|
Godmorgen og velkommen til tirsdagens morgenpost. |
I dag skal Folketinget førstebehandle et borgerforslag om, at Danmark skal stoppe al direkte og indirekte våbenhandel med Israel samt et F-35-samarbejde. |
Ophavsmanden til forslaget, som altså har nået den gyldne grænse på 50.000 støtter, siger i den forbindelse til DR, at forslaget kommer på baggrund af det store antal døde i Gaza. |
Ifølge forslagsstiller Honey Biba Beckerlee er hun og hendes meningsfæller »forfærdede« over at vide, at Danmark »bidrager til de krigsforbrydelser, vi ser« i Gaza. |
Borgerforslaget møder dog umiddelbart ikke genklang i regeringskontorerne, hvor både udenrigsordfører fra Venstre Christian Friis Bach og statsminister Mette Frederiksen (S) afviser og henviser til, at der allerede er restriktioner på, hvilke våben Danmark kan eksportere til Israel. |
»Jeg forstår til fulde den frustration og den intention, der ligger bag borgerforslaget, og det er godt, at så mange engagerer sig. Men regeringen har jo allerede for over et år siden anlagt en meget restriktiv linje, når det gælder eksport af våben og udstyr, der kan bruges i konflikten til Israel,« siger Christian Friis Bach til DR. |
Dagens overhørte opråb |
Som berettet i gårsdagens morgenpost kunne man mandag på forsiden af Jyllands-Posten læse, at flere organisationer føler sig misforstået, efter at deres »bekymringsbrev« har ført til et forbud mod debat om Israel-Palæstina-konflikten ved næste års skolevalg. |
Et bekymringsbrev, som afsenderne i dag ikke forstår, hvorfor indgår i den faglige vurdering, som har ført til forbuddet mod emnet til skolevalget. |
Men det til trods agter Folketingets formand, Søren Gade, ikke at omgøre beslutningen, som de seneste uger har fået kritik fra flere sider. |
»Et flertal i Folketingets Præsidium har lagt vurderingen fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til grund for vores beslutning om at lade emnet om Palæstina udgå,« udtaler Søren Gade i en skriftlig kommentar til Ritzau mandag eftermiddag. |
»Styrelsen står fast på deres faglige vurdering, og det tager jeg til efterretning,« lyder det. |
Det er som nævnt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der har udarbejdet en faglig vurdering til Folketingets Præsidium, som har taget beslutningen, der har skabt meget debat den seneste tid. |
Søren Gade begrundede oprindelig forbuddet med, at emnet var både for betændt og kompliceret: |
»Du kan ikke diskutere det spørgsmål på en ordentlig måde på 20 minutter, men du kan nå at sætte brand i en klasse på de 20 minutter,« lød ræsonnementet, som også tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic reagerede på i forrige weekend. Cekic var nemlig i sin tid med til at stille forslaget om, at skolevalget skulle til Danmark efter nordisk forbillede, og hun placerer sig helt modsat af Gade. |
»Jeg synes ikke, at det er et demokrati værdigt, at politikere dikterer, hvad der må tales om, og hvad der ikke må tales om. Man går ind og censurerer, fordi man selv har berøringsangst, og skaber på den måde et tabu,« sagde hun til Berlingske. |
Dagens forsvundne sætning |
Selvom en heftigt diskuteret sætning er forsvundet fra lovforslaget til baseaftalen mellem Danmark og USA, er det ikke ensbetydende med, at regeringen er på vej til at ændre Danmarks atomvåbenpolitik. |
Sådan lød svaret mandag fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som var blevet trukket i samråd af Enhedslistens udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, i forbindelse med den omdiskuterede baseaftale. |
Godt halvanden måned tilbage blev der nemlig berettet i Politiken, hvordan der om dansk atomvåbenpolitik stod i det oprindelige udkast til lovforslaget, »at der ikke må stationeres atomvåben i Danmark under de nuværende omstændigheder, dvs. i fredstid«. |
