Premiere på La Traviata De næste par uger spiller vi ikke i Symfonisk Sal, da vi sammen med Den Jyske Opera er i fuld gang med at forberede os til premieren på La Traviata, som man kan opleve i Musikhusets Store Sal, 1.-10. februar. Lange balkjoler kan nydes i stort anlagte scener med overdådige fester og en perlerække af smukke arier og kor. Berømt er den sprudlende drikkevise "Brindisi" og arien "Di provenza del mar", kendt på dansk som ”Kom hjem, kom hjem”. Husk lommetørklædet til historien om den smukke og karismatiske prostituerede, Violetta, der står over for et skelsættende valg; penge eller kærlighed? Violetta vælger kærligheden og sin unge beundrer, Alfredo, men beslutningen viser sig at få frygtelige konsekvenser… |