Biss, som netop har afsluttet Piano Concerto af Robert Schumann med Boston Symphony Orchestra, starter sin kronik med at ærgres over de samme spørgsmål, som han altid bliver stillet efter at have optrådt med Schumanns værker. For det eneste journalisterne synes at fokusere på er komponistens sindstilstand da han komponerede værkerne. 

 

Nogle af de største oplevelser i Biss' karriere er netop når han har spillet Schumann, og oplevet nærmest en portal til hans sjæl - og derved også til sin egen, hvorfor han netop synes musikken bør forblive i fokus. Denne antagelse om den forpinte kunster, mener Biss, paradoksalt nok har gjort det sværere for udøvende kunstnere at være ærlige omkring deres mentale helbred.

 

Biss har oplevet på egen krop, hvordan han blev opfordret til at dele grunden til en række aflysninger af koncerter da han havde en brækket arm. Hvorimod da han led af akut angst og blev nødt til at aflyse en koncertrække, blev opfordret til at lave et dække over det. Ud fra Biss' erfaring har man mindre chance for at blive hyret til jobs hvis man har tendens til at blive ramt af psykiske lidelser."Carrying a whiff of untamability is romantic; revealing the sometimes profound struggle of making music and living life is a turnoff." Og det er synd, mener Biss. De både psykiske og kunstneriske omkostninger det kræver at lægge låg på en selv går i sidste ende ud over musikken. 

 

Til trods for at der på de sociale medier i dag er kommet en hel anden tilgang til at dele, når livet er svært er det også en tosidet mønt. At man hele tiden skal være tilgængelig og vise sin sårbarhed giver et vanskeligt pres at leve op til. "They are told that the audience has a right not just to hear their sincerest artistry, but also to see everything that goes into it — the preparation, the blood, the sweat and especially the tears."

 

Pointen? Lad musikken være musikken. Lige meget om man var gal eller genial da man skrev det, så er musikkens ypperste opgave at tale til dine sanser. Ikke mere, ikke mindre. "As Schumann understood so well, music has a unique capacity for communicating the frailty that we all have in common. It need not be pathologized or valorized, hidden or paraded. It is an inevitability, whether one’s life is spent on the concert stage, backstage, in the audience or not going to concerts at all. Like music itself, this frailty is complicated, difficult and reminds us that we are human."

Jonathan Biss
Den amerikanske pianist Jonathan Biss regnes for en af sin generations mest markante fortolkere af klaverlitteraturen. Med ros fra blandt andre The Boston Globe, som fremhæver hans dybe musikalske indsigt, og The New Yorker, som beskriver hans “fejlfrie smag og formidable teknik,” har Biss opnået international anerkendelse som både solist og forfatter. Han har optrådt med prominente orkestre som Los Angeles Philharmonics og New York Philharmonics, Boston, Chicago og San Francisco Symphonies samt London Philharmonic og Royal Concertgebouw.
 
Som engageret underviser og forfatter har Biss også bidraget med bøger og tekster om musik. Han er desuden medkunstnerisk leder af Marlboro Music Festival sammen med Mitsuko Uchida, hvor han har været fast tilknyttet i femten år.
 
Doric String Quartet
Doric String Quartet regnes for at være Englands førende strygekvartet. Kvartetten fejrer deres 25-års jubilæum denne sæson og har opført cyklusser af Haydn, Mendelssohn, Britten og Bartók i berømte koncertsale verden over, herunder Amsterdams Concertgebouw, Wien Konzerthaus og Hamborgs Elbphilharmonie. Denne sæson vender de deres opmærksomhed mod Beethoven, hvor de går i gang med et indspilningsprojekt for Chandos, hvor første udgivelse udkommer i år, og kulminerer i 2026–27 med 200-året for komponistens død.