‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌  ‌  ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌
Klik her for at læse nyhedsbrevet i din browser
Annonce
Annonce
 
Politiken
 
8. SEPTEMBER 2024
 
   
  Pedro Almodóvar vandt i Venedig  
Kristoffer Hegnsvad
Film- og tv-redaktør på Politiken
 
  Man skulle ellers tænke, at med en jury bestående at blandt andet skuespilleren Isabelle Huppert og instruktøren Andrew Haigh, så kunne det ikke gå galt på filmfestivalen i Venedig.  
  ’Gå galt’ er også for stærke ord, når det handler om at give Guldløven, festivalens hovedpris, til den spanske mester Pedro Almodóvar for hans første engelsksprogede drama, ’The Room Next Door’, men det var et defensivt valg, et visuelt kedeligt valg og mest af alt en forbigåelse af værker, der ville have gavnet både filmskaberne og festivalen mere:  
  Her tænker jeg særligt på amerikanske Brady Corbets brutale kolos af et modernistisk værk, ’The Brutalist’ med Adrien Brody i hovedrollen som jødisk arkitekt, der kæmper for sin kunst mod både finansmænd og fascisme.  
Foto: Still fra filmen.
Foto: Still fra filmen.
  ’The Brutalist’ er ikke et helstøbt værk, og nærmest selvoptaget snubler det i sig selv og er voldsom i både udtryk og sin længde, men ikke andre værker forsøgte at fortælle så visuelt og med så insisterende et lyddesign.  
  Eller man kunne have valgt georgiske Dea Kulumbegashvili, der både visuelt og historiemæssigt vil langt mere i sit skæve abortdrama ’April’ om en jordemor i Georgien, der både kæmper mod abortlovgivningen og konservative mænd, men også dykker ned i et større, urovækkende morads af seksualitet og skam.  
Foto: Still fra filmen.
Foto: Still fra filmen.
  Eller norske Dag Johan Haugerud, der netop nu er aktuel med filmen ’Sex’ i danske biografer, men i Venedig allerede havde verdenspremiere på sin ’Kjærlighet’, hvori han på stærk vis fortsætter sine afdæmpede samtaler om sex og kærlighed.  
Foto: Motlys K1
Foto: Motlys K1
  Dag Johan Haugerud formår at skabe intime relationer og troværdig dialog, som minder om tidssvarende versioner af de ældre franske film, som franskmændene ikke længere kan finde ud af at lave.  
  Men det overså juryen i Venedig.  
Foto: Still fra filmen.
Foto: Still fra filmen.
  I stedet blev det altså Pedro Almodóvars filmatisering af den amerikanske forfatter Sigrid Nunez’ roman ’What Are You Going Through’ fra 2020, der i Almodóvars hænder har fået titlen ’The Room Next Door’, hvilket refererer til den kræftramte krigskorrespondent Marthas ønske til sin veninde, forfatteren Ingrid: At Ingrid vil være i rummet ved siden af, når Martha begår selvmord.  
  Tilda Swinton som Martha og Juliane Moore som Ingrid er som altid fortræffelige i hovedrollerne i et spil, der bortset fra nogle få vinklede skud af døre og de flotte farver i Tilda Swintons tøj, ligeså godt kunne være et teaterstykke. Aldrig har jeg set Almodóvar være så lidt visuel, så lidt vovet i sine valg som her.  
  Til gengæld er filmens tema, aktiv dødshjælp, til tiden: Skal man have lov at afslutte livet på en værdig måde? Eller ligefrem: hvorfor ikke have den mulighed, nu når verden er overbefolket og fuld af lidelse? Hvorfor ikke tage styring på sin sidste tid?  
  Martha nægter at gå ind på den gængse cancerretorik om at man kæmper mod sygdommen, som om det var et spørgsmål om at ville leve nok.  
  Hun vil livet så intenst, at hun også selv vil styre, hvordan hun går ud af det. Og Ingrid er så følsom, så sårbart et vidne, at hun føjer hende, ja nærmest voyeuristisk drages – ikke bare af sin venindes vilje, men også af hendes historie, forfatterens mulighed for en historie.  
  Således står de fælles, de to: kvinden, der mest levede i krigens adrenalin og kvinden, der mest kigger på livet, mens hun skriver om det. Om at ville en værdig historie med en flot historie, frem for at sygne hen.  
  Det er en film, der nok skal gå sin sejrsgang i danske biografer og måske i debatsektionen i Politiken, men det var ikke den film, jeg ville have valgt som vinder – og hvis filmfestivalen i Venedig skulle have markeret sig over for storebroren i Cannes, havde den fortjent et mere vovet værk af en yngre instruktør, der havde mere brug for at blive løftet af de vinger, der sidder på guldløvens ryg.  
Skribent
 
     
 
MEST LÆSTE SENESTE 24 TIMER
 
 
1 Første sæson var en mavepuster til middelklassen. Nu har berømt dokumentarist gjort det igen med endnu en sæson
 
 
 
2 Trump kritiseres for at vrøvle usammenhængende om prisen på børneinstitutioner og bacon
 
 
 
3 Chefredaktøren: Han har længe være en skamplet på journalistikken, og nu forstår jeg dybden af hans forræderi
 
 
 
4 »Jeg er stolt over, at min kone og jeg har holdt hinanden ud i 50 år«
 
 
 
5 Nikolaj Lie Kaas blev hjemme hos børnene i et år uden at arbejde: »Det var fint, men jeg blev også langsomt helt slukket som menneske«
 
 
     
 
Jobopslag
 
 
  Dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet - SCIENCE
 
Frist:­ 06/10/2024   Københavns Universitet Læs mere
 
  Direktør til Wonderful Copenhagen
 
Frist:­ 17/09/2024   Wonderful Copenhagen Læs mere
 
  Chef til udvikling af Kulturhavnen - Helsingør Havne
 
Frist:­ 02/10/2024   Helsingør Kommune Læs mere
 
  Genopslag - Ambitiøs leder til dygtigt juristteam
 
Frist:­ 10/09/2024   Lægemiddelstyrelsen Læs mere
 
  Sendelektor i dansk ved Jagiellonski Universitetet, Kraków, Polen (1-årig stilling)
 
Frist:­ 13/09/2024   Uddannelses- og Forskningsministeriet Læs mere