| Freja Bøgh Lassen | Journalist | |
|
|
| Denne morgen handler nyhederne om eks-anklagere, som slår alarm over retssikkerheden. Den trues af arbejdsvilkårene hos politiet, advarer de. Der er også plads til nyheden om, at DA vil have en større offentlig indsats for at forbedre befolkningens sundhed, til et ønske fra Børns Vilkår, som vil hindre, at børn overværer vold i hjemmet og til en grim historie fra det vestjyske, hvor Cheminova får meget lang snor i forhold til udledningerne af miljøgifte i naturen. | |
| Tre tidligere anklager slår alarm: Uskyldige risikerer at blive dømt | |
| Anklagemyndigheden skal holde øje med politiets arbejde, men systemet er så presset, at alvorlige fejl slipper igennem, lyder kritikken fra tre tidligere anklagere, der har forladt deres job i frustration over arbejdsvilkårene. Nu arbejder de som forsvarsadvokater. Og de fejl, de oplever i retssager, bekymrer dem. Det er fejl, der i værste fald kan betyde, at uskyldige bliver dømt. De har dels oplevet, at vigtige beviser er blevet overset. At bevismateriale er blevet tilbageholdt. Og at politiet har redigeret i bevisfotos. | |
| Siden en af dem, Stefan Møller Jørgensen, blev forsvarer for godt fem år siden, har han tre gange stået i situationer, hvor politiet har ladet, som om de ikke var i besiddelse af væsentlige beviser, siger han. Og det bekymrer ham. I en enkelt sag måtte han klage adskillige gange, før politiet udleverede oplysninger, der viste sig at være afgørende for, at hans klient kunne løslades fra varetægtsfængsling - og for, at han senere blev frikendt. | |
| Rigsadvokat Jan Reckendorff kan ikke afvise, at der der menneskelige fejl, men understreger, at hvis politiet bevidst skulle tilbageholde eller ændre bevismateriale, vil det være en overtrædelse af straffeloven og blive taget meget alvorligt. Han siger, at alle fejl bør undgås, men at han er uenig med forsvarerne i, at Danmark har et problem med retssikkerheden. Samme toner lyder fra Rigspolitiet. | |
| Arbejdsgiverne efterlyser en større offentlig indsats for bedre sundhed | |
| Stigende smerter, overvægt, rygning, inaktivitet og stress går ud over vores arbejdsevne og fører til flere sygemeldinger og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening. Og det er skidt for virksomhederne, som i forvejen skriger på arbejdskraft. | |
| I et nyt udspil fastslår arbejdsgiverne derfor, at både staten og kommunerne skal gøre langt mere for folkesundheden. Baggrunden er alarmerende, lyder det: Mere end halvdelen af danskerne bevæger sig mindre end WHO’s minimumsanbefaling. Mere end halvdelen af danskerne er overvægtige. 60 procent af alle 25-64-årige, som er i arbejde, har haft smerter i nakke, skulder, arme, ben, knæ eller hofter inden for de seneste 14 dage. | |
| Samtidig er sygefraværet stigende. For 10 år siden var privatansatte i gennemsnit syge 6,3 dage om året, mens offentligt ansattes sygefravær var på 12,3 dage årligt. I dag er antallet af sygedage steget til hhv. 8,8 dage og 16,8 dage om året: »For DA handler dette også om, at vi har hårdt brug for flere kræfter i fremtidens arbejdsstyrke – og flere, der bliver på arbejdsmarkedet længere. Det kan vi sikre ved at forbedre folkesundheden,« lyder reaktionen fra vicedirektør Pernille Knudsen ifølge Jyllands-Posten. | |
| Børns Vilkår vil gøre det forbudt at lade børn overvære vold i hjemmet | |
| I Norge er det ikke alene strafbart, hvis forældre udsætter deres børn for vold. Det er også ulovligt, hvis forældre lader deres børn overvære vold i hjemmet. Det slog landets højesteret i 2010 fast i en principiel dom, hvor en teenager over en årrække var vidne til, hvordan hendes stedfar mishandlede hendes mor både fysisk og psykisk. Retten fandt, at pigen havde været udsat for psykisk vold, selvom volden havde været direkte rettet mod hendes mor, skriver Kristeligt Dagblad. | |
| Sådan er det ikke i Danmark. Her blev psykisk vold ganske vist strafbart i 2019. Men loven tager ikke ordret højde for de tilfælde, hvor børn overværer vold i husstanden. Det skal der laves om på, mener Børns Vilkår, som i en helt ny rapport, der udkommer mandag, anbefaler et decideret forbud mod vold i børns nærvær – og at sådanne situationer bør omfattes af en »selvstændig paragraf i straffeloven«. | |
| »Børnenes selvværd kan blive ødelagt. De har lyst til at forsvinde. Vi ser reaktioner med selvskade, selvmordsforsøg og -tanker. Nogle ender i misbrug, og så er der dem, som ender i kriminalitet«, siger Anne Kappelgaard Bové, der er specialkonsulent i Børns Vilkår om problemet. | |
| Cheminova pumper fortsat miljøgifte ud i Vesterhavet – med politisk accept | |
