View this email in your browser
Frivilligcenter Aarhus' nyhedsbrev
maj 2021
I dette nyhedsbrev kan du læse om: Tryk på linket for at springe til punktet
Opret jeres forenings tilbud på den nye sociale portal
I denne uge er der sendt invitationer ud til over 700 foreninger og organisationer for at oprette deres tilbud på den nye portal, Socialkompasset. Socialkompasset er din genvej til at finde hjælp og skaber overblik over frivillige sociale og sundhedsrettede foreningstilbud samt åbne og gratis kommunale tilbud/aktiviteter. Målet er, at det skal være nemt at finde det helt rigtige tilbud – hvad enten man som borger selv leder efter hjælp og støtte, er pårørende eller som professionel har brug for at kunne henvise til frivillige sociale tilbud.
Socialkompasset er udviklet i samarbejde mellem Frivilligcenter Aarhus og Aarhus Kommune
 
Det har været et stort arbejde at skabe overblik over hvilke foreninger, der skulle inviteres til at oprette deres tilbud. Hvis vi på den ene eller anden måde har overset at sende invitationen til jeres forening – undskyld! I er stadig meget velkomne til at oprette jeres tilbud på portalen. I kan læse mere om Socialkompasset på invitationen her eller læse vores vejledning til oprettelse af tilbud her.
 
De næste uger bruges på at få fyldt masser af gode tilbud/aktiviteter på Socialkompasset, som går i luften d. 7. juni.
 
Hvis I skulle have spørgsmål om portalen eller oprettelse af jeres tilbud skal I endelig bare tage kontakt til Kelly Aagaard på [email protected].
Bliv vores nye kollega!
Har du erfaring med frivilligkoordinering og interesse for at støtte mennesker i svære livssituationer? Er du en stærk koordinator, og har du lyst til at arbejde med udvikling og kommunikation? Og vil du gerne arbejde med en særdeles god sag som omdrejningspunkt?

Så er det måske dig, vi leder efter! Vi søger nemlig en koordinator til et barselsvikariat i vores selvhjælpsindsats fra d. 1. august.

Du kan læse meget mere om stillingen og Frivilligcenter Aarhus som arbejdsplads lige her.

Ansøgningsfristen er d. 27. maj kl. 12.00, og ansættelsessamtaler afholdes af to runder i uge 23 (tirsdag d. 8/6) og uge 24 (tirsdag d. 15/6).
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte selvhjælpskoordinator Anne Tindal Thomsen på tlf. 6128 0879 eller leder Hanne Sanderhoff Degn på tlf. 6126 0488.
Ansøg her
Vi åbner op for fysiske kurser fra maj!
På baggrund af den positive situation vedr. coronasmitte har regeringen fremlagt en plan for yderligere genåbning - og fra 21. maj må man mødes op til 50 personer indendørs. Vi er derfor gået igang med at planlægge kurser, foredrag og temamøder som forventes afholdt i maj og juni rundt på lokalcentrene i Aarhus:

Kursus: Bliv klogere på §18-midlerne og få tips og tricks til den gode ansøgning

Kunne dit lokalråd eller forening bruge midler til aktiviteter? Så kom til kursus og blive klogere på §18-midler og få tips og tricks til den gode ansøgning!

Næste ansøgningsfrist for at søge §18-midler, som uddeles til frivilligt socialt arbejde for borgere over 60 år og førtidspensionister, er d. 1. juni 2021. Vi inviterer derfor til kursus, hvor du blandt andet kan blive klogere på midlerne, hvordan de uddeles og meget andet.

Læs mere om §18-kurset her.

Foredrag: Kommunikation, kropssprog og humor

Din krop siger meget om, hvad du egentlig mener. Det gælder både for dig og for foreningens brugere. Kom til foredrag d. 26. maj med skuespiller og foredragsholder Brian Hansen, og bliv klogere på kropssprog, og hvordan du kan bruge din nye viden i dit frivillige arbejde.

Foredraget er for frivillige, der på en eller anden måde arbejder med samtaler, grupper osv., hvor man også bruger kropssproget meget.

Læs mere om foredraget her.

Økonomikursus: Hold styr på foreningens penge

At holde styr på foreningens penge er en kerneopgave for bestyrelsen. På dette kursus bliver du klogere på, hvordan du bedst løfter den opgave. Du får viden om foreningsøkonomi, og det ansvar du selv påtager dig, når du træder ind i bestyrelsen. 

Kurset afholdes d. 24. juni kl. 9-12.

Læs mere om økonomikurset her.

