I EU er det hver 4. mindre virksomhed, der ejer retten til fx et design, et varemærke eller anden intellektuel rettighed, der har oplevet at blive kopieret. I Danmark er det sandsynligvis flere. Dermed mister danske virksomheder incitamentet til at udvikle nye produkter og designs, mener SMVdanmark, der anbefaler, at der indføres fri proces for mindre virksomheder.
Ny analyse: Mindst hver 4. mindre virksomhed får deres produkter kopieret
24.11.2021 12:06:46 | SMVdanmark

I EU er det hver 4. mindre virksomhed, der ejer retten til fx et design, et varemærke eller anden intellektuel rettighed, der har oplevet at blive kopieret. I Danmark er det sandsynligvis flere. Dermed mister danske virksomheder incitamentet til at udvikle nye produkter og designs, mener SMVdanmark, der anbefaler, at der indføres fri proces for mindre virksomheder.

En designerskål, en vinterbadekåbe og en vase er tre eksempler på danske produkter, der på det seneste har været centrum i sager om kopiering af mindre virksomheders unikke designs. Men problemet er omfattende, og hver 4. mindre virksomhed i EU, der har rettigheder, har oplevet at blive kopieret. I Danmark er det 38 pct. af virksomhederne med rettigheder, der har oplevet kopiering. Men da tallet er usikkert, vil et konservativt bud være, at det mindst er hver 4. danske virksomhed med rettigheder, der oplever problemet.

Det viser en analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Det klassiske eksempel på kopiering – formelt kaldet krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder – er at en lille, innovativ virksomhed oplever, at en stor virksomhed masseproducerer en kopi af produktet i Fjernøsten, og sælger det billigt herhjemme.

”Det er en slags David mod Goliat, hvor de store krænker de små. Det er jo voldsomt uretfærdigt, og en lille virksomhed, som har lavet fx en kop med et særligt kunstnerisk udtryk eller har en anden form for eneret, har sindssygt svært ved at komme efter de store,” siger Mia Amalie Holstein, vicedirektør i SMVdanmark.

Ifølge analysen har virksomheder med eneret på ét eller flere produkter i gennemsnit en omsætning, der er 68 pct. større end virksomheder uden rettigheder.

Mia Amalie Holstein peger derfor på, at det ikke kun er et problem for den enkelte virksomhed.

”Det er også et problem for Danmark, hvis virksomhedernes idéer nemt kan stjæles, for så holder vi op med at opfinde ting. Og en ny ide eller et nyt design har stor betydning for danske virksomheders bidrag til vækst og velstand. Analysen viser også, at mindre danske virksomheder halter efter vores nabolande, når det gælder om at sende nye innovative produkter på markedet. Det må vi rette op på,” siger hun.

Indfør fri proces for små virksomheder

Løsningen er ifølge SMVdanmark, at erstatningerne skal være højere end i dag, hvis man bliver dømt for at krænke en ophavsret, og det skal være muligt for små virksomheder at søge om fri proces ved domstolene.

”Vinder man en sag i dag, går straffen kun på, hvad krænkeren har tjent på produktet. Ikke den fulde skade, som den krænkede har lidt. Så straffen er ikke hård nok. Men ofte kommer det slet ikke til en retssag, fordi den lille virksomhed opgiver på forhånd. Det er simpelthen for dyrt at køre en sag. Derfor bør der indføres en gennemskuelig ret til at søge om fri proces. Det vil også i sig selv virke forbyggende, for så vil de krænkende virksomheder måske tænke sig om to gange, før de kopierer,” siger Mia Amalie Holstein.

Læs analysen her.

Kontakter
 
David Elmer
Kommunikationschef
 
Mia Amalie Holstein
Vicedirektør
Billeder
Om SMVdanmark
SMVdanmark
Islands Brygge 26
2300 København S

+45 33 93 20 00
https://smvdanmark.dk

Om SMVdanmark

SMVdanmark er paraplyorganisation for en række brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og flere hundrede enkeltvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk

Del Twitter LinkedIn Facebook
Læs pressemeddelelsen på Via Ritzau
Du modtager denne pressemeddelelse fra Via Ritzau Jeg ønsker ikke fremover at modtage pressemeddelelser fra denne afsender.