Spændende oplæg fra Middelfart Sparekasse da Green Network holdt netværksmøde om CSR-rapportering
Torsdag d. 3. september afholdt vi endnu et netværksmøde hos Green Network, denne gang med temaet CSR-Rapportering.
I disse år ser vi en stor udvikling i rapporter, tilgængelige data og krav fra myndigheder så det var en stor fornøjelse at lytte til kommunikationschef Bjarne Jacobsen fra Middelfart Sparekasse. Han fortalte, hvordan man i banken har udviklet en strategi der understøtter rapporteringen, og som har stort fokus på bæredygtighed og ansvarlighed.
Bjarne fortalte blandt andet, at det for Middelfart Sparekasse var essentielt at tænke CSR helt ind i strategien, da social ansvarlighed sammen med virksomhedens medarbejdere dannede grundlaget for at differentiere sig i en branche, hvor aktører og tilbud minder meget om hinanden.
Datadrevet rapportering skaber konkrete mål og besparelser Han kom også ind på hvordan datadrevet rapportering havde åbnet deres øjne for, at man kunne skabe store besparelser på virksomhedens bundlinje. Som eksempel kunne banken spare ca. 20% på varmeforbruget, på tværs af sine filialer, og dokumentere dette med data efter et stort arbejde med at sætte målere op.
Lige netop data er blevet vigtigere i rapporteringen, da det gør at CSR-rapporten ikke blot bliver udgivet og glemt, men i stedet giver værdi i hverdagen og kan bruges til at sætte retning med nogle helt konkrete mål. |