| Nyhedsoverblikket handler i dag om en længe ventet omlægning af regionerne. Ifølge Politikens oplysninger vil Sjælland få en enkelt kæmperegion, der skal stå for sundhedsvæsenet. Men det skal også handle om en efterretningsoperation, der er James Bond værdig. Om kommuner, der ikke alle kan løfte de mest udsatte elever i folkeskolerne. Og om Dan Jørgensen, der nu kan se frem til hårde spørgsmål i Europa-parlamentet, hvis han skal godkendes som energi- og boligkommissær. | |
nullFoto: Anders Holst Pedersen |
| Regeringen vil lægge to regioner sammen som led i stor sundhedsreform | |
| De tre ledere fra regeringspartierne Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne præsenterer onsdag formiddag sammen med indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) regeringens forslag til en samlet reform af sundhedsvæsnet på et pressemøde i Statsministeriet. | |
| Det sker efter flere års debat om regionernes fremtid. I 2019 fremlagde Venstre, anført af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, et forslag, som gik på helt at nedlægge de fem regioner og i stedet indføre en ny styrende enhed, Sundhedsvæsen Danmark, med en politisk udpeget bestyrelse. Paradoksalt nok var det Løkke, der selv fødte regionerne med strukturreformen, der i 2007 slog amterne sammen til de fem nye enheder. Og nu, hvor hans parti Moderaterne er en del af regeringskoalitionen, kan der gøres et nyt forsøg på at ændre opbygningen. | |
| Taiwanske personsøgere brugt i James Bond-agtigt angreb på Hizbollah | |
| Der er James Bond-tricks. Og så er der James Bond-tricks i den klasse, en eller anden ukendt magt havde held til at gennemføre tirsdag i Libanon. Ni blev dræbt og næsten 3.000 sårede ved aktionen, der tilsyneladende havde til formål at ramme en lang række medlemmer af terrorbevægelsen Hizbollah på et og samme tidspunkt. Det var deres personsøgere, der eksploderede simultant. | |
| Men hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre for den ukendte bagmænd – der næsten kun kan være Israel – at få gennemført så spektakulær en operation? Lige i øjeblikket er alles opmærksomhed rettet mod et lille selskab i Taiwan, Gold Apollo, der står som producent af personsøgerne. Men direktør Hsu Ching-Kuang, afviser, at hans virksomhed har fremstillet personsøgerne. De blev ifølge ham samlet af underleverandør i Europa ved navn BAC: »Produktet var ikke vores. Det var kun vores logo, der var på«, siger Hsu Ching-Kuang, der er chef for Gold Apollos 40 ansatte. | |
| Tilsyneladende bestilte Hizbollah enten 3.000 eller 5.000 af personsøgerne i foråret. De er sværere at følge, aflytte eller spore, men muliggør samtidig et simpelt kommunikationssystem. I Hizbollahs tilfælde kom de muligvis med en ekstrafunktion i form af få gram plastisk sprængstof, muligvis af typen pentrit. | |
nullFoto: Signe Lægsgaard |
| Stor forskel i kommunernes evne til at løfte udsatte elever | |
| Der er betydelige forskelle fra kommune til kommune, når det gælder om at få løftet udsatte elever fagligt. Ifølge en analyse fra Cepos har færre elever bestået 9. klasse-eksamenerne i 2023 sammenlignet med året forinden, skriver Kristeligt Dagblad. Især i kommunerne Odsherred, Lolland og Halsnæs bestod markant færre folkeskoleelever end forventet prøverne. Odsherred lå 11 procent under forventningerne, Lolland 9 procent og Halsnæs 8 procent. | |
| »Mange af landets kommuner lykkes ikke tilstrækkeligt med at tage sig af de elever, der er fagligt udfordret. Eleverne dumper uden at få de mest fundamentale kundskaber. Det er efter min mening absolut bekymrende og burde være det område, der har det allerstørste fokus, når det kommer til grundskolen i Danmark«, siger Cepos’ forskningschef Karsten Bo Larsen. | |
| I analysen undersøger Cepos, om den faktiske andel af elever, der består de obligatoriske afgangsprøver i folkeskolen, er større eller mindre end den forventede andel set ud fra elevernes socioøkonomiske baggrund. I 2023 bestod 84 procent af eleverne de obligatoriske prøver på 9. klasseniveau. Et tal, der har været faldende de seneste år. I 2020 og frem til 2022 lå tallet på 89 procent. | |
nullFoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix |
| Dansk kommissær-kandidat står til at blive udfrittet | |
