 | | Jes Stein Pedersen | | Litteraturredaktør på Politiken | | |
|
|
| | Det er ikke altid rart at blive del af stoffet i en roman. Det kan beboerne på Fejø, som ligger 18 minutters sejllads fra Lolland, tale med om. Flere af dem føler sig genkendt i romanen ’Insula’, hvori Thomas Boberg skriver om sin og hans families tid på øen. Om at mistrives på grund af husets krævende have, skolens inkompetente lærere, den hidsige købmand og de magtfuldkomne storbønder. »Mange har en følelse af ubehag og tillidsbrud«, siger en af beboerne. Her kan du læse Birgitte Kjærs første artikel om sagen. | |
| | Og her er Kjærs næste. En af dem der følte sig genkendt er sygeplejerske Christina Brydegaard, og hun har nu fået Boberg til at ændre i teksten, hvis romanen udkommer i andet oplag. »Det kan ikke været rigtigt! Jeg sad helt forstenet«, siger Christina Brydegaard. | |
| | Her i avisen blev ’Insula’ rost af Alexander Vesterlund: »Bobergs skrift er en særlig form for magisk eller mytisk dokumentarisme eller syret realisme eller autofiktion (...).) der er ved det åbne i hans skrift, der afspejler, hvordan alle ser alt på øen, at øens indre er svimlende, samtidig med at intet kan skjules, med sin egen skæve logik. Her er hele anmeldelsen | |
| | Amerikanske Lauren Groff vender i romanen ’Vildmark’ nutiden ryggen. Den foregår i en nybyggerkoloni i 1600-tallets Nordamerika, hvor en pige begynder sin vilde flugt gennem det, hun selv oplever som vildmarken, som er det land, de kristne mænd fra Europa endnu ikke har underlagt sig. | |
| | Vores anmelder Sigrid Adamsson er glad for ’Vildmark’: | |
| | »Det, der får det til at gyse velbehageligt i mig, er en fornemmelse af, at efterkommerne af de kristne mænd, der så arrogant rejste ud for at beherske andre lande, i disse år vender sig i en forkrøblet forening mod den viden, de dengang fortrængte«. | |
| | Adamsson skriver at hun har mødt »den åbenbaring, der løber gennem Groffs roman mange steder inden for meget kort tid: Det begyndte med en film. ’Poor Things’, den græske filmskaber Yorgos Lanthimos’ seneste værk, vandt fire Oscar-priser i år og var på alles læber, og det eneste, jeg så, var en gendigtning af Voltaires ’Candide’, en forfaldshistorie om den vestlige idéhistories faldgruber«. Her kan du læse anmeldelsen | |
| | Man kan også skrive om sig selv. Det har drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard gjort. I bogen ’enhver kontakt efterlader spor’ har han omsat sine oplevelser på arbejdet til noget så sjældent som politi-digte. Han digter om barneliget på retsmedicinerens stålbord, om rystende knæskaller, når der skal anholdes rockere, om ikke at kunne koncentrere sig om sin familie, og om, hvordan oplevelserne sætter sig i betjenten, indtil det samler sig som trækninger ved øjnene og trykken for brystet. | |
| | Her er digtet ’Oversvømmet’: | |
| | Blodpølen i entréen farver / De blå skoovertræk/ der er/ identiske med/ de blå skoovertræk/ i børnehaven/ lugten er/ sød og metallisk/ jeg afsøger/ gerningsstedet/ i stuen/ ses stænkene/ blodets beviser/ på væggene. Her kan du læse hele artiklen. | |
| | Man kan også skrive om virkelige, men afdøde personer. ’Søde Jan’ hedder Kristian Himmelstrups biografi om vennen Jan Sonnergaard, der døde pludseligt i 2016 i en alder af 53 år. Biografien om forfatteren, der brød igennem med ’Radiator’ i 1997, og blev en markant stemme i den litterære debat, er rystende læsning, for der var én, der ikke syntes, at Sonnergaard var sød, og det var hans voldelig far, der tæskede ham tidligt og silde. Det fortæller Kristian Himmelstrup, der selv er forfatter, om i denne udgave af ’Bogfolk’. Her er link til udsendelsen. | |
| | Og så et stykke fiktion fra vores egen verden. ATS, avisens frække hovedorgan har ’interviewet’ Lars Munch, formanden for Politiken-Fonden, der fortæller, at han skam gerne tager imod hård kritik. »Det er det, jeg modtager mit kritikvederlag på 1,3 millioner for«, siger Munch i det, gentager vi, fiktive interview, som er her. | |
|
