Gribskov Forsyning - Nyhedsbrev oktober 2024

Nye kontrakter for tømningsordningen

De ejendomme, der ikke er tilsluttet det offentlige kloaksystem, har enten en samle- eller bundfældningstank, som Gribskov Forsyning står for at tømme.

Tømningsordningen har netop været i udbud, og nye kontrakter er indgået per 2025 og to år frem – med mulighed for yderligere 2 års forlængelse. For bundfældningstanke er det Marius Petersen, der kommer til at varetage tømningsopgaven, mens Svend Erik Norby fortsat står for at tømme samletanke.


Status på fremtidens kloakering i Ramløse

Det nuværende kloaksystem i Ramløse, hvor regn- og spildevand løber i samme kloakledning, lever ikke op til tidens krav. I forbindelse med større regnskyl er der alt for ofte oversvømmelser og overløb af urenset spildevand til Arresø og moserne ved Ramløse Søkrog, og det betyder, at Gribskov Forsyning ikke kan overholde myndighedernes krav i udledningstilladelserne. Derfor arbejder Gribskov Forsyning på en opdatering af kloaksystemet i området.

Den traditionelle løsning er, at alle grundejere gennemfører en separering ved at etablere separate regn- og spildevandsledninger på egen grund. Alternativt kan separering gennemføres ved, at grundejere selv håndterer regnvand på egen grund, f.eks. ved nedsivning, og at de frivilligt udtræder for afledning af regnvand fra Gribskov Forsyning.

Grundejerne i Ramløse har nedsat en styregruppe, som arbejder ihærdigt på at kunne gennemføre separering i Ramløse, og pt. er vi ved at undersøge, om der er tilstrækkelig tilslutning til den alternative løsning, som kræver, at minimum 95 % af grundejerne i Ramløse tilslutter sig. Samtidig arbejder Gribskov Forsyning på løsninger til at håndtere nedsivning af vejvand samt nedsivning på erhvervsgrunde.

Hvis du bor i det berørte område, skal du være opmærksom på, at du skal give styregruppen besked om, hvorvidt du ønsker at deltage i det alternative projekt, senest 1/2 2025.


Status på uvedkommende vand

Et stort fokusområde hos Gribskov Spildevand er at minimere mængden af såkaldt uvedkommende vand i spildevandsledningerne. Uvedkommende vand er vand i kloakken, som ikke bør være der. Det kan for eksempel stamme fra utætte kloakker, hvor regn- og grundvand kan sive ind, eller fra regnvandskloakker, der fejlagtigt er koblet på spildevandsnettet.



For at minimere mængden af uvedkommende vand gennemfører vi tv-inspektion i udvalgte områder for at undersøge kloakkernes tilstand. Dernæst tætner vi Forsyningens egne utætte spildevandsledninger ved såkaldt strømpeforing. Hvis vi registrer fejlkoblinger af regnvandsledninger på spildevandsnettet eller utætte ledninger på privat grund, bliver grundejerne orienteret herom.

Pt. har vi fokus på følgende områder:

  • Stokkebro har været et indsatsområde i flere år, men med udgangen af 2024 forventer vi at have strømpeforet den sidste utætte kloak i området.
  • I 2022 begyndte vi at tætne kloakker i Buen og Dalen i Strand Esbønderup, og her er vi netop færdige.
  • Vi er i fuld gang med de forberedende tv-inspektioner på området ved Birkedalen og Kaldehøjs-åsen, hvor vi begynder selve renoveringen af utætte kloakker primo 2025.
  • I det østlige Dronningmølle har vi udført tv-inspektioner af kloakkerne, og vi regner med at påbegynde renovering af utætte kloakker i midten af 2025.

Dagsbillet for erhvervsbetaling på genbrugsstationerne gøres permanent

Det seneste år har erhvervslivet i Gribskov Kommune haft en særordning for betaling af erhvervsaffald på genbrugsstationerne, og nu har Vestforbrænding godkendt, at ordningen gøres permanent.

