| Den nye bestyrelse har konstitueret sig D. 2. marts afholdte Statsgruppen generalforsamling, hvor en ny bestyrelse blev valgt med fire helt nye medlemmer og Lene Jakobsen fra University College Nordjylland som genganger fra den tidligere bestyrelse.
I tirsdags gav tidligere formand Lis Nielsen officielt stafetten videre til den nye bestyrelse ved et konstituerende bestyrelsesmøde. Lene Jakobsen er indtrådt som ny formand og Eva Althoff Schäfer fra Aalborg Universitet som næstformand. Derudover består bestyrelsen af: Beatrice Raarup, Danmarks Tekniske Universitet, Margit Helbo, Det Kgl. Bibliotek, Aarhus og Tina Lund, Det. Kgl. Bibliotek, Københavns Universitetsbibliotek Frederiksberg.
Vi brugte også bestyrelsesmødet til at lære hinanden og arbejdsgangen i bestyrelsen at kende og til så småt at tage hul på snakken om det fremtidige arbejde. Vi er en gruppe med meget forskelligartede kompetencer og faglige interesser, og det glæder vi os til at sætte i spil i vores nye samarbejde. På et snarligt møde tager vi hul på at definere et arbejdsprogram og se nærmere på kommende medlemsaktiviteter.
Input og ønsker til vores fremtidige arbejde er meget velkomne, og bestyrelsen kan kontaktes via hjemmesiden. Du er også velkommen til at finde os på LinkedIn, hvor Statsgruppen har sin egen gruppe.
Mød den nye bestyrelse på Fagligt Landsmøde D. 21.-23. april er der Fagligt Landsmøde Online 2021, og du kan stadig nå at tilmelde dig. Årets tema er: ”Fremtidens kompetencer”, og du kan se hele programmet her.
Programmet indeholder også medlemsdebatter i breakout rooms, og Statsgruppens bestyrelse vil facilitere en dialogsession torsdag d. 22. kl. 16.20 under overskriften: Fremtidens kompetencer: hvad er vores styrker på de statslige arbejdspladser?
Statsgruppen favner bredt over mange forskellige typer arbejdspladser, både i størrelse og arbejdsopgaver, og det giver en stor kompetencerigdom på tværs af gruppen. Som inspiration til vores videre arbejde vil vi gerne høre jeres bud på, hvilke kompetencer vi besidder og udvikler i dag på de statslige arbejdspladser, både de brede kompetencer, de mere specialiserede, og også de måske lidt anderledes og overraskende. Der vil både være mulighed for at skrive i padlet og byde ind mundtligt, og vi håber at se dig til et inspirerende møde.
Mange hilsner fra Statsgruppen
|
|
|
| |