Lettere adgang til lægemidler, høj patientsikkerhed, lægemidler til lave priser og god rådgivning om medicin. Det var på ønskesedlen, da et bredt flertal i Folketinget vedtog en modernisering af apotekssektoren i 2015.
En ny analyse viser, at de politiske ønsker er blevet opfyldt.
Siden 2015 er der åbnet 209 nye apoteker, 83 procent af apotekerne tilbyder onlinehandel, åbningstiderne på apoteket er udvidet, ventetiden fra man har trukket et nummer, til man bliver ekspederet, er faldet til 2 minutter, og lægemiddelpriserne er faldet til et historisk lavt niveau.
Samtidig har apotekerne tilbudt borgerne stadig flere sundhedsydelser, herunder medicinsamtaler, compliancesamtaler, udvidet inhalationsvejledning (TPI), genordinationer, tests og vaccinationer.
Alt sammen uden at apotekerne er gået på kompromis med servicen og den faglige rådgivning. Siden 2015 har danskernes tilfredshed med apotekerne nemlig ligget på et stabilt niveau, hvor over 90 procent angiver, at de er tilfredse eller meget tilfredse med apoteket.
Det er alt sammen nærmere beskrevet i en ny analyse af udviklingen i apotekssektoren siden moderniseringen i 2015.
Læs mere i analysen her