Ny analyse: 5.200 dimittender risikerer årligt at falde ud af dagpengesystemet med den nye etårige dagpengeperiodeRegeringen bør kigge med stor alvor på, at tusindvis af dimittender årligt risikerer at falde ud af dagpengesystemet som en konsekvens af, at dagpengeperioden for dimittender bl.a. ændres fra to til et år fra den 1. maj 2023. Det mener hovedorganisationen Akademikerne, der repræsenterer de 480.000 medlemmer i de akademiske fagforeninger. Formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz, udtaler: ”1. maj indvarsler en ny virkelighed for mange nyuddannede, som helt naturligt er ledige i en kort periode for at finde det første job. Regeringens dagpengeforringelser kommer nemlig med en meget høj pris for de unge, og jeg tvivler grundlæggende på, at det vil gøre andet end at øge presset på de unge, som allerede i dag stryger ud i job efter uddannelsen. Vi vil i Akademikerne i de kommende år nøje følge udviklingen på dette område for dimittenderne”, siger Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne. Ifølge den nye analyse fra Akademikerne står op mod 5000 dimittender årligt til at falde ud af dagpengesystemet som følge af forkortelsen af perioden til kun et år. Forkortelsen af dagpengeperioden rammer både dimittender fra erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter. Det er første gang, der bliver regnet på disse konsekvenser ved regeringens dagpengeforringelser. Hverken i det lovforberedende arbejde eller inden ikrafttrædelsen har beskæftigelsesministeren villet se på, hvor mange personer der vil være i risiko for at miste dagpengeretten. ”Jeg har en klar forventning om, at regeringen med den her nye analyse i hånden tager ansvar for, at dagpengeforringelserne ikke får så voldsomme konsekvenser. Det ville fx klæde regeringen at få investeret i en mere effektiv beskæftigelsesindsats, der understøtter et bedre match mellem virksomheder, der mangler arbejdskraft, og ledige”, siger Lisbeth Lintz. Dimittender er en vigtig del af fødekæden til det solidariske dagpengesystem, og en tidligere analyse fra Akademikerne viser, at dimittender med en videregående uddannelse har den højeste tilslutning til a-kassesystemet ti år efter dimission. Derfor er det ikke uden risiko at forringe dagpengene. ”Jeg frygter, at forkortelsen af dagpengeperioden får store konsekvenser for det solidariske dagpengesystem som helhed. Rigtig mange nyuddannede melder sig ind i a-kasserne for en sikkerheds skyld, så de er forsikrede mod eventuel ledighed. Hvis de ikke får tilstrækkelig hjælp, når de har brug for det, frygter jeg, at de vil opgive dagpengesystemet helt.”, siger Lisbeth Lintz, og understreger, at Akademikerne er klar til at drøfte konkrete tiltag, der kan kompensere for forringelserne.
For yderligere kommentarer Kontakt Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne, på 24888442 eller på [email protected] Akademikerne repræsenterer 480.000 privat og offentligt ansatte med en videregående uddannelse.
Følg Akademikerne på Twitter her. Følg Akademikernes formand Lisbeth Lintz på Twitter her. Akademikernes hjemmeside finder du her. |