Nu gik det ellers lige så godt, og så er det i sig selv et problem. Antallet af corona-nyindlæggelser på hospitalerne har stabiliseret sig, og vi ser ud til at undgå en situation, hvor hospitalerne ikke kan følge med. Men det er faktisk problematisk set med samfundsøkonomiske briller, at regeringens hårde restriktioner har virket så effektivt, mener tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta Jacobsen. »Vi skal jo have smittet folk, fordi der skal skabes en flokimmunitet«, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Politiken. Sammen med en række andre økonomer og tænketanken Kraka har han skrevet en kronik i Berlingske, hvor de anbefaler, at regeringen hurtigt iværksætter randomiserede repræsentative befolkningsundersøgelser, der kontinuerligt overvåger både omfanget af smittede og den opbyggede flokimmunitet i Danmark. »Så er det frugtbart at vide, hvor langt henne vi er i udviklingen, og det er super nyttigt at vide, hvornår vi kan afvikle restriktionerne, i hvilket tempo man kan gøre det i, og om der er brug for at stramme restriktionerne igen«, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Industrien sidder med i krisestab Vi bliver ved corona-situationen i Danmark, hvor Politiken kan fortælle, at repræsentanter fra erhvervslivet helt usædvanligt har fået fast sæde i regeringens koordinerende organ, Den Nationale Operative Stab (NOST), der med Rigspolitiet i spidsen skal styre Danmark gennem krisen og koordinere myndighedernes indsats. »Vi og andre private aktører hjælper myndighederne med at få løst de opgaver, der knytter sig til at udvide både testkapaciteten og omfanget af værnemidler. Vi kan være med til at sikre en dansk produktion af udstyr og bringe nationale og internationale netværk ind«, siger Lars Frelle-Petersen, der er direktør i Dansk Industri. Foruden DI er Dansk Erhverv, Danske Rederier, McKinsey og Kammeradvokaten repræsenteret. Desuden bidrager virksomheder som Novo, Carlsberg og Mærsk. Alle stiller ifølge Rigspolitiet deres ekspertise kvit og frit til rådighed for NOST. Dødstal i USA sætter trist rekord Videre til USA hvor antallet af døde for tredje dag sætter en trist rekord. 1.169 er døde i løbet af de seneste 24 timer, viser en opgørelse fra John Hopkins University, der overvåger covid-19-pandemien. Så mange mennesker er ikke døde i løbet af et døgn noget sted i verden under corona-krisen. 27. marts registrerede Italien som det hidtil højeste 969 døde med virussen i løbet af et døgn, skriver Ritzau. Erhvervslivet vil udskyde klimakampen I Danmark er vi hidtil sluppet langt billigere end såvel USA som Italien. Til gengæld kan kampen mod klimaforandringerne komme til at betale en dyr pris. Det vil nemlig i den nuværende situation, hvor økonomien kører i bakgear og erhvervslivet bløder, være helt godnat, at indføre nye flyafgifter eller kødafgifter for at nå de klimamål, som regeringen og dens støttepartier sigter efter, lyder det fra en række af de brancher, som coronakrisen har taget kvælertag på, skriver Politiken. Hvis man pålægger erhvervslivet stigende omkostninger i en situation, hvor økonomien skal op i gear igen, »så giver det ikke mening«, lyder det fra adm. direktør Erik Østergaard fra Dansk Transport og Logistik. Direktør Michael Svane fra Dansk Luftfart er enig og siger, at hvis man omgås tanker om en flyafgift, »så vil det være et signal om, at man ikke mener, at luftfartsbranchen hører til i Danmark«. Vi slutter med et kig på weekendens vejr, der bedst kan betegnes som omskifteligt. For mens der i dag kan falde både regn- og haglbyger, kan vi søndag se frem til en lun forårsdag med temperaturer op til 15 grader og en del sol, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). »Fredag bliver en typisk forårsdag med frisk til hård vind fra vest. Men lørdag og søndag bliver vejret noget flottere og lunere«, siger meteorolog ved DMI Lars Henriksen til Ritzau. Lyt til podcast og få seneste nyt I disse dage dækker ’Du lytter til Politiken’ kun covid-19. Fra tragedien i Norditalien til den voksende krise i USA. Fra Kina til Danmark. Du finder de seneste udgaver af podcasten her på, ’ Du lytter til Politiken’. Myndighedernes hjemmeside om coronavirussen finder du her. Det sker i dag  | Retten i Roskilde indleder efter planen en sag, hvor en 38-årig mand er tiltalt for igennem flere år at have mishandlet og tævet sin 34-årige hustru. Hun døde 2. oktober 2018 som følge af volden og frihedsberøvelse i de sidste to måneder af sit liv. |
|
 | Flere myndigheder giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19. Det sker på et pressemøde, som ventes at finde sted klokken 14.00 i København. |
| Det skete i dag  | 2005: Holger K. Nielsen siger farvel efter 14 år som partiformand ved SF’s landsmøde i Herning. Den kommende formand skal vælges ved urafstemning blandt partiets 8.000 medlemmer. |
|
 | 1968: Instruktøren Stanley Kubricks science fiction-film, Rumrejse år 2001, har premiere i de amerikanske biografer. |
|
 | 1860: I USA begynder the Pony Express at fungere. Dermed kan vigtig post leveres hurtigt over store afstande til hest. |
|
 | Med venlig hilsen Niels Holst Journalist, digital forsideredaktør på Politiken |
|
|