MOGENS DAHL ER TILBAGE MED NY FESTIVAL OG NY KONCERTSAL Mogens Dahl Koncertsal er tilbage – efter en lang coronanedlukning – med en spritny festival i samarbejde med Festspillene i Bergen. Her kan du opleve stjerner som Tine Thing Helseth og Leif Ove Andsnes og samtaler med bl.a. Finn Skårderud, der inspirerede Thomas Vinterbergs Oscar-vindende film Druk. Velkommen til COLLAGE FESTIVAL! COLLAGE FESTIVAL 2021 løber fra fredag 1. oktober til søndag 3. oktober. Billetterne er sat i salg.
Vi har kurateret et ambitiøst program under temaet Norge i Danmark: Her kan du opleve Nordens største stjerner og fremtidens musikere, og du kan tage del i samtaler med kunstnere og meningsdannere. Over tre dage mødes en række af Nordens mest interessante komponister, solister, dirigenter og musikere i Mogens Dahl Koncertsal for at give koncerter. Årets festival er skabt i samarbejde med Festspillene i Bergen.
Det hele finder sted i komplekset Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge i København, hvor vi også fejrer åbningen af den nye koncertsal. |