Vi vil løbende arrangere flere kurser, foredrag og temamøder for maj og juni. I kan holde øje med akutelle arrangementer lige her.
Virtuel fælleslæsning for frivillige i Aarhus
Som en kæmpe tak til frivillige i Aarhus for deres indsats under corona, tilbyder Aarhus Kommune i samarbejde med Læseforeningen virtuel fælleslæsning. 

Læsefællesskabet er en mulighed for at mødes med andre frivillige i Aarhus på tværs af organisationer og tilhørsforhold. Tilbuddet er henvendt både til frivillige, der har kunnet virke gennem corona, og til alle jer, der har været forhindret i at være med i jeres frivillige fællesskab.

Læsegruppen mødes virtuelt over programmet Zoom hver onsdag kl. 15.30-17, og det kræver ingen forberedelse at deltage.

Du kan læse mere om virtuel fælleslæsning og hvordan du tilmelder dig her.
Deltag i forskningsprojektet MATCH
Aalborg Universitet er i samarbejde med Center for Socialt Frivilligt Arbejde i gang med et nyt forskningsprojekt om rekruttering og fastholdelse af frivillige.

Gense et webinar om projektet her.

De er på nuværende tidspunkt igang med at indsamle data, og vil, blandt andet, rette henvendelse til lokale foreninger i Aarhus. Vi vil derfor rigtig gerne opfordre alle foreninger, der bliver kontaktet, til at deltage i projektet, så vi alle forhåbentligt kan blive klogere på rekruttering og fastholdelse af frivillige i civilsamfundsorganisationer.

Forskningsprojektet MATCH ledes af Professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet og er finansieret af VELUX Fonden. 

Læs mere om projektet her.
Ny handicappulje til frivillige initiativer
Har I én eller flere gode idéer til frivillige projekt(er), der vil gøre livet nemmere eller bedre for borgere med handicap? Eller vil I gerne gøre det mere tilgængeligt for borgere med handicap at blive frivillige eller brugere af allerede eksisterende aktiviteter? Så kan I søge om midler. Der er i alt 100.000 kr. og hvert projekt kan maks. søge om 25.000 kr. Det er muligt at oprette flere projekter.

Aarhus Kommune afprøver nye måder at fordele midler fra en handicappulje på, med det formål at støtte frivillige initiativer for handicappede.

Projekterne er synlige for alle, og I kan stemme på de projekter, I synes bedst om. Ved at lave en åben og gennemsigtig proces, håber Aarhus Kommune at man kan inspirere, udvikle og dele forslag sammen. Ved hjælp af en guide som findes her, bliver borgere ledt gennem processen og får samtidig de bedste chancer for at få midler.

Der er frist for at oprette projekter d. 12. august, men da en del af ansøgningen er at skaffe stemmer, anbefales det at I hurtigst muligt opretter projekter, så I har god tid til at indhente stemmer.

Hør mere om puljen på et virtuelt informationsmøde d. 10. juni eller læs mere om den nye handicappulje her.
Vær med til at evaluere Frivilligcenter Aarhus
Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd skal i samarbejde med RUC evaluere landets 64 lokale frivilligcentre.  Evalueringen har blandt andet til formål at undersøge status på frivilligcentrenes økonomi, organisering, aktiviteter og samarbejdsrelationer. Derudover vil evalueringen undersøge frivilligcentrenes virkning for det frivillige sociale arbejde lokalt og for kommunerne.

I denne forbindelse er Frivilligcenter Aarhus blevet udvalgt til en dybdegående case-undersøgelse, som omhandler hvordan medlemsforeninger oplever frivilligcentret. Vi vil derfor gerne opfordre vores medlemsforeninger til at melde sig til at deltage i et gruppeinterview om, hvordan I oplever Frivilligcenter Aarhus. Der skal bruges to grupper af 6-8 medlemsforeninger. Interviewet vil ligge i juni.

Skriv til leder Hanne Sanderhoff Degn på mail: [email protected], hvis jeres forening ønsker at deltage i undersøgelsen.

Læs mere om undersøgelsen her.

Spændende datoer

Husk at sende os informationer om jeres arrangementer, for at de fremgår under spændende datoer.
Twitter
Facebook
Website
Copyright © 2021 Frivilligcenter Aarhus, All rights reserved.
Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du har tilmeldt dig Frivilligcenter Aarhus' nyhedsbrev eller deltaget i et af vores arrangementer.

Our mailing address is:
Frivilligcenter Aarhus
Sønder Allé 33, 1.
Aarhus C 8000
Denmark

Add us to your address book


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp