Test din viden om seksuel chikane QUIZ: Der er sagt og skrevet meget om seksuel chikane på det seneste, men hvad er op og ned i den aktuelle debat? Test din viden i denne quiz, som Arbejdstilsynet har lavet på Facebook. Man kan bl.a. få svar på, hvor stort omfanget er, hvem der oftest er udsat for seksuel chikane, og hvor man kan henvende sig, hvis man er ramt. Svarene indeholder megen anden vigtig information, som kan bruges på arbejdspladserne.
Førstehjælp og førstehjælpsudstyr ved ætsninger TEMASIDE: Har I det førstehjælpsudstyr, som der er brug for, hvis der sker en ulykke med stoffer og materialer i virksomheden? Det kan fx være øjenskyl, nødbruser, ildslukningsudstyr og personlige værnemidler til brug for eventuelt redningsmandskab. Førstehjælpsudstyr er kun beregnet til brug, hvis der sker en ulykke på trods af de foranstaltninger, I har truffet. Derfor skal I også sørge for at forebygge, at ulykken sker, fx ved at bruge de korrekte værnemidler. Læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside om de regler, der gælder for valg af førstehjælpsudstyr ved arbejde med stoffer og materialer.
Unges arbejde i restaurationsbranchen FAKTAARK: Nye regler betyder, at det nu under visse betingelser er muligt at ansætte unge under 18 år på serveringssteder, hvor der serveres alkohol. Nyt faktaark fra BAU Service – Turisme er målrettet arbejdsgivere og omhandler unge, der er fyldt 15 år og gået ud af 9. klasse, og som er beskæftiget i restaurations- og forlystelsesbranchen.
Overblik over tekniske hjælpemidler til byggeriet TEMASIDE: Bygergo.dk er en hjemmeside til byggeriets aktører, som samler gode tekniske hjælpemidler. Formålet er at gøre det nemmere for branchen at udføre arbejdsopgaverne og at mindske risikoen for ulykker og nedslidning. Hjemmesiden er optimeret til smartphones, så der også er mulighed for at bruge den, når man fx står på en byggeplads. Det er Byggeriets Arbejdsmiljøbus og BFA Bygge & Anlæg, der står bag hjemmesiden.
Hjælp til at forebygge og håndtere vold og trusler på skoler VEJLEDNING: Hver femte lærer har været udsat for vold inden for det seneste år, og hver fjerde har været udsat for trusler. Undervisningsministeriet har derfor iværksat en samlet indsats, der bl.a. omfatter en ny vejledning til skolerne.
Målrettet værktøj til udvalgte brancher VÆRKTØJ: Arbejdstilsynet har i samarbejde med branchefællesskaberne for arbejdsmiljø udvalgt en række områder, som vil være i fokus på tilsyn i udvalgte brancher i 2018. BFA Velfærd og Offentlig administration har samlet relevante materialer, der er målrettet de fire brancher, som de dækker. Det drejer sig om
Dag- og fritidstilbud -
Undervisning -
Sygehuse samt om
Døgntilbud og hjemmepleje.
Er der risiko for mobning på jobbet? TJEKLISTE: Det svenske Institut for Miljømedicin ved Karolinska Institutet har på baggrund af et forskningsstudie om risikoen for mobning udarbejdet en tjekliste, der kan pege i retning af, om der er risiko for mobning på arbejdspladsen. Tjeklisten kan bruges til at give et fingerpeg om, hvorvidt der er behov for at forebygge mobning på arbejdspladsen.
Nyt materiale til undervisning i arbejdsmiljø UNDERVISNING: Der er især tre faktorer, som betyder meget for en god start på arbejdslivet: En grundig oplæring, den nødvendige feedback samt at indgå i fællesskabet på arbejdspladsen. Det er udgangspunktet for et nyt undervisningsmateriale til erhvervsskolerne, som Videncenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet sammen med LO, DA, KL, Lederne, Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljørådet.
Hvad gør du, når du møder seksuel opmærksomhed på arbejdet? GUIDE: Ny guide til social- og sundhedsområdet åbner for tabuerne om borgernes seksuelle adfærd. Guiden skal hjælpe medarbejderne med at sætte grænser i forhold til borgerne og tage den vanskelige snak med kolleger og pårørende. Guiden er udarbejdet af COWI, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Statens Institut for Folkesundhed og NIRAS.
Styrket psykisk arbejdsmiljø på universiteter GUIDE: Arbejdsmiljøet for videnskabeligt personale på universiteterne kan være præget af, at de ansatte i høj grad er overladt til sig selv i jagten på akademiske meritter og forskningsmidler. BFA Velfærd og Offentlig administration har udgivet en guide, som skal inspirere til at styrke det psykiske arbejdsmiljø på universiteterne gennem bedre samarbejde og faglig feedback i forsker- og undervisningsgrupper.
Hjælp til arbejdsmiljøindsatsen på SOSU-området TJEKLISTE: Ny tjekliste med 11 spørgsmål kan være en hjælp, når man skal implementere indsatser i arbejdsmiljøet på SOSU-området. Tjeklisten er lavet i et samarbejde mellem medarbejdere og ledere samt FOA, KL og BFA for Velfærd og Offentlig administration. Tjeklisten kan fx bruges, når der skal laves en APV-handlingsplan, eller når der er brug for hjælp til at få sat handling bag en idé.