 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Så er det weekend, vejret bliver efter sigende godt, og en anbefaling herfra er at læse en god bog. Ikke for at gå i indre eksil, sådan som de gjorde i det gamle Sovjet for at glemme den rædsomme politiske virkelighed. Den strudsestrategi virker ikke, så vinder de onde kræfter bare. Men for at blive klogere og lige klare hjernen. | |
| | Et forslag herfra er The MANIAC, en herlig bog om matematikeren John von Neumann som var banebrydende inden for kunstig intelligens og medskaber på Manhattan-projektet, der skabte atombomben. | |
| | Bogen er forrygende underholdende og interessant i sig selv, men også tankevækkende i denne tid. Neumann var ualmindeligt farverig som person og kastede sig over alverdens problemer, men er måske allermest kendt for sit arbejde med spilteori og især udviklingen af den såkaldte MAD-doktrin, der var fremherskende under den kolde krig. | |
| | Ideen er enkel - MAD står for Mutual Assured Destruction, og ideen er at hvis en part laver et atomangreb mod en anden part, vil angriberen også blive fuldstændigt ødelagt som følge af modangreb. En slags gensidig dødspagt, der sådan virkede fint i årtier. Har man læst allerede MANIAC er Trumps egen The Art of the Deal eller den romerske historieskriver Tacitus gode bud argumenterer denne kronik for. | |
| | Om USA’s nuværende MAGA-præsident har hørt om doktrinen, kan man tvivle på. Stort set alt, hvad han foretager sig rent sikkerhedspolitisk, undergraver tilliden til Nato og dens berømte musketer-ed i artikel 5. Regeringen vil af diplomatiske grunde åbenbart ikke sige det, men danskerne har lugtet lunten, så meget at 41 procent ifølge en ny meningsmåling nu anser USA som en trussel. | |
| | Sjovt nok er det præcis det samme procenttal af republikanerne, der ifølge en amerikansk meningsmåling nu anser Rusland som en allieret. Målingen er lavet inden sammensmeltningen i USA’s forhold til Ukraine ved mødet med Zelensky i det ovale kontor sidste fredag, men allerede på det tidspunkt mente over halvdelen af amerikanerne, at Trump støttede Rusland mere end Ukraine i krigen. Siden er det kun blevet mere tydeligt med suspension af våbenleverancer og efterretningsoplysninger til Ukraine. Et afsindigt forræderi af ikke bare Ukraine og Europa, men alt det, som USA har stået for i et lille århundrede. | |
| | Men sådan er det. USA er tydeligvis gået over til the dark side, og Europa må klare sig selv. Og heldigvis er der tegn på, at vi langt om længe tager os sammen. Tysklands nye kansler Merz har allerede gasset godt op, og på EU-topmødet torsdag slog vi ring om Ukraine og dets leder. Her på avisen fejrer vi også Norges kovending mht. støtten til Ukraine og beslutningen om - godt hjulpet af pres fra bl.a. Politiken - at bruge 50 milliarder mere på kampen. Bedre sent end aldrig, men stadig kun en dråbe i de mere end 1.000 milliarder, som Norge har tjent på krigen og de hastigt stigende energipriser. | |
| | Sådan noget ananas-i-egen-juice er jo altid godt, men selv er jeg stadig lidt trist over verdens gang og især udviklingen i Israel og USA. | |
| | Jeg har boet begge steder i flere omgange og rejst der dusinvis af gange. Har venner og personlig historie der – min yngste datter er født i USA og amerikansk statsborger, graviditeten med den ældste foregik i Jerusalem, barslen med hende i Tel Aviv, og jeg har altid tænkt, at jeg kunne flytte dertil, hvis Danmark blev for gråt, indspist, koldt eller noget fjerde. Men nu er de to lande blevet kapret af politiske ekstremister, og jeg er lykkelig for ikke at bo der. Men trist over at miste mine alternative hjemlande, som jeg skriver i dette essay. | |
| | Men selv om det er let at miste modet, sker der jo faktisk i ny og næ gode ting. | |
| | Natten til mandag var der Oscaruddeling, og der vandt filmen ’No Other Land’ prisen som årets bedste dokumentarfilm. Det er en barsk skildring af, hvor fastlåst og brutalt livet er blevet for beboerne i Masafer Yatta, en gruppe landsbyer på Vestbredden, under det voldsomme israelske pres. | |
| | Ikke så muntert, faktisk tværtimod. Men filmen er lavet af både israelere og palæstinensere, og i deres rørende takketale til Oscar-festen forklarede to af dem, hvordan de så hinanden som brødre og insisterede på, at der er en anden vej end krig og konflikt. | |
| | Det lille flakkende håb hyldede vi i denne leder - og så kan man jo håbe, at den fornemme pris baner vejen for, at filmen langt om længe kan få en amerikansk distributør - hvis nogen altså tør. Frygten spreder sig i USA, som New York Times forklarer her, alle dukker sig for at undgå, at Saurons orange øje i det hvide hus zoomer ind og kaster sig over en med Elon Musks troldehær ved sin side. | |
| | Selv om jeg prøver meget at undgå at se verden alt for sort/hvidt. Det manikæiske verdensbillede ligger dybt i os alle, men efter at jeg læste Kristen Leths supergode bog om Biblen, har jeg tænkt meget på hans pointe om, hvordan man i andre dele af verden ser mere nuanceret på det. Ingen er helt gode, ingen er helt onde, det hele er på et spektrum. Gider man ikke læse Leth, kan man dykke ned i den japanske instruktør Hayao Miyazakis forrygende animationsfilm - også en god måde mentalt at vænne sig lidt fra den amerikanske verden - og vise sig selv og ungerne, at verden er meget, meget større end Hollywood. | |
| | Flere nuancer, mindre Mad Max og så ikke et ord mere om MAGA. Nyd weekenden og må jeres guder være med jer. Ramadanen er i øvrigt i fuld sving for tiden, så send en tanke til de muslimer, der måske ser lidt trætte ud om eftermiddagen. | |
| | Rigtig god weekend, husk at sende selskabssmiger, harsk kritik og gode tips til både nyhedsbrevet, livet og verden i det hele taget til yours truly på [email protected]. Vi høres ved, tak fordi du læste med. | |
|
