I år har jeg desværre ikke haft jordbær nok, og har måtte supplere med øko jordbær fra Ventegodt gården nord for Køge. Men til efteråret planter jeg et større stykke, så jeg forhåbentlig har nok til næste år. Heldigvis har vi søde kirsebær. Dem er vi lige begyndt at plukke.
Gulerødderne fra drivhuset gav rigtig godt og smagt skønt. Desværre har jeg et hul nu, da det første hold på friland blev spist af orme. Men det næste hold tegner til at blive godt.
Alle Lotte Leis hvidløg er godt i hus og ligger nu og tørre i vores lade. I år er der kommet 10 til 11 tons i hus. Vi sælger dem i gårdbutikken, og ellers kan de købes hos Coop Danmarks butikker gennem efterår og vinter.
Mange af sensommer- og efterårsafgrøderne stå godt ude på marken. Jeg glæder mig til at høste dem og sælge dem i gårdbutikken.