig, hvilket gør dem anvendelige i et utal af efterårs- og vinterretter såsom supper, mos og gryderetter. Også i bagt version og i salater gør de sig glimrende. 

JORDSKOKKENS VEJ TIL DE DANSKE KØKKENER

Den søde rodfrugt stammer fra Nordamerika, hvor den er blevet dyrket i flere tusinde år af Indianerne inden den fik sin udbredelse i Europa i 1600-tallet, da en fransk opdagelsesrejsende bragte den hertil. Det var dog først op igennem 1980’erne, at den for alvor fik udbredelse i danske køkkener. Her er de blevet særligt populære at bruge i supper, men også i en bagt eller gratineret udgave smager de skønt. Udover deres dejlige smag, kan vi varme os ved tanken om, at de rent ernæringsmæssigt bidrager med vigtige kostfibre - jordskokker har nemlig et højt indhold af inulin, som er med til at stabilisere blodsukkeret.

OPSKRIFT

VEGETARISK BRÆNDENDE KÆRLIGHED

Vi har lavet en grøn udgave af barndomsklassikeren brændende kærlighed.
De syltede, brændte løg og jordskokkerne giver retten fylde, og de råmarinerede jordskokker er med til at give lidt knas til retten.

 
Alternate text
 

SÅDAN GØR DU

Kartoffel-jordskokkemos
Vask og skrub alle jordskokkerne – du behøver ikke skrælle dem – og del dem i tre portioner: 500 g til mos, 200 g til bagte jordskokker og 100 g til marinerede jordskokker.

Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre stykker. Skær jordskokkerne – kun dem til mosen – igennem på midten, og kom dem i en sauterpande eller gryde med en stor bund sammen med kartoflerne. Brug ikke en smal, høj gryde, da meget af vandet skal kunne fordampe undervejs. Hæld vand på, så de dækker ca. 3⁄4 af kartofler og jordskokker, så der stikker nogle toppe op.

Kog jordskokker og kartofler uden låg, til vandet er kogt ind til ca. 1 dl, og kartofler og jordskokker er møre – det tager ca. 25 minutter.

Tag gryden af varmen, hæld 11⁄2 dl olivenolie i gryden, og mos kartofler og jordskokker med en grydeske eller et piskeris. Smag til med salt og peber.

 

Syltede løg
Pil løgene, og skær dem i skiver på ca. 1 cm. Varm en pande op til høj varme, og steg løgskiverne i lidt olie, til de er let brændte. Vend dem, og gentag på den anden side. Tag dem af panden, og lad dem køle lidt af.

Kog eddike, sukker og vand, til sukkeret er opløst, og smag til med salt. Del løgskiverne i ringe, og læg dem i syltelagen. Lad dem trække i 15 minutter.

 

Bagte jordskokker
Skær de 200 g jordskokker i grove tern. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend dem med et par spsk. olivenolie, salt og peber. Bag dem i ovnen ved 225° i ca. 25 min., til de er gyldne og sprøde.

 

Råmarinerede jordskokker
Skær de 100 g jordskokker i helt tynde skiver, gerne på et mandolinjern sat på 1⁄2 mm tykkelse. Læg dem i en skål med isvand i 15-20 min. inden marinering, så bliver de ekstra sprøde. Hæld vandet fra jordskokke-skiverne, tør dem i et viskestykke og vend dem med olie, æblecidereddike, salt og peber.

 

Servering
Anret mosen i skåle eller på et fad. Fordel bagte jordskokker, marinerede jordskokker og syltede løg over mosen, og slut af med et drys karse og et par spsk. af løgmarinaden.

INGREDIENSER

Til 4 personer: 

Kartoffel-jordskokkemos
500 g jordskokker
500 g kartofler
1 ½ dl olivenolie
havsalt
Friskkværnet peber

 

Syltede løg
2 bananskalotteløg
2 spsk olivenolie
1 dl æblecidereddike
½ dl sukker
½ dl vand

 

Bagte jordskokker
200 g jordskokker
olivenolie
salt
Friskkværnet peber

 

Råmarinerede jordskokker
100 g jordskokker
olivenolie
æblecidereddike
salt
Friskkværnet peber

 

Desuden
¼ bakke karse

TIP

Retten kan laves med de fleste typer rodfrugter, f.eks. kålrabi, knoldselleri og pastinak. Tilsæt dem blot i stedet for jordskokker, og behold kartoflerne i mosen.

