Pressemeddelelser - 8. nov. 2017 Regeringen går stik imod flertallet af danskerne, og dermed vælgerne, når den i sit finanslovsforslag lægger op til en BoligJobordning, hvor man ikke kan få fradrag for håndværksydelser. Et stort flertal af de danske vælgere ønsker – stik imod regeringen – at Håndværkerfradraget fortsat er en del af BoligJobordningen. Det dokumenterer en undersøgelse, YouGov har lavet for SMVdanmark, tidligere Håndværksrådet. ”Håndværkerfradraget kommer den almindelige dansker til gode men også hele det danske samfund. Ordningen betyder, at flere byggeopgaver bliver udført at regelrette virksomheder, der betaler deres skat og ikke arbejder sort. Og når disse virksomheder får flere opgaver, kan også de oprette flere lærepladser. Dermed understøtter håndværkerfradraget, at vi får uddannet flere faglærte – hvilket vi i den grad har brug for”, siger vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt. Hele 59 procent af danskerne peger i undersøgelsen på, at en BoligJobordning uden fradrag for håndværksydelser er en dårlig ide. 67 procent svarer ja til, at BoligJobordningen fortsat skal give fradrag for håndværksydelser. Det viser en meningsmåling blandt over 1000 repræsentativt udvalgte danskere foretaget af YouGov for SMVdanmark. Håndværkerfradrag bremser sort arbejde Undersøgelsen peger også på, at BoligJobordningen får danskerne til at købe mindre sort arbejde. 33 procent af de danskere, der køber eller har købt sort arbejde, svarer, at de køber mindre sort arbejde eller helt er holdt op med at købe sort arbejde på grund af BoligJobordningen. ”Sort arbejde er utrolig svært at komme til livs, og skiftende regeringer har uden held arbejdet på at nedbringe det. Håndværkerfradraget er den eneste indsats mod sort arbejde, der har dokumenteret effekt. Det er derfor tudetosset at afskaffe det og dermed medvirke til, at vi igen får mere sort arbejde i byggeriet, mere unfair konkurrencevilkår for de regelrette virksomheder og færre penge i statskassen”, siger Jakob Brandt. Kun 31 procent af de adspurgte svarer, at BoligJobordningen ikke har fået dem til at købe mindre sort arbejde. Kontakt Vicedirektør Jakob Brandt, telefon 24 25 27 27 Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 34 43 77 Om BoligJobordningen og sort arbejde: Sort arbejde udgør ifølge Rockwoolfonden mellem 34 og 59 milliarder kroner årligt. BoligJobordningen skaber lærepladser. De mindre virksomheder ansætter flere lærlinge end de store, men hvis boligjobordningen ikke længere indeholder håndværk, vil 34 procent af de små og mellemstore håndværksvirksomheder, der hidtil har haft lærlinge, ansætte færre eller helt stoppe med at ansætte lærlinge. 52 procent af dem, der havde BoligJobfradrag i 2013, ’14 og ’15, havde en personlig indkomst under 350.000 kr. I 2016 gjaldt det 50 procent. Samtidig er ordningen mest populær udenfor hovedstadsområdet og bliver især brugt i Jylland. 7/10 SMVdanmarks medlemmer, som udfører byggeopgaver for private, mener, at håndværkerfradraget begrænser privates efterspørgsel efter sort arbejde. Læs fx Håndværkerfradrag dræber sort arbejde. |