I The Phantom of the Opera falder en lysekrone ned over publikum, i Singin’ In The Rain siler regnen ned på scenen, og på Det Ny Teater fløj Mary Poppins ud over publikum. En helikopter som flyver ind og lander på scenen er et ikonisk øjeblik i Miss Saigon. På Det Ny Teater er der på bagscenen bygget en tonstung kran, som hver aften muliggør helikopterens dramatiske landing under evakueringen af Saigon. Den specialkonstruerede kranarm er mere end 12 meter lang – drevet af hydraulik placeret under scenegulvet – og den styres manuelt af en ”pilot”, i skikkelse af en scenetekniker, fra bagscenen. Når helikopteren lander, og lydeffekter får gulvet i teatret til at ryste, og giga vindmaskiner sender trykbølger ud i salen, er det som at være der i virkeligheden. Teatermagi der skal opleves. |