| 20 år efter 'Kongekabale' kommer efterfølgeren 'Mørkeland', som har Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Men det vil være bedre, hvis publikum så 'Prinsesser fra blokken - 8 år senere', skriver Kristoffer Hegnsvad. | |
| Kristoffer Hegnsvad | Film- og tv-redaktør på Politiken | |
|
|
| Neglebidende, rastløst abstinensramte, stærkt kæmpende Camilla på 27 år fra den danske underklasse, stiller det åbne, undrende spørgsmål i DR-serien ’Prinsesser fra blokken’: »Hvad fanden laver hr. og fru Danmark, når de kommer hjem fra arbejde?«. | |
Camilla til dakkedak-fest med de andre nu voksne prinsesser fra blokken. Men hvad laver man alene i en lejlighed i Hvidovre, når festen er slut, og ensomheden og depressionen venter? .Foto: DR |
| Et svar er, at de ser film og tv, der for det meste er en kvalitet, der blot slukker for stemmerne i hovedet, udskyder rastløsheden eller tager dem væk fra virkelighedens tungeste problemer. | |
| Hvis man bliver inviteret, kan man gøre det til gallapremiere, som den for den stort anlagte film ’Mørkeland’, der følger op på den 20 år gamle succes ’Kongekabale’ – begge baseret på den tidligere spindoktor Niels Krause-Kjærs politiske thrillere. | |
| Ved gallapremieren i Imperial blandede politikere og kulturkendisser sig med hinanden og filmens skuespillere på den røde løber. Magnus Heunicke var der, Pia Kjærsgaard, Lars Findsen. Og så forfatteren Glenn Bech, der så berømt er rejst fra og har rejst sig fra prygelknabe i provinsens rendesten til kulturelitens tage. | |
| Forfatteren til digtsamlingen ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ brugte sin tid på den røde løber til at levere budskab i form af en T-shirt med skriften: »Noget modigt designerkluns, der kræver al opmærksomheden, så overklassen kun behøver at tale om sig selv«. | |
| Jeg anerkender min kollega Joakim Grundahls autoritet, når han i sin 3-hjertede anmeldelse beskriver ’Mørkeland’ som »en anakronistisk film om magten og medier i 2024«, der føles som et tog, der glider forbi et genkendeligt landskab »mellem to lokalstationer«. | |
»Mit liv har ikke udviklet sig på nogen som helst måde, som jeg gerne vil have«, siger Simona, glasklar midt i stoftågerne, her otte år efter at vi mødte hende første gang. Da var hun 16 år.Foto: DR |
| Hvis overklasse-Danmark vil se noget landskab, de næppe genkender, så skal de bruge noget tid med Camilla fra ’Prinsesser fra blokken – 8 år senere’, der måske også befinder sig mellem to lokalstationer, men et sted, hvor det nærmest er umuligt at foretage et sporskifte. | |
| Som titlen lyder på instruktøren Eva Maria Rødbros nyligt udgivne opfølger til sin DR-succes fra 2016, er vi tilbage blandt de piger fra den københavnske vestegn, som instruktøren har fulgt i årevis – helt tilbage fra sin tid på Den Danske Filmskole. | |
| Med sin kunstneriske, mere nysgerrigt drømmende end dømmende tone, skubbede Rødbro dengang til selve underklassedokumentarens udtryk. Det var pigernes egen stil, egne drømme, egne formuleringer af problemerne, vi så og hørte. Styrken i det var både æstetisk og principiel. For ofte taler den besøgende (instruktøren, sagsbehandleren, politikeren) på vegne af mennesker, der bør tale for sig selv. | |
| Det lykkes aldrig helt. Det nærmeste, instruktøren kan håbe på, er at give stemme til, i stedet for at tale på vegne af. Men her var vi fritaget for hr. og fru Danmarks moraliseren over, hvordan man bør agere eller burde kunne agere. | |
| En sideeffekt af Eva Maria Rødbros stærke arbejde var, at den fødte et håb hos os, der så på. At der via pigernes trodsige insisteren på egen æstetik og deres afvisning af at skamme sig over de vilkår, som Danmark havde budt dem, fandtes et spinkelt håb om, at de fandt en udvej fra det strukturelle lort, de sad til halsen i. | |
| Her otte år senere er det spinkle håb nærmest slukket. | |
| Barndommens overgreb, teenageårenes flugtmekanismer sidder hårdt fast. Velfærdssamfundet, der har været i berøring med prinsesserne fra tidlig alder, har svigtet. Der er ingen af disse piger, der ikke har været i kontakt med de samfundsanordninger, der er skabt for at hjælpe, men hvor modstanden alligevel har vist sig for hård, bagagen for tung. | |
| Pigerne er fanget mellem to lokalstationer uden lys på perronerne. Al den styrke og vilje og trodsighed var ikke nok til reelt at bryde mønstre, der blev skabt af andre end dem selv. | |
| Det er trist, men det er stærkt tv, der taler problemerne frem i stedet for at køre forbi dem. | |
| Jeg håber, overklassen ser det og taler om det. I stedet for modigt designerkluns eller bedagede politiske thrillers. Og jeg holder så inderligt med Camilla. | |
|