Vores madanmelder har spist på Frederik Bille Brahes nye restaurant i den før så forhadte Søpavillon. Og han spår den en lys fremtid. Kære læser Lad os bare være ærlige. Der sker ikke skidemeget i København for tiden. Rigtig mange af især de yngre byboere ligger og har ondt af sig selv i et telt på Roskilde Festival, og det kan mærkes i bybilledet. For nogle er det måske et tiltrængt pusterum fra irriterende lydsystemer og bøvede studenter, men her på redaktionen kan vi godt savne lidt gang i gaden. Bare en lille smule. Derfor er det også dejligt, at Copenhagen Jazz Festival begynder i dag. Festivalen har måske nok ry for mest at være noget med sokker i sandalerne og bedaget fadølsjazz, men det passer ikke. Den københavnske jazzscene syder og bobler af unge musikere og eksperimenterende projekter, der beviser, at jazzen langtfra er død. Det kan læse mere om her. Noget andet, vi allesammen troede var dødt, men viste sig ikke at være det, er Søpavillonen. Ja, den er god nok, Søpavillonen lever! Tidligere i år blev det gamle forfaldne lysthus overtaget af klubkongerne Simon & Simon og kokken Frederik Bille Brahe, der satte sig for at genrejse klamydiaslottet med en natklub og en restaurant. Og spørger man vores madanmelder, der for nylig besøgte restauranten Babylon, kunne det godt se ud, som om det er lykkedes. Læs hans anmeldelse her. Denne uge blev også ugen, hvor København pludselig fik en ny cykelbro. Lille Langebro, der ligger lige ved siden af den rigtige Langebro og forbinder Vester Voldgade med Christianshavn, skulle egentlig have været åbnet sidste år. Så blev den forsinket – som den slags ofte gør – og åbningen blev udskudt til efteråret 2019, men så gik det alligevel hurtigere end forventet og vupti, så stod der en færdig bro. København ændrer sig hele tiden, men Listen går og hyggemukker som altid, sådan over livet generelt. I denne uge var der en Listen-veninde, som fortalte om sin seksuelle betagelse af Rane og Eske Willerslev. »De måtte godt give mig en RUSKETUR«, sagde hun. Hermed er Svend Brinkmann endegyldigt slået af tronen som middelklassekvindernes seksualobjekt nummer 1. Læs resten af Listen her. Rigtig god weekend! | Med venlig hilsen Sebastian Wittrock Journalist |
|
|
|
|