I hele december måned har DACs gæster kunnet skrive deres ønsker ned. Vi har fået mere end 300 ønsker for 2025: Jeg ønsker, at Morten ikke får en kæreste, Ikke KRIG, En hund - please julemand, At min mormor får et godt ben, Jeg ønsker mig, at jeg blir' millionær...
Vi kan ikke love jer hvalpe eller millioner, men vi kan love et rigtig godt udstillingsprogram for 2025:
Vi starter året med at folde Nanna Ditzels ikoniske og banebrydende design ud i DACs Trappegalleri. Her kommer frihed og bevægelse i centrum i udstillingen Sæt kroppen fri, og vi lover smæk på former og farver. Til foråret kan du opleve udstillingen Genfind Skønheden . Det bliver en udstilling om, hvordan brugte materialer kan genanvendes og få nyt liv og værdi. Du kan også glæde dig til at se Age of Nature, som åbner til efteråret. Det bliver en hyper aktuel udstilling, der udforsker arkitekturens samspil med natur og biodiversitet i en tid, der er markeret af klimaforandringer. I Salen åbner Tomorrow and Tomorrow and Tomorrow . En udstilling, der viser den danske fotograf Peter Funchs arbejde. Se livet i byen igennem hans kameralinse og bliv klogere på menneskers daglige rytmer og tilfældige møder.
Vi glæder os til at se dig! |