 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Nu er det nu. Eller næsten. På mandag går det løs, for der bliver Donald Trump indsat som USA’s 47. præsident. Hurtig quiz – hvem var den forrige amerikanske præsident, som det lykkedes at blive genvalgt efter at have tabt magten? Se svaret nederst i nyhedsbrevet (og lad nu være med at snyde og scrolle ned med det samme). | |
| | Og ja, jeg ved det godt Trump har allerede været i fuld sving med hammeren mod den regelbaserede verdensorden de seneste uger, og meget overraskende er det ikke mindst Danmark og rigsfællesskabet der bliver slået på. Præcis hvad der blev sagt under samtalen mellem Mette Frederiksen og Donald Trump vides ikke, men det virker bestemt ikke som om det var nogen særlig rar samtale. | |
| | Alvorstung og ligefrem var den måde, Mette Frederiksen karakteriserede samtalen på. Her på matriklen er vi mere bramfri og mener, at det reelt betyder: Lokummet brænder! Danmark må nu desværre vænne sig til, at vi uforvarende er havnet i et modsætningsforhold til vores tætteste og vigtigste allierede siden Anden Verdenskrig. Det er svært helt at fatte, at den største trussel mod rigsfællesskabet kommer fra Washington. | |
| | Næste akt bliver givetvis indledt mandag med Trumps indsættelsestale. Sidst chokerede han verden og USA ved at tale om blodbadet i amerikanske byer og derefter lyve om både størrelsen af tilhørermængden og – utroligt nok – vejret. »That was some weird shit«, som tidligere præsident George W. Bush dengang udtrykte det, og mindre skørt bliver det næppe denne gang. | |
| | Set fra København bliver det mest spændende, hvis tale om USA’s overraskende territoriale krav i Grønland bliver direkte nævnt i indsættelsestalen. Så er vi fucked, som SF’s Karsten Hønge så smukt udtrykker det i denne artikel. Og det er ikke kun i Danmark, at man er bekymret. Det konservative tidsskrift The Economist erklærer i sin leder denne uge, at Trump vil kuldkaste de sidste 80 års amerikanske udenrigspolitik. | |
| | Den tid, den sorg. I mellemtiden kan man glæde sig over, at der – måske, hvis våbenhvileaftalen bliver godkendt af Israel – langt om længe er håb om fred i Gaza. Krigen har kostet palæstinenserne helt vanvittigt dyrt – se en oversigt i denne glimrende artikel fra The Guardian – og våbenhvilen er kun det første spæde skridt i retning af en løsning på konflikten. | |
| | I maj anslog FN, at genopbygningen af Gaza vil koste omkring 300 milliarder kroner. Prisen er kun steget siden. Vi har stået last og brast med Israel igennem krigen og støttet dets ret til selvforsvar. Nu bør vi naturligvis også være med til at betale regningen for ødelæggelserne. Og dernæst forhindre at tragedien bliver genopført. For mens den direkte anledning til krigen indiskutabelt var Hamas’ forkastelige terrorangreb på Israel 7. oktober 2023, er den underliggende forklaring, at der ikke for længst er blevet oprettet en palæstinensisk stat. At presse på for at det sker, har Danmark et stort ansvar for som midlertidigt medlem af FN’s Sikkerhedsråd og formand for EU senere på året. Alt dette og meget mere argumenterer jeg for i denne leder. | |
| | Det vil ikke kun være godt for palæstinenserne, at der kommer en løsning. Måske vil det også gøre livet lettere for jøder og israelere i Danmark, der – helt urimeligt og ufortjent – også er blevet udfordret af de voldsomme følelser, som krigen har vakt. | |
| | »At udtrykke solidaritet med jødiske liv eller blot at identificere sig som jøde eller israeler føles som at invitere til fare. Og derfor krymper vi os, skjuler dele af, hvem vi er, for at forblive usete, for at forblive ’trygge’« som den danskboende israelske antropolog udtrykker det i denne kronik. | |
| | Og så er det glædeligt at se, at Politikens ledere faktisk bliver læst - også i udlandet. Nogle gange kan man godt være i tvivl om, eksempelvis Trump og Netanyahu helt nærstuderer de råd og tips, som de får herfra fortet på Rådhuspladsen. Men i Norge læste de tydeligvis Christian Jensens leder om, at de svigter Ukraine. | |
| | »Kære Norge, hvordan kan I dog efterhånden se jer selv i øjnene?«, lød rubrikken, og så gik det ellers løs med et fortjent angreb på Norge og dets fesne støtte til Ukraine, selv om krigen har betydet en bonus på mindst 800 milliarder kroner pga. himmelflugten på energipriserne. | |
| | Hvordan kan den norske regering finde det forsvarligt at polstre den i forvejen bugnende statskasse med penge, der indirekte er tjent på Ukraine-krigen, spurgte vi, og så spærrede de ellers øjnene oppe i Oslo. Lederen var breaking news i de norske medier, og de norske politikere fik travlt med at forklare sig. | |
| | »Vi har taget opgaven på os med at forsyne Europa med mere gas efter bortfaldet af russisk gas«, lød det fra Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide fra Arbeiderpartiet, der afviste påstanden om, at Norge er en krigsprofitør. | |
| | Hvor det ender, må vi se. Hvis Trump lever op til sine løfter om at skabe fred i Ukraine på 24 timer, bliver det måske mere til genopbygningen end krigen, at Norges oliemilliarder kan komme til nytte. | |
| | I mellemtiden er det weekend og måske tid til at forsøge at nyde stilheden, før orkan Donaldo for alvor tager fart. At nyde livet er noget, ikke mindst min egen generation er gode til. Som The Economist skrev forleden, er det dem over 55 år, der er den nye problemgeneration (selv er jeg ikke helt deroppe, men næsten). Olle-kollerne er blevet de rene smittebomber. Der er togafester og hook-up-kultur med tilhørende kønssygdomme, når de modne giver den gas. Så mens unge drikker og horer mindre og mindre, har vi i den modne alder taget livsglæden – og de dårlige vaner – med os op i årene. | |
| | Om det bliver sådan for jer, kære læsere, vides ikke. Det er jo trods alt januar og måske endda hvid januar. Er man på den vogn – eller er man irriteret over den trend – kan man læse denne herligt kontrære klumme fra New York Times. ’Dry January Is Driving Me to Drink’ er rubrikken – så kan man måske selv gætte retningen, teksten tager. Også The Economist – jaja, jeg ved det godt, næste nyhedsbrev kommer videre omkring, men jeg læste en masse i magasinet denne uge – går til forsvar for lidt frisind og en drink i sin leder her. | |
| | Så skål, shabbat shalom, god weekend, og hvis verden stadig står næste fredag, ses vi lige her i det gamle nyhedsbrev. Husk at sprede ordet, dette er jo en af livets få gratis glæder, og det bliver kun endnu bedre, hvis I skriver med ris og ros og tanker til mig på [email protected]. | |
| | PS: Og svaret på den lille quiz – det var såmænd Stephen Grover Cleveland, der var både den 22. og 24. præsident i USA. Han tabte magten i 1889, men kom tilbage i 1893. | |
|
