| | Pedro Almodóvar vandt i Venedig | |
| | | Kristoffer Hegnsvad | | Film- og tv-redaktør på Politiken | | |
|
|
| | Man skulle ellers tænke, at med en jury bestående at blandt andet skuespilleren Isabelle Huppert og instruktøren Andrew Haigh, så kunne det ikke gå galt på filmfestivalen i Venedig. | |
| | ’Gå galt’ er også for stærke ord, når det handler om at give Guldløven, festivalens hovedpris, til den spanske mester Pedro Almodóvar for hans første engelsksprogede drama, ’The Room Next Door’, men det var et defensivt valg, et visuelt kedeligt valg og mest af alt en forbigåelse af værker, der ville have gavnet både filmskaberne og festivalen mere: | |
| | Her tænker jeg særligt på amerikanske Brady Corbets brutale kolos af et modernistisk værk, ’The Brutalist’ med Adrien Brody i hovedrollen som jødisk arkitekt, der kæmper for sin kunst mod både finansmænd og fascisme. | |
| | ’The Brutalist’ er ikke et helstøbt værk, og nærmest selvoptaget snubler det i sig selv og er voldsom i både udtryk og sin længde, men ikke andre værker forsøgte at fortælle så visuelt og med så insisterende et lyddesign. | |
| | Eller man kunne have valgt georgiske Dea Kulumbegashvili, der både visuelt og historiemæssigt vil langt mere i sit skæve abortdrama ’April’ om en jordemor i Georgien, der både kæmper mod abortlovgivningen og konservative mænd, men også dykker ned i et større, urovækkende morads af seksualitet og skam. | |
| | Eller norske Dag Johan Haugerud, der netop nu er aktuel med filmen ’Sex’ i danske biografer, men i Venedig allerede havde verdenspremiere på sin ’Kjærlighet’, hvori han på stærk vis fortsætter sine afdæmpede samtaler om sex og kærlighed. | |
| | Dag Johan Haugerud formår at skabe intime relationer og troværdig dialog, som minder om tidssvarende versioner af de ældre franske film, som franskmændene ikke længere kan finde ud af at lave. | |
| | Men det overså juryen i Venedig. | |
| | I stedet blev det altså Pedro Almodóvars filmatisering af den amerikanske forfatter Sigrid Nunez’ roman ’What Are You Going Through’ fra 2020, der i Almodóvars hænder har fået titlen ’The Room Next Door’, hvilket refererer til den kræftramte krigskorrespondent Marthas ønske til sin veninde, forfatteren Ingrid: At Ingrid vil være i rummet ved siden af, når Martha begår selvmord. | |
| | Tilda Swinton som Martha og Juliane Moore som Ingrid er som altid fortræffelige i hovedrollerne i et spil, der bortset fra nogle få vinklede skud af døre og de flotte farver i Tilda Swintons tøj, ligeså godt kunne være et teaterstykke. Aldrig har jeg set Almodóvar være så lidt visuel, så lidt vovet i sine valg som her. | |
| | Til gengæld er filmens tema, aktiv dødshjælp, til tiden: Skal man have lov at afslutte livet på en værdig måde? Eller ligefrem: hvorfor ikke have den mulighed, nu når verden er overbefolket og fuld af lidelse? Hvorfor ikke tage styring på sin sidste tid? | |
| | Martha nægter at gå ind på den gængse cancerretorik om at man kæmper mod sygdommen, som om det var et spørgsmål om at ville leve nok. | |
| | Hun vil livet så intenst, at hun også selv vil styre, hvordan hun går ud af det. Og Ingrid er så følsom, så sårbart et vidne, at hun føjer hende, ja nærmest voyeuristisk drages – ikke bare af sin venindes vilje, men også af hendes historie, forfatterens mulighed for en historie. | |
| | Således står de fælles, de to: kvinden, der mest levede i krigens adrenalin og kvinden, der mest kigger på livet, mens hun skriver om det. Om at ville en værdig historie med en flot historie, frem for at sygne hen. | |
| | Det er en film, der nok skal gå sin sejrsgang i danske biografer og måske i debatsektionen i Politiken, men det var ikke den film, jeg ville have valgt som vinder – og hvis filmfestivalen i Venedig skulle have markeret sig over for storebroren i Cannes, havde den fortjent et mere vovet værk af en yngre instruktør, der havde mere brug for at blive løftet af de vinger, der sidder på guldløvens ryg. | |
|