 
Alternate text

OPSKRIFT

JORDSKOKKE-GNOCCHI

Gnocchi – eller knödel for de tysksindede – er tæt beslægtet med pasta rent kulinarisk, men laves med kartofler, som her er blevet til jordskokker. Traditionelt samles de med æg, men denne æggeløse opskrift fungerer fint. Jordskokkerne og rismelet giver rigeligt med sammenhængskraft.

FÅ OPSKRIFTEN 

OPSKRIFT

KAMMUSLINGER MED BAGTE JORDSKOKKER

Havet, skoven, stranden og busken - naturens elementer er godt repræsenteret i denne fine forret, der med sit eksklusive look er oplagt at servere i jule- og nytårstiden. 

FÅ OPSKRIFTEN 
 
Image
 
Alternate text

MEYERS FOOD

JORDSKOK -OG BØNNESUPPE

Vil du helst være fri for selv at skrubbe de knudrede knolde for jord? Så prøv vores cremede jordskok -og bønnesuppe med fløde & æblecidereddike. Den har hele hvide bønner i, som giver retten mere bid og struktur. Top suppen med sprøde rugbrødscroutoner, friskskåret æble og purløg inden servering.

 

Suppen er vegetarisk og økologisk. 

LÆS MERE

OPSKRIFT

JORDSKOKKESUPPE MED CHORIZO

Her får du opskriften på den skønneske suppe med jordskokker og chorizo. Du kan varierer suppen ved at tilføje stegte kammuslinger og servere den som forret ved et middagsselskab. Beregn i så fald 2 kammuslinger pr. mand.

 

Alternate text
 

SÅDAN GØR DU

Skræl jordskokkerne – eftersom de er nogle små, knudrede knolde, som godt kan være svære at skrælle uden at komme til at tage for meget af, så tag den tid, det tager! Tag to jordskokker fra til garniture, og skær resten i grove tern. Pil løg og hvidløg, og skær også dem i grove tern.

Sauter jordskokkerne let i en gryde med olivenolie sammen med løg, hvidløg og timiankviste – sauter i et par minutter, uden at grøntsagerne tager farve. Tilsæt bouillon eller vand, og lad suppen koge i 10-15 minutter, til jordskokkerne er møre. Tilsæt herefter piskefløde, og kog suppen i et par minutter mere.

Tag nu suppen af varmen, og blend den glat med en stavblender, og smag først nu til med salt, peber og eddike. Hvis du tilsætter salt tidligere i processen, inden jordskokkerne er kogt helt møre, kan de være svære at blende helt ud i suppen.

Skær chorizoen ud i små tern, og steg dem let på en pande, så chorizoen bliver lidt sprød og taber lidt fedt. Skær de sidste to rå jordskokker i små tern, og mariner dem med olivenolie, salt, peber, eddike og skåret purløg. Server suppen i dybe tallerkener, og kom lidt rå jordskokketern, ristet chorizo og skåret purløg ned i hver portion.

INGREDIENSER

Til 4 personer: 

500 g jordskokker
½ løg
1 hvidløg fed
2 spsk olivenolie
3 kviste timian
1 l hønsebouillon eller vand
½ dl piskefløde
havsalt
Friskkværnet peber
3 spsk cidereddike
50 g chorizo
½ bundt purløg

JORDSKOKKENS MANGE ANVENDELSESMULIGHEDER

 
 

Jordskokken er en af vinterens skønneste grøntsager. Den er fantastisk smagfuld, forholdsvis billig og har utrolig mange anvendelsesmuligheder. I videoen her inspirerer Jonas Astrup til, hvordan du kan bruge jordskokker i madlavningen. 

Facebook Instagram YouTube
Image

Kattegatvej 53, 2150 Nordhavn


Du modtager denne email, fordi du er tilmeldt Meyers nyhedsbrev.

Du kan til enhver tid framelde dig via link i bunden af vores nyhedsbrev.


Vi passer på dine personlige oplysninger, og du kan læse mere HER, hvis du vil se, hvordan vi behandler dine personoplysninger.

Meyers.dk  Kontakt  Afmeld
  Opdater samtykke

 

 

 

Afmeld nyhedsbrev