Hvor størsteparten af erhvervslivet bliver takseret for hvert enkelt besøg på genbrugsstationerne, har virksomheder, der har brug for flere daglige besøg, mulighed for at købe dagsbilletter, og det er ikke mindst en fordel for små lokale virksomheder.

Sidste år havde genbrugsstationerne i Gribskov Kommune flere end 2.000 besøg af virksomheder, der benyttede genbrugsstationerne mere end én gang om dagen, og det sparede dem for en samlet omkostning på omkring 400.000 kr.

Læs mere her.


Gribskov Genbrug & Ressourcer overtager De grønne telte

Per 1. januar 2025 overtager Gribskov Genbrug & Ressourcer De Grønne Telte, der ligger i forbindelse med genbrugsstationerne. Tidligere var teltene kommunens ansvar, men nu overtager vi ejerskab og vedligeholdelse. Vi ser frem til samarbejdet med paraplyorganisationen De Gode Ting, der står for at modtage og sælge genbrugs-genstande.


Øget indsats på minigenbrugsstationer har givet mindre rod

Den store tilstrømning af feriegæster i sommerperioden betyder, at der næsten er en fordobling af ’antal indbyggere’ i Gribskov Kommune, og dermed stiger mængden af affald også betydeligt. De seneste år har det betydet, at minigenbrugsstationerne i sommerhusområderne er blevet overbebyrdet. Derfor har Gribskov Genbrug & Ressourcer denne sommer iværksat en større indsats for at mindske presset på minigenbrugsstationerne:

  • I sommermånederne har vi haft ekstra personale til at sørge for oprydning omkring minigenbrugsstationerne, så overfyldte beholdere er blevet tømt, og omkringliggende affald er kørt væk.
  • På enkelte minigenbrugsstationer er der forsøgsvist opstillet ekstra beholdere til restaffald.
  • Vi har indgået en aftale med lokale dagligvarebutikker i sommerhusområderne om salg af ekstra sække, så det bliver nemmere at få fat i ekstrasække til restaffald.
  • I juni gennemførte vi en kampagne om affaldssortering i sommerhusområderne, med opfordring til at købe ekstra sække samt at benytte genbrugsstationerne i tilfælde af ophobet affald. Alle sommerhusejere har fået en reminder via en folder hæftet på deres affaldsstativ.


Hjælp din skraldemand – sørg for ordentlige tilkørselsforhold

Nu nærmer vintervejret sig med hastige skridt, og det betyder, at din skraldemand har ekstra brug for din hjælp! Hvis vi skal kunne tømme dine affaldsbeholdere, har vi brug for, at du sørger for følgende:

  • At både adgangsvej og standplads ved din ejendom er tilstrækkeligt oplyst, så skraldemanden kan finde vej og undgår skader.
  • At få repareret eventuelle huller, ujævnheder og vandansamlinger i vejen, så skraldebilen kan nå sikkert frem til dine affaldsbeholdere.
  • At rydde for sne samt at salte eller gruse adgangsvej og standplads ved din ejendom. Desuden skal du være opmærksom på, at vi ikke har mulighed for tømning, hvis kørevejene i kvarteret ikke er ryddet.

Gribskov Forsyning får ny hjemmeside

Med udgangen af oktober får Gribskov Forsyning en ny hjemmeside. Vi glæder os til, at den går i luften, så det fremover bliver lettere for dig at finde de rette oplysninger om affald og spildevand.

Du kan tage et smugkig på lidt af den nye forside her.

Med venlig hilsen
Gribskov Forsyning A/S

Hvis du ikke ønsker at modtage nyhedsbrevet fremover, så klik her

Hvis du har problemer med at læse teksten i ovenstående nyhedsbrev, kan du vælge fremover at modtage nyhedsbrevet som almindelig tekst ved at klikke her
Gribskov Forsyning A/S  •  Holtvej 18C  •  3230 Græsted  •  [email protected]  •  Telefon 48 40 41 00