View this email in your browser

Platangårdens nyhedsbrev #3 2018
Tilsyn
Den 7. og 8. maj afholdt Socialtilsyn Øst et driftsorienteret tilsynsbesøg. Tilsynet omfattede døgnboligerne på Platangården, afdelinger på Kornbakken i Næstved samt på Haminavej og Skoleparken i Vordingborg.
Fokus for tilsynet var det samlede kvalitetssystem med særligt fokus på kvalitetstemaer: Målgruppe, metoder og resultater, Organisation og ledelse, Kompetencer og Fysiske rammer.

Vi har ikke modtaget den endelige tilsynsrapport endnu, men i forbindelse med tilbagemeldingen udtalte tilsynskonsulenterne, at der var enslydende udtalelser fra medarbejdere, unge og ledelsesgruppen. Indtrykket var stor tilfredshed blandt både medarbejdere og unge. Desuden var det konsulenternes oplevelse, at ungeinddragelse er fuldstændig implementeret. Ydermere var konsulenterne glade for, at flere unge end i de foregående år havde stillet op til interviewet med tilsynskonsulenterne.
 
Når vi har modtaget den endelige rapport, vil den blive lagt ud på Platangårdens hjemmeside.
Mens nogle havde det sjovt med at konkurrere mod hinanden, var andre mere optaget af, at hygge sig sammen og have det rart.
Er undervisning den bedste medicin?
PsykoVisions Recovery konference, som en større gruppe af Platangårdens medarbejdere og ledere deltog i i slutningen af maj, havde i år fokus på recovery-skoler, hvor sindslidende tilbydes undervisning som støtte i deres recoveryproces. Programmet præsenterede en lang række eksempler på kollektive læringsorienterede tilbud til sindslidende fra både Danmark og Norge.
Konferencens hovedtaler var den norske psykolog Arnhild Lauveg, som præsenterede resultaterne af hendes nyligt afsluttede ph.d. afhandling. Afhandlingen bygger på en komparativ kvalitativ analyse af 14 psykiatriske patienter, som modtog traditionel psykiatrisk behandling og 15 psykiatriske patienter, som deltog i længere varende forløb på recovery skoler.

Begge informantgrupper, som blev interviewet i to omgange med et mellemrum på 6-8 måneder, havde svære psykiatriske diagnoser med et tilsvarende nedsat funktionsniveau i minimum 2 år.
Ph.d. afhandlingen viser, at patienterne på Recovery skoler oplevede et støttende miljø, hvor hovedfokus primært lå på uddannelse. De beskrev en personlig og varig udvikling ift. at indgå i og vedligeholde sociale relationer, regulere symptomer, en øget personlig trivsel og en forbedret integration i samfundet. De psykiatriske patienter oplevede derimod et miljø, som fokuserede hovedsagelig på behandling af deres psykiske lidelse og mindre på deres personlige udvikling og interesser. De beskrev deres liv som værende kendetegnet af ingen eller meget ringe udvikling, udpræget ensomhed, dårlig livskvalitet, en objektiverende holdning til sig selv og andre, håbløshed samt oplevelsen af, at befinde sig i en permanent krisetilstand.

Arnhild Lauveg konkluderer, at resultaterne af både hendes studie og forskningslitteraturen indikerer, at denne patientgruppes problemstillinger kan være tæt knyttet til udviklingen af identiteten/selvet. I stedet for at fokusere udelukkende på behandling af specifikke symptomer, synes det at være mere effektivt, at understøtte patienternes personlige udvikling ved at tilbyde intensive, vedvarende og udviklende sociale miljøer, som tilbyder stabile og gensidige relationer, meningsfulde aktiviteter og som understøtter personlige valg, accept og personlig udvikling.

En mere udførlig beskrivelse af ph.d. afhandlingen (på engelsk) kan findes i International Journal of Mental Health Systems.
Workshop om respons baseret praksis
I starten af juni måned havde Platangårdens psykolog, Janne Dolma, inviteret til en introducerende workshop om respons baseret praksis. Tilgangen er udviklet af psykolog og ph.d. Allan Wade og hans kollegaer. Allan arbejder som familieterapeut på Vancouver Island og forsker på City University of Seattle i Canada.
 