| I årevis er det giftige kemikalie arsen og tungmetallet kviksølv blevet pumpet ud i havet mellem Harboøre og Thyborøn. Og det er til trods for, at prøver viser, at havområdet allerede indeholder for meget af begge dele. Udlederen, Cheminova, har nemlig – ligesom en lang række andre danske virksomheder – lov til at udlede miljøfarlige stoffer i havområder, hvor grænserne for, hvor meget forurening, der må være i vandet, er overskredet for længst. Sådan som det er i Vesterhavet ud for Thyborøn, skriver DR. | |
| Forureningen fortsætter, selv om embedsmænd i Miljøministeriet i flere år har gjort opmærksom på, at myndighederne ifølge reglerne som udgangspunkt burde gribe ind. Det er bare ikke sket. I stedet har Miljøministeriet ad flere omgange valgt at udstede retningslinjer, der gør det muligt at lade udledningerne fortsætte. Blandt andet af hensyn til Cheminova og andre danske virksomheder. | |
| Eksperter mener, papirerne viser, at Miljøministeriet har sat erhvervsinteresser over hensynet til at overholde den lovgivning, der skal beskytte havmiljøet: »De kortsigtede hensyn til at kunne forsætte udledningerne får lov til at veje tungere end hensynet til at overholde lovgivningen«, siger en af dem, advokaten Flemming Elbæk. | |
| Miljøminister Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til interview om sagen, men Miljøministeriet afviser, at der er noget at komme efter. Tingene foregår i overensstemmelse med EU-retten, hedder det. | |
nullFoto: Claus Nørregaard/POLITIKEN |
| Studerende: I min generation venne-ghoster vi hinanden | |
| Ewin Newal Akkurt er studerende og har skrevet et debatindlæg om, at vi burde slå ordenligt op med vores venner i stedet for at venne-ghoste hinanden. I indlægget skriver hun blandt andet: »I sidste uge hørte jeg min roomie tage afsked med sin gamle gymnasieveninde med sætningen: »Kom godt hjem. Det var rigtig dejligt at se dig, det må vi gøre igen«. Men sandheden er, at hun overhovedet ikke gider at se hende igen. Hun vil helst bare stoppe deres venskab. Men det sagde hun selvfølgelig ikke. Og hun er ikke den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvordan man skal køre de gamle og døende venskaber på genbrugspladsen. I Danmark kan vi sagtens slå op med vores kærester. Og vi er nogle af de bedste i verden til at blive skilt. Men hvorfor er det så svært at slå op med en ven?«. Læs hele indlægget her. | |
nullFoto: Unsplash / illustration: Rasmus Vendrup |
| Fem gymnasier har tyvstartet med kunstig intelligens i undervisningen – her er erfaringen fra et af dem | |
| »På Randers Statsskole har de det seneste år arbejdet med at bruge kunstig intelligens (AI) som en del af undervisningen. Ifølge Christina Oehlenschläger Stoltze, der er uddannelseschef og lærer på skolen, står landets uddannelsesinstitutioner over for en stor opgave med at indføre den nye teknologi, så den hjælper eleverne i læringssituationer frem for at frarøve dem læring. »Vi skal bruge kunstig intelligens i situationer, hvor det giver mening. Det kommer helt an på, hvad læringsmålet er. Hvis målet er at lære at stave, så er implementeringen af AI en falliterklæring. Men hvis vi vil øve genretræk eller fagbegreber, så kan teknologien være en hjælpende hånd«, fortæller Christina Oehlenschläger Stoltze«. Sådan skrives der i denne artikel, som du kan læse resten af her. | |
| To gange om dagen får Julie heroin betalt af staten | |
| Tidligere i sit liv skulle Julie finde en måde at skaffe penge på, så hun hver dag kunne skaffe den heroin, hun var afhængig af. Noget, hun dengang klarede ved at smugle og sælge stoffer. Livet som narkoman sendte hver dag Julie ud i et nedslidende kaos af et liv med forskellige former for kriminalitet. | |
| Men i dag kan Julie nøjes med at tage bussen nogle få stop. Hen til et sted, hvor hun – helt lovligt – kan få lægeordineret heroin betalt af staten. Det gør hun to gange om dagen. | |
| Politikens Hans Davidsen-Nielsen tilbragte en dag med Julie og tog busturen sammen med hende hen til heroinklinikken Valmuen. Det fortæller han om i ’Du lytter til Politiken’. | |
| | | Ved Retten i Glostrup fortsætter retssagen mod Sanjay Shah, der er tiltalt for at have begået bedrageri for ni milliarder kroner med refusion af udbytteskat. Dagen er afsat til afhøring af forsvarets vidner. | | | Uddannelses- og forskningsministeriet inviterer til det første pressemøde på dansk jord med den hjemvendte ESA-astronaut Andreas Mogensen. |
| |
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN |
| Det står ualmindeligt sløjt til med den vilde natur i Danmark. | |
|