Politikens Boghal har udvalgt to nye bøger, som Politikens abonnenter kan købe med 20% rabat. Som altid er der 10% rabat på de øvrige bøger i Boghallen - bare fremvis dit Pluskort på mobilen inden købet.
De udvalgte bøger er:
Jeanette Varberg & Jens Henrik Jensen: Frænde – Blodspor (bind 1)
Hvad sker der, når man sætter en vikingedronning sammen med en krimikonge?
Frænde, en ny højdramatisk thrillerserie fra vikingetiden, giver svaret. Den er skrevet af museumsinspektør og forfatter Jeanette Varberg og krimiforfatter Jens Henrik Jensen.
Bogens to hovedpersoner er skjalden Gunhild Ildtunge og den arabiske træl Faysal. Sammen får de 9 døgn til at fange den skyldige i et mord, som Gunhilds bror uretmæssigt bliver hængt op på. Mislykkes det, bliver broderen henrettet.
Tone Ottilie: Det bedste år i dit liv
Tone Ottilie fortsætter fortællingen om Milo og Molly, denne gang fortalt fra Milos perspektiv.
Det er ikke nemt at være Milo. Deres største problem er ikke engang deres hemmelige angstanfald, deres transfobiske forældre, eller at de har sagt ja til at tage på efterskole og nu har fortrudt. Deres største problem er, at den pige, de har været forelsket i hele deres liv, deres bedste ven Molly, nu også kan lide dem tilbage.
For hvad gør du, når det ikke længere bare er en hemmelig drøm at være kærester med nogen, og du rent faktisk skal vise dem, hvem du er?