Foredragsrækken indledes den 4. oktober af psykolog, forsker og specialist i psykoterapi i børne- og ungdomspsykiatri, Lotte Rubæk, som holder et foredrag om ”Selvskade – forståelse og håndtering af adfærden”. I foredraget vil Lotte bl.a. komme ind på forskellige typer af selvskade samt de psykologiske mekanismer bag selvskade ud fra et affektregulerings- og traumeperspektiv. Desuden præsenteres konkrete procedurer og værktøjer til behandling af selvskade. Den 1. november introducerer administrations- og kvalitetsleder på rehabiliteringstilbuddet Orion, Bertel Rüdinger, til ”Medicinpædagogik”. Medicinpædagogik er en metodisk værktøjskasse, der giver det pædagogiske personale mulighed for at støtte deres borgere til at tage aktiv stilling til deres egen medicinering, og som inddrager borgerens egne erfaringer i processen. Bertel har tidligere arbejdet som farmaceut på Slotsvænget og har selv brugererfaring. Den 7. februar kan vi igen byde velkommen til cand.pæd.psyk., specialist og supervisor i børnepsykologi, Dorte Nissen, som genopfrisker såvel vores teoretiske viden om systemisk pædagogik og som giver en række bud på konkrete pædagogiske redskaber til at inddrage de unges viden og færdigheder i den pædagogiske indsats og dermed bidrage til positive forandringer hos de unge. Der er fokus på Recovery når, Kristine Nordahl og Petrine Severin den 7. marts fortæller om deres arbejde hos ARK – Akademiet for Recovery og Kompetenceudvikling. Oplægget vil have form af en workshop, hvor tilhørerne bliver inddraget aktivt i en forståelse for, hvordan recovery-processer kan udspille sig. Kristine og Petrine har begge peer-kompetence og er optaget af, hvordan man kan arbejde kreativt med sproget, kroppen og åndedræt i recovery sammenhænge. Foredragsrækken afsluttes den 4. april med et foredrag af psykolog, ph.d. og forfatter Jørn Nielsen, som i samarbejde med Søren Hertz driver kursus- og undervisningsvirksomheden Metalog. Jørns foredrag ”Hvordan skaber vi udvikling for unge” har fokus på hvordan vi kan støtte unge i udsatte positioner i at udvikle en mindre problemfyldt identitet og opleve sig som en integreret del af meningsgivende fællesskaber. Læs mere om de enkelte foredrag, foredragsholderne og det praktiske i vores nye program. |