»Verden er jo stadig min«

Politiken.dk

Klicken Sie hier, um Politiken.dk zu abonnieren

Kategorien: Nue newsletter anmeldungen

Laden...

4 Monate vor

Html
Text

Klik her for at læse nyhedsbrevet i din browser

18. MARTS 2025

I laden hjemme på Stevns arbejder Hein Heinsen videre, selv om han snart fylder 90. Foto: Finn Frandsen

Tommy Grøn

Digital nyhedsredaktør, Politiken Kultur

Kære læser,

I denne uge har jeg samlet tre store interview-artikler til dig.

Den første handler om billedkunstneren Hein Heinsen, der fylder 90 år til sommer, men ikke har tænkt sig at holde op med at arbejde af den grund.

Han er nysgerrig efter, hvad hans egen hjerne og hænder i samarbejde udvikler sig til, efterhånden som han bliver ældre og ældre.

»Selv om det ikke kører lige så hurtigt oppe i bolden, som det gjorde engang, synes jeg stadig, det er spændende at se, hvad der sker, når jeg bliver ved med at arbejde. Der er jo noget i hjernen, der lukker ned. Men det er ikke sikkert, at det påvirker de her«, siger han og rækker sine hænder frem.

De bærer præg af et langt liv som billedhugger, kunstens arbejdsfolk, der løfter tungt og bruger værktøj i usunde positioner mange timer om dagen.

»Verden er jo stadig min, og jeg vil finde ud af, hvordan det hænger sammen«, siger Hein Heinsen.

Journalist Emil Bergløv og fotograf Finn Frandsen har besøgt billedkunstneren på hans gård i Karise, hvor ladebygningen fungerer som værksted.

I lokalet står og hænger sporene efter et 65 år langt kunstnerliv.

Læs artiklen her:

»Jeg er blevet sprogligt dummere, end jeg er«

Erika Fatland taler otte sprog. Forud for arbejdet med sin nye bog 'Søfareren' lærte hun sig portugisisk, så hun kunne tale med de lokale på deres eget sprog.Foto: Miriam Dalsgaard

Næste anbefalelsesværdige interview er med den norske socialantropolog Erika Fatland.

Hun har som research til sin seneste bog, ’Søfareren’, rejst rundt i 29 af Portugals tidligere kolonier for at tale med befolkningen om de konsekvenser, invasionen fra den lille europæiske nation havde.

Og stadig har i dag.

De mørke fortællinger, hun hørte om på sin rejse, fylder dog ikke meget i den portugisiske selvfortælling.

»Portugiserne er stolte af imperiet, og der er meget at være stolt af. Det var et lille land, som blev mægtigt i 1500-tallet, og som har sat store spor i verdenshistorien. Portugisisk er i dag et af klodens mest talte sprog«, siger Fatland og fortsætter:

»Men der er ingen balance i, hvordan det fremstilles. Portugiserne taler kun om de fine og heroiske ting. De nævner ikke de mørkere sider og især ikke slavehandlen«.

’Søfareren’ er Erika Fatlands knap 700 sider lange forsøg på at forstå arven efter Vestens imperialisme ved at fokusere på eftervirkningerne af ét markant lands aftryk.

Det er en beretning, der for en dansk læser forekommer højaktuel i lyset af debatten om rigsfællesskabet, fordi portugiserne endnu har en fortælling om sig selv som kolonimagt, præget af noget, der nærmer sig glorificering.

Interviewet er skrevet af Emilie Maarbjerg Mørk.

Læs det herunder:

»Der bør være en balance i, hvordan man fremstiller historien«

I sin spillefilmsdebut 'Min evige sommer' har Sylvia Le Fanu bevidst arbejdet med at få kompleksiteten frem i et teenageliv, hvor ventesorg fylder.Foto: Jacob Ehrbahn

Til slut vil jeg anbefale et interview med filminstruktør Sylvia Le Fanu.

Hun står bag den anmelderroste, biografaktuelle film ’Min evige sommer’, der handler om 15-årige Fanny, der er taget i sommerhus med sine forældre som så ofte før.

Men under det hele ligger sorgen, for de ved alle, at det bliver den kræftsyge mors sidste sommer.

Sylvia Le Fanu ved præcis, hvordan det er at være Fanny.

Da hun som 20-årig mistede sin mor, var der gået fem år, siden moren fik sin kræftdiagnose.

Sylvia Le Fanu har selv oplevet historien om en mor, der er terminalt syg, en far, der er til stede for familien, men stadig evner at fordybe sig i sit arbejde, og en datter, der ser sin mor blive mere og mere syg og samtidig selv er teenager med alt, hvad det indebærer.

I filmen er ventesorgen en tilstand, Fanny og hendes forældre lever i uden at sætte ord på den.

Det kan være, at der er en berøringsangst, men det kan lige så vel være, at ord ikke kunne slå til.

»På et tidspunkt siger Fanny til sin far: »Hvorfor spørger du ikke, hvordan jeg har det?«, så der er en længsel efter en nærhed, der ikke er der. Omvendt tænker jeg, med min egen erfaring, at det ville være falsk, hvis jeg fik det til at fremstå, som om Fanny bare ønsker, at de kan sidde og tale sammen. For det er så komplekst«, siger Sylvia Le Fanu til Dorte Hygum Sørensen, der står bag interviewet.

Læs det herunder:

Scenen varer mindre end et minut, men den fortæller mere, end mange replikker ville kunne

Nedenfor kan du finde flere udvalgte eksempler på artikler fra Politikens kulturredaktion

Tak fordi du læste med.