| | Kreativitetens og fantasiens morbide sider nåede uhyggelige højder da Undervisningen på Platangården i sidste uge afholdt Halloween for og med de unge. |
|
Kostumerne og sminken var enhver Hollywood gyserproduktion værdig, der var kælet for de mørke detaljer ved dekorationerne af undervisningslokalerne og selv de yderst velsmagende småkager lignede Mette Blomsterbergs weirdest nightmares. |
|
| Uhyggen og morskaben kulminerede dog ved quizzen, som ”Galskabslaboratoriets” mest afsporede hjerner havde kreeret. Dem, som turde at stikke hånden ned i de sorte kasser, skulle gætte hvad der virkelig gemte sig i kasserne med navne som: Orme fra graven (kogt spaghetti), Ko snot (kartoffelmel med vand), Katte testikler (perleløg), Slagterens tarme (medisterpølser) og Babyhjerner (syltede ferskener). |
|
De 2 modige og dygtige vindere kunne dog glæde sig over, at præmierne bare bestod af en pose med helt almindelig slik. |
|
Beroligende metoder til forebyggelse af selvskade |
|
|
En medarbejder fra Platangårdens tilbud til unge med spiseforstyrrelser og selvskade og PUC´s souschef deltog i slutningen af august i et innovationsprojekt om forebyggelse af selvskade, som Psykiatrien Region Sjælland havde inviteret til. |
|
|
Med sig fik medarbejderne ikke bare ny viden om forebyggelse af selvskade, men også en ”Wellness bowle”. Bowlen indeholder en samling af sansestimulerende genstande, så som tangles, fingerringe til akupressur, en meget blød bamse, øjneposer og en langt række andre ting, som kan have en beroligende virkning eller aflede opmærksomheden, når man har det svært. Bowlen er til fri afbenyttelse og er foreløbigt blevet taget godt imod af de unge. Da det for medarbejderne var meget vigtig, at de sansestimulerende genstande ikke opleves som stigmatiserende, bruges de også af personalet for at almengøre dem. Personalet følger så op på, hvilke ting, der virker for hvem, og de unge må også komme med forslag til nye ting. På sigt skal det også undersøges, om man kan bruge Apps til registrering af, hvilke genstande (eller strategier) den enkelte unge haft gode erfaringer med, så man fx ved en indlæggelse ikke skal starte forfra. |
|
Den 12. oktober havde Ungdomsrådet inviteret til efterårets aktivitetsdag og rigtig mange unge og voksne var mødt op til en omgang bowling i Vordingborg Bowl, hvor alle baner var lejet af Platangården. Alle kunne være med, uanset niveau og forudgående erfaring. Mens nogle bare glædede sig ved en times afslappet og sjov motion og hyggeligt samvær, brillerede andre ved at aflevere den ene strike efter den anden. Traditionen tro blev aktivitetsdagen afsluttet med en festlig middag på en kinesisk restaurant i Vordingborg. Tak til alle arrangører og de fremmødte for en rigtig vellykket og hyggelig eftermiddag og aften! |
|
Fem unge fra Heltidsundervisningen deltog i uge 41 i et brobygningsforløb på CELF i Nykøbing Falster. |
|
|
Her skulle de afprøve og gøre sig nogle erfaringer med selvvalgte ungdomsuddannelser. Tre af de unge havde valgt fødevarelinjen, en ønskede at prøve kræfter med mekanik og en gav sig i kast med jordbrug. Brobygning er et forløb for unge, hvor de afprøver en ungdomsuddannelse i en kortere periode, mens de stadig går i skole. Brobygningen er et led i at blive uddannelsesparat. Brobygningsforløb er obligatorisk for alle unge som går i 10. klasse, mens det er frivilligt for unge i 9.klasse, som enten er vurderet ikke-uddannelsesparate eller som er uafklarede med hensyn til deres uddannelsesvalg. Brobygningen varer typisk fra 2 til 10 dage. I særlige tilfælde kan et brobygningsforløb vare op til 4 uger. |
|
3 medarbejdere fra Platangården deltager i løbet af november og december måned i et læringsseminar, som afholdes af Socialafdelingen i Region Sjælland. |
|
|
Omdrejningspunkt for seminaret er begrebet ”Lovende praksis”, som Socialstyrelsen introducerede i 2016 som et supplement til begrebet ”evidens”. Kravet om anvendelsen af evidensbaserede metoder har i en årrække domineret diskursen om de teoretiske tilgange og metoder, som anvendes på det specialiserede socialområde. Som en mere pragmatisk tilgang har en arbejdsgruppe under Socialstyrelsen udarbejdet en værktøjskasse bestående af 11 elementer til udvikling og beskrivelsen af lovende praksis, som er samlet i pjecen Lovende praksis på det specialiserede socialområde. Det er med udgangspunkt i de 11 elementer seminarets deltagere skal beskrive deres praksis. |
|
Tilsyn og kvalitetsovervågninger |
|
|
Også i 2017 har Platangården været genstand for en lang række kvalitetsovervågninger, som målte kvaliteten af Platangårdens tilbud. |
|
|
I juli måned gennemførte Socialtilsyn Øst sit årlige tilsynsbesøg og i september modtog vi så den endelige rapport. Rapporten tegner et meget positivt billede af Platangården, hvor vi opnåede en gennemsnitlig score på 4,5 ud af 5 mulige. De enkelte kritikpunkter, som vi tilkendegav i vores høringssvar, har ikke givet anledning til en revision af de afgivne vurderinger, men blev dog taget til efterretning. I september og oktober måned var tiden kommet til at Socialafdelingens konsulenter gennemførte de årlige kvalitetsovervågninger på kvalitetsstanderne for: Bruger- og pårørendeinddragelse, Utilsigtede hændelser, Individuelle planer, Kommunikation, Indflydelse på eget liv og Kompetenceudvikling. En arbejdsgruppe er i gang med at analysere resultaterne og udarbejde opfølgningsplaner på de få forslag til det videre arbejde, som kvalitetsovervågningerne gav anledning til. |
|
To nye publikationer tegner et meget facetteret billede af børn og unge anno 2017. |
|
I rapporten: HØRT! – unge med særlige behov deler ud af deres meninger og oplevelser, som er udgivet af SPUK med støtte fra VELUX FONDEN, giver 50 unge indblik i deres livsverden, holdninger og perspektiver. Rapporten består af 3 tematiske dele. Del 1 har overskriften ”At blive puttet i en boks” og omhandler de unges erfaringer med racisme og den stemplende baggrundshistorie. I del 2 ”Systemet” forholder de unge sig til såvel, hvordan det opleves at være en del af det sociale system, som til det politiske system. |
|
|
Del 3 handler om ungdomslivet på godt og ondt og omhandler mobning, fællesskaber og overgangen til voksenlivet. Rapporten afrundes af en perspektivering af Hanne Warming, professor i barndoms- og ungdomssociologi. |
|
Den anden rapport, Børnerådets årsberetning 2016/2017, bygger ligeledes på børn og unges egne fortællinger – dog i et noget større omfang end rapporten HØRT!. I Børnerådets Børne- og Ungdomspanel har tusindvis af børn og unge fortalt om deres holdninger og tanker om bl.a. familieliv, afsavn og fattigdom, selvskade og spiseforstyrrelser, rusmidler, vold i hjemmet og kendskab til egne rettigheder. |
|
|
|
| | |
|