Nyt værktøj giver viden om farlige stoffer INFOGRAFIK: Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur har udarbejdet en interaktiv infografik med viden og råd om farlige stoffer. I infografikken - der også findes på dansk - kan man finde viden om de risici, som farlige stoffer udgør for arbejdstagere, samt få råd og vejledning til at håndtere stofferne korrekt.
Job&Sind – få hjælp til at forebygge og håndtere dårlig trivsel på arbejdspladsen VÆRKTØJ: Et nyt værktøj, der består af 16 anbefalinger, skal hjælpe arbejdspladserne til at blive bedre til at opdage og tage hånd om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen. Værktøjet er baseret på internationale standarder og retningslinjer og udviklet af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Undgå skæreulykker som tømrer og snedker FILM: Skæreulykker er typiske i tømrer- og snedkervirksomheder. Ulykkerne sker, når der saves og skæres med forskellige typer af værktøj. BFA Bygge & Anlæg har lavet 4 film om at forebygge skæreskader ved brug af henholdsvis rundsav, kapsav, dyksav og kniv.
Om at passe på ryggen i transportbranchen TEMASIDE: På temasiden bevarryggen.dk er der viden og gode råd om at passe på ryggen i transportbranchen. Materialet er målrettet ansatte, der arbejder med håndtering af bagage i taxi og i turistbus samt dem, der arbejder på åbent lad. Materialet består bl.a. af instruktionsfilm, instruktionsark og vejledninger.
Gode råd om udbringning af gylle PJECE: ”Arbejdsmiljø og sikkerhed ved gylleudbringning” er navnet på en folder fra BAU Jord til Bord, der indeholder gode råd om bl.a. transport af gylle. Gylle skal nemlig altid betragtes som et farligt materiale, der kan frigive giftige gasser. Andre gode råd handler om at arbejde i gyllebeholdere og om fyldning af vogn.
Geografisk oversigt over snebroer KORT: Som chauffør har man ansvar for at holde sit køretøj i forsvarlig stand, herunder at fjerne sne og is fra store køretøjers tage, så det ikke falder ned til fare for andre trafikanter. Det kan gøres sikkert fra en snebro, som er en platform med skridsikker belægning, et rækværk og værktøj til at fjerne isen. BAU transport og engros har lavet et kort over, hvor der er snebroer.