| Den amerikanske skuespiller Gena Rowlands er død. | |
 | Kristoffer Hegnsvad | Film- og tv-redaktør på Politiken | |
|
|
| »Mor er gået bort«, skriver Justine Triet, den franske instruktør, der i 2023 modtog Guldpalmen for sin ’Frit fald’. | |
| Det er ikke sin egen mor, Triet skriver om på Instagram, men sit filmiske forbillede, skuespilleren Gena Rowlands, der i går gik bort i en alder af 94 år. | |
| »Hvis den alternative film, der bryster sig af sit brud med mainstreamfilmen og stjernesystemet, har en galionsfigur, en stjerne, så er det Gena Rowlands«, skrev min kollega Michael Bo i en fødselsdagsomtale for fire år siden, da Rowlands fyldte 90 år. | |
| Hvis Rowlands var den alternative filmscenes mor, så var hendes partner, instruktøren John Cassavetes, dens far. De to blev gift i 1954 og lavede 10 film sammen frem til Cassavetes død i 1989. De er et sjældent bud på et kunstnerisk ægtepar, hvor den ene ikke overskygger den anden; hvor begge får eftertidens anerkendelse for det, de skabte sammen. Han bag kameraet, hun foran det med sin sitrende, temperamentsfulde spillestil og ekstreme gennemslagskraft på lærredet i sine markante roller i film som ’Ansigter’ og ’En kvinde under indflydelse’ – mine egne to favoritter. Andre markante titler er ’Opening Night’, ’Gloria’, ’Love Streams’. | |
Gena Rowlands i 1957 .Foto: Dick Strobel/Ritzau Scanpix |
| Gena Rowlands blev født 19. juni i 1930 i Madison, Wisconsin under navnet Virginia Cathryn Rowlands. Begge forældre var af walisisk æt. Familien flyttede til Washington, og Rowlands tog turen til New York for at studere til skuespiller på USA’s akademi for skuespilkunst i New York City, hvor hun mødte John Cassavetes. Hun debuterede på Broadway i 1952 i ’Den søde kløe’, og i 1958 landede hun sin første filmrolle i ’The High Cost of Living’. | |
| Gena Rowlands blev oscarnomineret to gange og modtog ved showet i 2016 en æresoscar. Men det er de stærke præstationer i samarbejdet med Cassavetes, der gør hende til galionsfiguren, stjernen, selve ansigtet på en friere amerikansk film, en vildere, mere rå skuespilkunst. Det er de film, der gør hende til mor. Og nu er mor gået bort. | |
|