Kære læser. Er du en af de mange tusinde danskere, der hvert år på denne tid drager på skiferie, kender du sikkert alt for godt til de hældningsløse transportstykker mellem pisterne, der enten kræver et tålmodigt og trivielt glid på skiene eller ligefrem tvinger selv de mest ferme alpinister til stage sig frem. VM i håndbold har hidtil mindet forbløffende meget om den form for skiløb. Ser man bort fra kampen mod Norge for præcis en uge siden, så har det danske VM-eventyr på hjemmebane været et langt monotont glidestykke. For hver af de 6 øvrige kampe har været mod så overkommelige modstandere, at selv præstationer under middel har været rigeligt til overbevisende sejre. Meget bedre har VM ikke været, når man skæver over til turneringens øvrige deltagende nationer. Ser man bort fra Brasiliens overraskende afklapsning af de daværende kroatiske medaljekandidater, har VM i udpræget grad været uden overraskelser og med ganske få højdepunkter og nøglekampe. Men i aften får VM-turneringens forudsigelige og langtrukne første 14 dage langt om længe en ende. Når Danmark møder Sverige i Herning, er det et direkte opgør mellem to nationer, der begge kan drømme om en plads i VM-semifinalen - og endda med Norge på sidelinjen, der stadig har muligheden for at nappe pladsen fra en af de to. At dømme ud fra scenarierne kan det blive et fuldkommen afsindigt drama i aften. Faktum er, at Danmark stensikkert er semifinaleklar med sejr, uafgjort eller et nederlag på højst fire mål. Et fem-målsnederlag kan også tåles, hvis Danmark scorer mindst 27 mål mod svenskerne. Alt det afhænger selvfølgelig af Norges kamp mod Ungarn. Sætter Norge point til, så er Danmark videre uanset resultatet med Sverige. Mere speget er det for Sverige og Norge. Her er scenarierne mange: Vinder Norge over Ungarn, skal Sverige vinde med mere end to mål for at komme i semifinalen sammen med Danmark og efterlade Norge i mørket. Bliver Sveriges sejr større end fire mål (måske fem) bliver Danmark sorteper. Spiller Norge og Ungarn uafgjort, er Sverige videre med en sejr over Danmark - alt andet sender Norge i semifinalen. Taber Norge til Ungarn, kan kun et svensk nederlag bringe Norge i semifinalen. Derfor skriger det til himlen, at Det Internationale Håndboldforbund vanen tro afvikler kampene i sidste runde af mellemspillet forskudt af hinanden. Det kan bestemt ikke være af sportslige hensyn, at kampen mellem Norge og Ungarn bliver afviklet to en halv time før Danmark-Sverige. Skulle det nemlig ske, at Norge taber afhænger deres VM-skæbne jo af Danmark, som kl. 20.30 ikke længere vil have noget som helst at spille for. Og så risikerer hele dramaet fra et dansk perspektiv at blive udsat til semifinalerne i Hamborg mod enten Tyskland eller Frankrig. Dagens citat: »Jeg havde aldrig vundet en kamp i Melbourne før i år, og nu er jeg semifinalen. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal sige«. Den franske tennisspiller Lucas Pouille om sin kvartfinalesejr over Milos Raonic ved Australian Open. | Med venlig hilsen Christian Heide-Jørgensen Journalist og souschef på Politiken |
|
|
|
|