| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Solen skinner, og jeg skal til Sverige i weekenden, så jeg burde være glad. Men jeg er faktisk mellemfornøjet. | |
| | Verdens skæve gang sniger sig ind på den mentale lystavle, og - i al fald hvis man er i nyhedsbranchen - er det hele lidt udmattende. Man har fornemmelsen af, at jorden roterer med 4-dobbelt hastighed omkring solen, og det hele ligesom er gasset op i et tempo, der er designet til, at ingen kan være med. Så hvor skal man starte, og hvor skal man ende sådan et nyhedsbrev? | |
| | Jeg starter i det nære, det helt nære faktisk, for min datter er en af dem, der er blevet offer for regeringens nyeste forsøg på at presse de brune i samfundet. Min datter er kridhvid og fuldkommen blond, begge hendes forældre er danske, og siden hun var 2 år, har hun boet i Danmark – gået i børnehave, skole, til svømning, volleyball og alt muligt andet. Hun er med andre ord pæredansk med cpr-nummer og pas og har levet i Danmark uafbrudt, så længe hun kan huske. | |
| | Men alligevel skal hun og tusinder af andre som hende nu straffes på livstid. Hun er nemlig født i USA, hvor jeg boede, da jeg var Politikens USA-korrespondent, og for den synd skal der nu betales. | |
| | Som født i udlandet vil min datter efter den seneste lovændring betragtes som ’indrejst i Danmark’ og dermed være underlagt en ny arbejdspligt, hvis hun som voksen skulle få behov for at komme på kontanthjælpsydelse. Hun kan også se frem til lavere satser i kontanthjælpssystemet end danske statsborgere, der er født og har boet hele livet i Danmark. | |
| | Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor skørt og stødende jeg synes, det er – så meget at jeg har skrevet en længere klumme om det her, og hver gang jeg læser ministerens skriftlige svar til Politiken, bliver jeg rasende på ny. »Det er helt rimeligt, at hvis man bor en del af sit liv i et andet land og ikke betaler skat i Danmark, så har man heller ikke fuld adgang til danske ydelser«, var svaret fra Ane Halsboe-Jørgensen – som om det er relevant for, hvorfor min datter, der næppe skulle betale skat som nyfødt, skal forskelsbehandles resten af livet. | |
| | Jeg ved det godt, det er en lille ting på sin vis, men bare et tegn på, hvor kuk det også er blevet i Danmark, når selv en ellers ansvarlig midterregering føler sig kaldet til på den måde løbende at smide populistiske lunser, så ingen skal beskylde dem for ikke at presse ’de fremmede’ og beskytte ’det danske’. Leder man efter argumenter til at være imod loven, kan flere findes i denne glimrende leder, som Sarah Skarum skrev forleden. | |
| | Ellers går det jo derudad på den globale scene. I USA fortsætter The Trump Show for fuld kraft i lige dele komisk, tragisk og bare bizart tempo. Det hele er som en stor sæbeopera, hvor manuskriptforfatterne er internt uenige, så det hele zigzagger frem og tilbage. Først skal vicepræsident Vance til Nuuk, så skal han ikke, så skal den nationale sikkerhedsrådgiver til Grønland, så skal han ikke, og så skal han måske faktisk alligevel. Pansrede biler bliver fløjet frem og tilbage, og det hele er lidt som en moderne surrealistisk film. | |
| | I min ungdom havde jeg en stor filmplakat af Luis Bunuels film ’Begærets dunkle mål’ hængende, og Trump-regeringens adfærd minder mig om en af Bunuels film (måske Borgerskabets diskrete charme, men jeg er usikker, sig gerne hvis jeg tager fejl), hvor hovedrollen spilles af to meget forskelligt udseende kvinder. Historien var, at Bunuel blev uvenner med den ene skuespiller under optagelserne og hyrede så en anden og kørte videre. Men eftersom filmen jo ikke indspilles kronologisk, blev resultatet, at en kvinde går ud af stuen i filmen, og en helt anden kommer ind. | |
| | Meget skægt og solgt som en særlig pointe, lidt ligesom Trump forsøger at sælge sin tilgang til politik som særlig genial selv om det bare ser kaotisk og amatøragtigt ud. Vildest var naturligvis Signal-gate, hvor USA’s forsvarsminister, vicepræsident og nationale sikkerhedsrådgiver drøftede dybt fortrolige planer om at angribe Houthierne i Yemen på en tråd, hvor de ved en fejl havde inviteret chefredaktøren for magasinet The Atlantic. | |
| | Man tror, det er løgn, men det er den skinbarlige virkelighed. Bedre budskab om, at USA ikke holder på hemmeligheder og drives af de vildeste amatører, skal man lede længe efter. Jeg er lidt vild med rubrikken på dette indlæg om det i New York Times. »Dette er bare dumt« skriver tidligere udenrigsminister, præsidentkandidat og præsidentfrue Hillary Clinton i et andet indlæg, og det kan man vist roligt sige. I min private bogklub har vi allerede omdøbt den interne chat til PC Small Houthi Group. | |
| | I Tyrkiet raser demonstrationerne, efter præsident Erdogan arresterede sin hovedrival, borgmesteren i Istanbul, Ekrem Imamoglu. Hvordan det ender, er svært at sige, men i denne leder argumenterer jeg for, at EU må presse på for at fastholde det, der er tilbage af demokratiet i Tyrkiet. Vi må bruge de magtmidler, som vi har – ikke mindst de økonomiske – for at forsøge at vende udviklingen. Ja, vi har brug for Tyrkiet i en farlig og uforudsigelig verden. Men Tyrkiet har også brug for Europa og EU. | |
| | Sass-Larsen sagen tager vi en anden gang, det er på alle planer deprimerende, synes jeg. Men hvis man er interesseret, så kan det anbefales at lægge vejen forbi Politikens boghandel onsdag morgen, hvor debatredaktionen holder Åben Onsdag, og jeg modererer en samtale om navneforbud på baggrund af sagen mellem vores helt egen chefredaktør Christian Jensen og formanden for forsvarsadvokater Kare Pihlmann. | |
| | Det er gratis, det er interessant, der er endda kaffe. What’s not to like? Og mens vi er ved det med debatten, så husk at det ikke er for sent at prikke sig selv eller et yngre menneske til at være med i DM i debat. | |
| | Man kan søge her frem til 1. april - og det er ikke engang en aprilsnar. Kom og vær med. | |
| | Og så rinder tiden også så småt ud, men inden jeg ønsker eder en velsignet weekend, vil jeg lige anbefale at bruge noget af den på at se Adolescence, den fuldkommen forrygende miniserie, der ligger på Netflix. | |
| | Selv havde jeg givet den seks hjerter, vores anmelder Henrik Palle var mere fedtet og nøjedes med fem, men forrygende er den. Elegant spillet og fantastisk lavet som et one-take, så hvert afsnit er helt uden klip. Mageløst – men det var ikke gået for Bunuel. | |
| | Og mens vi er ved ham, så kast også lige et blik på Den Andalusiske Hund, han og Salvadore Dalis stumfilm fra 1928, der – utroligt nok – stadig er dybt uhyggelig. | |
| | Og således i bedre humør af at skrive til jer siger jeg farvel, gut shabbas og ses næste uge. Ros, ris og tanker sendes som altid til [email protected], jeg elsker at høre fra jer og blive klogere. Hvad tænker I, hvad ser I, hvad læser I, og hvad vil I gerne høre mere om. | |
|
