Syre-base balancen I facebookgruppen "Plantebaseret kost for alle" er vi begyndt at tage nogle af de kostråd op, som kan gøre det mere kompliceret at spise plantebaseret, og som er unødvendige eller misvisende. Blandt andet ideen om at spise efter syre-base balancen. Et af de kostprincipper, som vi alle på et eller andet tidspunkt er stødt på, er ideen om at spise på en særlig måde, for at sikre en god syre-base balance. Ideen er, at en basisk kost holder os sunde — eller fx at kosten bør være ca. 20% syredannende og 80% basedannende. Basiske kosttilskud, urteteer, kostplaner, opskrifter, smoothies, særligt basisk vand osv. indgår ofte i diæter, der har til formål at regulere kroppens syre-base balance. De fødevarer, der anbefales, er sunde fødevarer (fx frugt og grøntsager). De fødevarer, der frarådes, er generelt ikke sunde (fx forarbejdet kød og ultraforarbejdede fødevarer). Eftersom kosten derved bliver væsentlig sundere end den, de fleste plejer at spise, er det ikke så underligt, at mange får det bedre, når de spiser efter principperne for syre-base-balancen. Der er dog ingen evidens for, at bedringen skyldes eller har ret meget at gøre med, at kosten er blevet mere basedannende. Det afgørende spørgsmål er, om det, du spiser, kan have en sur eller basisk effekt i kroppen. Kan syre-base-balancen i kosten fx påvirke syre-base-balancen (pH-værdien) i blodet eller andre steder? Hvis det ikke er tilfældet, falder det meste af ideen om at spise efter syre-base balancen til jorden. Vi behøver ikke at lave ret meget research, før vi opdager, at der er videnskabelig enighed om (videnskabelig konsensus), at vi ikke kan spise blodet eller noget andet i kroppen mere basisk (eller at det under normale omstændigheder skulle være en fordel). Kroppen har faktisk systemer, der FORHINDRER, at det, vi spiser og drikker, ændrer på pH-værdier i blodet (enhver ændring er kortvarig og justeres hurtigt tilbage til det normale). Når maden er fordøjet, er der en rest tilbage som har en eller anden pH-værdi. Disse rester ("aske" efter forbrændingen) påvirker urinens surhedsgrad, ikke blodets. Urinen er derfor den eneste væske i kroppen, du kan ændre pH-værdien af med det, du drikker og spiser. Det har dog næppe nogen betydning, da urinen opholder sig i blæren og ikke påvirker resten af kroppen. Urin er et affaldsprodukt. Kroppen har en række effektive buffersystemer, som sikrer, at det, du spiser og drikker, netop IKKE ændrer på de vigtige pH-værdier i blodet og andre væsker (eller at ændringer er ubetydelige og midlertidige). Det er sandsynligt, at vi kan gøre arbejdet lettere for nogle af disse buffersystemer ved at undgå en for syredannende kost. Men det klarer du let ved at spise en fornuftig plantebaseret kost, uden at skænke syre-base balancen en tanke. En undtagelse er ved alvorlig nyresygdom og andre helt specielle situationer, hvor kostens pH-værdi har en vigtig betydning. Men under normale omstændigheder kan vi (heldigvis) ikke spise os til højere pH-værdier i blodet eller andre steder i kroppen. Min holdning er, at det er helt unødvendigt at tænke over syre-base-balancen. Det gør blot tingene mere besværlige. I stedet for at gå op i syre-base balancen — og fx vælge og fravælge føde- og drikkevarer, urter, kosttilskud mv. på baggrund af deres syre/base effekt — kan du lige så godt vælge en eller anden version af en fornuftig plantebaseret kost, der passer dig godt. Hold det enkelt at spise plantebaseret — det er sjovere, lettere og mindst lige så sundt. Du kan også blot sende denne mail retur med din kommentar. |