Men i det endelige lovforslag, som lå færdigt i april, var uddybningen om dansk atomvåbenpolitik pludselig slettet, hvilket i april fik Pertou Mach til at kræve en forklaring fra forsvarsministeren. |
Det lykkedes tilsyneladende aldrig udenrigsordføreren at få et tilfredsstillende svar, siden hun mandag efter samrådet i Folketinget endnu en gang efterlyste en forklaring på, hvorfor sætningen var forsvundet – Pertou Mach er nemlig »bekymret« for om regeringen lægger op til at ændre dansk atomvåbenpolitik med ændringen. |
»Atomvåben er masseødelæggelsesvåben, og den ultimative atomkrig ville være ragnarok for alle. Der er ingen vindere. At begynde overhovedet at tale om, at det skulle være en del af dansk forsvar, er helt vanvittigt og den gale vej at gå,« siger hun til TV 2 mandag. |
Da forsvarsminister Troels Lund første gang blev forholdt spørgsmålet, lød det fra ministeriet, at sætningen var blevet fjernet »for at undgå fortolkningstvivl«, og samme forklaring lød altså mandag under samrådet fra ministeren, som mente, at hans forklaring var »krystalklar«: |
»Jeg kan under de nuværende omstændigheder udelukke, at vi skulle have atomvåben,« slog Troels Lund fast. |
Dagens korte |
1. 15-årige Milad Sadiqi var en teenager, der drømte om at blive læge. Men adskillige pletter på straffeattesten og en dom for uagtsomt manddrab senere er pladen vendt på hovedet. |
En lovende integrationshistorie spillede fallit, og nu vil Danmark have beboeren på Udrejsecenter Kærshovedgård Milad Sadiqi udvist for evigt, efter at han blev kendt skyldig i en dødsulykke, der kostede Beate Anders, en mor til to, livet sidste år. Du kan læse Berlingskes portræt af gerningsmanden Milad Sadiqi her. |
2. Vladimir Putin har ingen reelle intentioner om at indgå en fred i krigen med Ukraine, udtaler statsminister Mette Frederiksen, efter at Rusland natten til mandag gennemførte det mest omfattende droneangreb mod Ukraine siden krigens begyndelse. |
»Om dagen taler Putin om fredsforhandlinger, mens han om natten bomber Ukraine endnu mere,« siger statsministeren på et pressemøde under et topmøde i Finland. |
3. Mette Frederiksens optræden som gæstedommer i »Den store juniorbagedyst« har vakt kritik af DR, som K-ordfører mener med dets ageren bliver »en del af spinapparatet«. |
DR anerkender kritikken, men er uenig i den. For der er tit gæster med i programmet, der ikke direkte har noget med kagebagning at gøre, siger redaktionschef på DR Eva Kvist til Berlingske. |
Dagens program |
12.00: Ny vismandsrapport offentliggøres |
I dag offentliggør formandskabet for De Økonomiske Råd den nyeste vismandsrapport i form af et diskussionsoplæg klokken 12. Diskussionsoplægget sætter fokus aktuel økonomisk politik, konjunkturudviklingen og de offentlige finanser samt fusioner, konkurrence og produktivitet. |
13.00: Møde i salen |
I dag er der møde i Folketingssalen, hvor en række lovforslag bliver behandlet. Det drejer sig blandt andet om forslag om styrket indsats mod seksuelt krænkende materiale, forslag om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner og forslag om skærpelse af udvisningsreglerne. |
15.00: LA holder en konference om fremtidens energi og atomkraft |
Liberal Alliance holder en konference om fremtidens energi i Fællessalen på Christiansborg. Konferencen byder på oplæg om energiforsyning og paneldebat om, hvordan Danmark kan benytte atomkraft. |
17.15: Åbent samråd om dansk indfødsret på lempeligere vilkår |
Åbent samråd med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) om personer, der har opnået dansk indfødsret på de lempeligere vilkår for statsløse, som reelt ikke var statsløse. |
Det var alt for i dag. Tak, fordi du læste med! |
|