| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Verden er uretfærdig, og en af de allermest afgørende faktorer for, hvordan det går en i tilværelsen, er hvor rige, kloge, veluddannede og privilegerede ens forældre er. Det er derfor, at den afdøde amerikanske filosof John Rawls idé om et uvidenhedens slør er så begavet. Ideen er, at man burde indrette samfundet uvidende om sin egne placering i det - noget, der nok ville føre til en del mere lighed. | |
| | Nå, men hvorfor nu denne tangent om Rawls? Fordi ugen bød på en genopblusning af debatten om Nepobabyer. En populær, nedladende betegnelse for folk, der kommer frem i brancher, fordi deres forældre har banet vejen. Tænk Charlie Sheen, tænk familien Helveg eller Hækkerup og den slags. | |
| | At de findes er givet. De to måske mest magtfulde og prominente nepobabyer er vel de to seneste republikanske præsidenter i USA, George W. Bush og Donald Trump, der i den grad begge er født ind i eliten og har redet på deres privilegier hele vejen til Det Hvide Hus. Helt så vildt er det ikke herhjemme, men også her betyder forældre selvsagt noget, ikke bare i politik og de kreative fag, men også når det gælder noget så umiddelbart fredsommeligt som at blive snedker. | |
| | Det mente arbejdsmarkedskommentator Lawand Hiwa Namo, at de - vi måske - privilegerede burde være bedre til at indrømme og erkende og nævnte i den forbindelse Ditte Giese som eksempel. Ditte havde i en klumme tidligere slået på yngres manglende vilje til at give den en skalle for at komme frem, men det var efter Lawands mening Ditte selv, der burde forstå sine privilegier. Ditte svarede rasende igen og påpegede at ingen af hendes forældre var journalister, hun havde kæmpet sig frem, og så gik der ellers rundhyl i den ovre på X og Facebook. | |
| | Enige bliver folk næppe, men at meritokratiet ikke er helt lige for alle, er det næppe tvivl om. Hvordan den udvikling og tro har skadet USA har Michael Sandel for nogle år siden skrevet en forrygende interessant bog om, som min kloge kollega Susan Knorrenborg interviewede ham om for et par år siden. Det er stadig meget læsværdigt. | |
| | Ellers ruller verden naturligvis videre og milliarderne ind til Novo takket være deres slankemedicin, der har revolutioneret verden. Effekten af det kan vi næste ikke tale nok om, synes jeg, for hvad betyder det for Danmark, at vi pludselig er så afhængige af et selskab – er vi på vej mod Nokia-fælden? | |
| | Og hvad betyder det for Danmark, at en fond har så mange penge - senest betalte Novo 6 gange så mange penge for at få den nye supercomputer til Danmark, som staten hostede op med. | |
| | Og endelig er der det med vores kroppen - hvis alle før eller siden bare kan spise en pille og blive slanke, hvad sker der så med alle tykaktivisterne? Det talte Kirstine Dons med en af verdens førende tykaktivister om, nemlig australskfødte Kate Manne, der er lektor i filosofi ved Cornell University. | |
| | Det kan man jo tænke lidt over her til påskefrokosten næste uge, og så hvis man er i byen stikke næsen forbi Politiken på onsdag, hvor Lotte Folke taler med professor Lene Myong om transnational adoption. Det er kl. 17, det er gratis, og det er bare om at komme forbi - tjek generelt programmet her. Der er endda gratis øl og sodavand. Og måske kan man lige læse Louise Kwangs kronik om livet som adoptivdatter som forberedelse. | |
| | Ellers må I have en herlig påske. Hvis ikke planerne er lagt kan jeg personligt anbefale et smut til Bruxelles. Der var jeg sidste uge med mine børn, og det er en herlig, stærkt undervurderet by. Det er fritterne og vaflernes stad, og personligt har jeg svært ved ikke at holde lidt af et land, hvor man kan vælge mellem at få kogt sine pommes fritter i hestefedt, andefedt, almindeligt fedt og alt muligt andet. Helt uvidenskabeligt tror jeg, at Bruxelles er en af de vesteuropæiske hovedstæder, som færrest danskere besøger i andet end arbejdssammenhæng, og det er synd og skam. | |
| | Der er masser af se og opleve - ikke mindst det superinteressante Afrika-museum, der synligt kæmper med arven fra Belgiens ekstremt brutale koloniherredømme i Congo og omegn. Har man aldrig læst Adam Hochschilds Kong Leopolds Arv, er man virkelig gået glip af noget. Læs den i påsken og så nap Joseph Conrads Mørkets Hjerte bagefter. Måske verdens bedste bog. Og se eller gense så Dommedag Nu, Coppolas geniale genfortolkning af bogen i Vietnamkrigens ramme. Og nyd Martin Sheen - der ikke selv var nepobaby, men søn af en fabriksarbejder. | |
| | Selv da kan det faktisk ende godt. Jesus’ stedfar Joseph var jo også tømrer. | |
|