| Socialdemokraten Dan Jørgensen står til at blive energi- og boligkommissær i den nye EU-Kommission, hvis foreslåede sammensætning blev afsløret af kommissionsformand Ursula von der Leyen tirsdag. Men først skal han godkendes af Europaparlamentet, hvis medlemmer står klar med en række spørgsmål til manden, inden de vender tommelen opad. | |
| Og der er mange interesser i spil: »Der er nogen, der har sagt til mig: ’Pas på, han er imod atomkraft’. Samtidig siger nogen, at han nok skal bakke op om små atomkraftværker«, siger den liberale franskmand Christophe Grundler. En anden, tyske Michael Bloss fra de grønne kigger i en anden retning: »Vi har faktisk en chance for at give Europa mere billig energi, gøre os mere uafhængige af Putin og agere på klimakrisen – nemlig ved at omstille til grøn energi. Jeg vil bede ham forholde sig til, hvordan vi kan gøre energinetværket i Europa bedre. Lige nu er det lidt ligesom 27 små kongeriger med hver sin energi, og det skal vi gøre smartere og mere fleksibelt. Det skal han forholde sig til«. | |
| Det sidste er fint, mener den borgerlige Fernand Kartheiser fra Luxembourg, der vil have EU’s Green Deal-plan om at sænke CO2-udledningerne ændret: »»Han skal gøre Green Deal mere industrivenlig. Atomkraft er en del af løsningen, vedvarende energi er en del af løsningen, og fossile brændstoffer er en del af løsningen«, siger han. Det bliver noget af en opgave for Dan Jørgensen at forene de holdninger, så han kan blive godkendt. | |
nullFoto: Wolfram Steinberg/Ritzau Scanpix |
| Nu skal du måske vænne dig til at se spækhuggere i Øresund | |
| Temperaturskiftet bringer nye dyr til den danske natur. Men hvilke? Du kan møde nogle af de tilrejsende arter over alt: En pukkelhvad. Biædere fra Afrika. En vild bæver, der blev træt af at være i Tyskland og svømmede nordpå. Og den tiarmede logioblæksprutte, der takket være de lunere farvande omkring Danmark nu er ved at finde sig til rette på disse nordlige breddegrader. Læs om de ti nye dyrearter, du nu kan møde i Danmark. | |
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN |
| Min gave endte i en skraldespand på Køge Station. Kald mig bare ond | |
| Da jeg skiftede tog i Køge, landede gaven i en skraldespand. Det var et par dage efter juleaften, og jeg var på vej hjem fra mine forældre til København. I en pose havde jeg de gaver, jeg havde fået. Inklusive en, som jeg ikke ønskede at tage med hjem. Fire store keramikrus med en blå stribe på. En velment gave. I Køge skifter man fra en lokalbane til S-toget, så dér røg de i en skraldespand, skriver Lars Hedebo om kunsten at finde de rigtige gaver. | |
nullFoto: Claus Bjørn Larsen |
| Var to tyske drenges død i klitten andet end et ulykkeligt uheld? | |
| På en klit ved vestkysten nær Vorupør i Nordjylland ligger der blomster og fyrfadslys, og et hjerte er formet af sten fra stranden. Det vidner om en tragisk hændelse i slutningen af august, hvor to tyske drenge legede i klitten og blev begravet af sandet og kvalt. | |
| Naturen kan selv i Danmark både være forudsigelig og vild. Men skal vi bare leve med, at det værste kan ske? Eller er der noget, nogen kunne have gjort, så de to tyske drenge ikke havde endt deres liv på en dansk strand? | |
| I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Lars Dahlager om sit besøg i Vorupør, hvor han tog op for at finde ud af, hvordan beslutninger og forsømmelser langt tilbage i tiden måske også har en del af ansvaret for tragedien i klitten. | |
| | | Østre Landsret ventes at afslutte en ankesag mod en tyrkisk kvinde fra Nordsjælland, der er tiltalt for at have spioneret mod landsmænd i Danmark. Hun kræves udvist. | | | Retten på Frederiksberg har et retsmøde med en ventet tilståelsessag mod en 19-årig fra Sverige, der menes at have angrebet en smykkeforretning i København med en håndgranat i juni. | | | Scandinavian Star-undersøgelsesgruppens redegørelse om færgebranden i 1990 fører nu til en høring i Folketinget. | | | EU-Domstolen ventes at afsige dom om Google og ejerselskabet Alphabets misbrug af en dominerende stilling. |
| |
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN |
| Ursula von der Leyen har indstillet Dan Jørgensen til ny energi- og boligkommisær. | |
|