"Sort arbejde koster hvert år samfundet milliarder og atter milliarder, og det rammer lovlydige virksomheder, der skaber arbejdspladser og praktikpladser, direkte på pengepungen", siger chefkonsulent Kristian Bech. Pressemeddelelser - 6. dec. 2018 Det sorte arbejde stiger, viser ny undersøgelse fra Rockwoolfonden. Et styrket håndværkerfradrag er en del af løsningen, mener SMVdanmark. Efter flere års fald i det sorte arbejde stiger omfanget igen fra 2016 til 2017, viser ny undersøgelse fra Rockwoolfonden. Det kræver handling og at politikerne igen retter øjnene imod håndværkerfradraget, mener SMVdanmark, der er hovederhvervsorganisation for ca. 18.000 små og mellemstore virksomheder. ”Sort arbejde koster hvert år samfundet milliarder og atter milliarder, og det rammer lovlydige virksomheder, der skaber arbejdspladser og praktikpladser, direkte på pengepungen. Derfor skal vi sætte ind overfor sort arbejde, og der ved vi, at håndværkerfradraget har en effekt. Men effekten kunne være endnu større, hvis vi øgede fradraget og gav fradrag for flere opgaver, for eksempel indendørs malerarbejde”, siger chefkonsulent Kristian Bech. Undersøgelser lavet for Skatteministeriet dokumenterer, at håndværkerfradraget har en effekt på det sorte arbejde. I Sverige, hvor man har et større fradrag, er effekten dog markant større. ”Der har de seneste år været meget uro om håndværkerfradraget, og det kan være en medvirkende faktor til, at det sorte arbejde stiger. Derfor er det positivt, at ordningen nu er blevet gjort permanent”, siger chefkonsulent Kristian Bech. Undersøgelser blandt SMVdanmarks medlemmer peger på, at permanentgørelsen af BoligJobordningen har en positiv effekt på det sorte arbejde i 2018. Kontakt Chefkonsulent Kristian Bech, telefon 20 69 32 89 Kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 344 377 |