Tilgangen tager udgangspunkt i den reaktion, respons eller modstand, som mennesker, der udsættes for vold, traumer eller for nedværdigende behandling, anvender som reaktion og strategi på disse hændelser. Denne respons er ofte ubevidst og kan antage mange forskellige udtryksformer – f.eks. selvskade, misbrug, problemskabende adfærd eller psykiske symptomer. Men selv om denne respons ved første øjesyn kan forekomme uhensigtsmæssig og ofte er behæftet med både skyld og skamfølelser, indeholder de forskellige modstandsstrategier som regel skjulte styrker ift. at tage vare på sig selv, som der kan bygges videre på i recovery processen. I den respons baserede praksis vil man derfor arbejde med at bevidstgøre den enkeltes respons med henblik på at styrke den enkeltes selvtillid, identitet og recoveryproces.
 
Efter oplægget skulle deltagerne arbejde i grupper, hvor de enten kunne tage udgangspunkt i konkrete unge eller arbejde ud fra nogle fiktive cases. På den efterfølgende tilbagemelding gav deltagerne udtryk for, at tilgangen var både spændende og særdeles relevant ift. Platangårdens målgruppe. Flere efterlyste dog konkrete redskaber og især samtaleteknikker til at kunne mestre disse svære samtaler. Disse og flere af de andre spørgsmål, som grupperne stillede, vil der løbende blive fulgt op på i forbindelse med supervision og på de planlagte opfølgende workshops, som afholdes i løbet af efteråret.
Sommerfesten
Vejrmæssigt var den 21. juni langt fra det mest optimale tidspunkt til at afholde årets sommerfest. Det var en af de få dage siden begyndelsen af maj måned, hvor det regnede kraftigt og vedvarende og en kølig blæst ruskede i Platantræet. Oven i købet skulle det danske landshold spille mod Australien om eftermiddagen. Men til trods for disse suboptimale omstændigheder havde omkring 80 glade og forventningsfulde unge, pårørende og medarbejdere indfundet sig til sommerfesten.

Udendørsaktiviteterne var i sagens natur en smule nedtonet i år og kun de mest hårdføre kastede sig ud i kortvarige runder kongespil eller prøvede kræfter med flødebollemaskinen. Til gengæld var der så rigelig mulighed for indendørshygge.
De unge og medarbejdere fra undervisningen havde traditionen tro lavet super flotte dekorationer af både lokalerne og borddækningen, der blev spillet bræt- og kortspil og der var livlig aktivitet i forbindelse med quizzen.
Hovedattraktionen var dog de 3 talentfulde og charmerende unge kvinder, som i skiftende konstellationer og ”unplugged” sørgede for stemningsfulde musikalske indslag mellem de enkelte aktiviteter.
Lige inden vi skulle nyde grillmaden lysnede det en smule op og vi kunne samles under Platantræet til det obligatoriske fællesfoto. Efter en formidabel middag og isdessert var der mere musik indtil det var tid til at sige tak og farvel og rydde op. 
Aktiv sommer
Sommer er en dejlig tid, men den kan også opleves som meget lang og kedelig, hvis man ikke har noget at fortage sig. For at de unge på Platangården også kan nyde sommeren, har teamkoordinatorer og medarbejdere tilrettelagt et spændende og varieret aktivitetsprogram for ugerne 27 – 32. Hver tirsdag foregår en uspecificeret aktivitet, onsdag er der – afhængig af vejrsituationen – lagt op til enten kanoture, en tur til stranden eller anden aktivitet. Hver torsdag er der planlagte udflugter til forskellige destinationer, som fremgår af de nedenfor stående flotte plakater, som Sydhusets teamkoordinator har kreeret.
Derudover har Sydhuset planlagt en ferietur i uge 27 og i uge 28 er der mulighed for at se, hvad Vordingborg Festuge har at byde på. Mon ikke det bliver en rigtig god sommer?
Share
Tweet
Forward
Share
Copyright © 2018 |Platangårdens Ungdomscenter, All rights reserved.


Our mailing address is:
www.platangaarden.dk
unsubscribe from this list    update subscription preferences 

 






This email was sent to [email protected]
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Platangårdens Ungdomscenter · Præstegårdsvej 8 · Vordingborg 4760 · Denmark

Email Marketing Powered by MailChimp