Mogens Dahl Koncertsal præsenterer nu for femtende gang et sæsonprogram med eksklusive oplevelser på det gamle Islands Brygge. Vi gør alt, for at musikken kan opleves i trygge rammer. Kammerkoncerterne er som sædvanlig tilrettelagt med det overordnede mål at gøre stor kunst tilgængelig i optimale, intime rammer. Fordi kunsten fortjener opmærksomhed - også under en sundhedskrise. Vi gennemfører fire kammerkoncerter og en korkoncert med stor fokus på sikkerhed og overholder alle sundhedsstyrelsens anbefalinger. Der bliver tale om et begrænset antal siddepladser. Stor kunst trækker os ud til kanten, så vi øver os i atter at finde fodfæste. I Mogens Dahl Komcertsal er vi sikre på, at kunst og musik spiller en uundværlig rolle i at bygge modstandskraft op i vores samfund; noget vi netop har lært at sætte ekstra pris på i denne tid. Billetter og partoutkort er nu i salg til et program, hvor musikkens og poesiens stærke kræfter slippes løs: • Sjostakovitj bygger en idyl op – for siden at bryde den ned igen. Mød Den Danske Strygekvartet 22. sep. • Djævelen vandrer ind og ud af Ravels Gaspard de la nuit. Mød Marc-André Hamelin 5. okt. • To pianister forløser den stærke spænding i Carl Nielsens ‘Espansiva’. Mød Den Danske Klaverduo 10. nov. • Tomme kvinter og en uhyggelig lirekassemand varsler døden i Schuberts Winterreise. Mød Johan Reuter og Jan Philip Schulze 25. nov. RABAT: Køb partout til alle fire kammerkoncerter og få stor rabat: Læs mere her. KORKONCERT: • Bach, Schnittke, Pärt komponerer håb på trods af livets endelighed ved Allehelgenskoncert. Mød Mogens Dahl Kammerkor, Toke Møldrup og Jakob Lorentzen 1. nov. |