| Denne morgens nyheder handler om Japans ønske om at få en omstridt miljøaktivist udleveret – et ønske, Lars Løkke Rasmussen har sine grunde til at ville opfylde. Der er også nyt fra dyretransporternes verden, hvor chaufførerne er pålagt tavshedspligt om forholdene af deres Danish Crown-arbejdsgiver. Og om vores gæld til det offentlige, der slår nye rekorder, men som ikke længere påkalder sig synderlig interesse fra politikerne. Til slut handler det om de israelske gidsler i Gaza. Hamas har netop indrømmet, at dets krigere har dræbt et gidsel og såret yderligere to. | |
| Løkke: Det er svært at lade være med at udlevere Watson | |
| Hvis vi vil en international retsorden, så nytter det ikke noget at vælge og vrage i regler og praksis efter forgodtbefindende. Det mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i sagen om den omstridte miljøaktivist Paul Watson, som Japan har bedt Danmark udlevere til retsforfølgelse for overfald på mandskabet på et hvalfangerskib i 2010. Han er blevet anholdt i Nuuk på Grønland og tilbageholdes, mens der tages stilling til udleveringsbegæringen. | |
| Den franske præsident Emmanuel Macron – hvis land i 1985 gennemførte et militærangreb mod et Greenpeace-skib i New Zealand i 1985 og derefter via EU pressede newzealænderne til at opgive at sikre de franske agenter blev straffet for drab – har krævet, at han ikke udleveres. | |
| Danish Crown instruerer chauffører i at tie over for politiet om dyretransporter | |
| De meget lange køreture med grise fra Danmark til slagterierne skal ske efter regler, der skal sikre dyrevelfærden for de mange dyr i de trange transportvogne. Dem, der kører med dyrene, får en afgørende besked. De må under ingen omstændigheder sige noget til politiet om forholdene for dyrene: »Det eneste, du kan sige til en politimand – og gøre – er følgende...«, fremgår det ifølge Information i en instruks fra det Danish Crown-ejede firma til chaufførerne. | |
| Den fortsætter med at slå fast, at de udelukkende må give navn og adresse, men intet må sige om, hvor de har kørt eller i øvrigt svare på andre spørgsmål, politiet måtte stille. I instruksen står der også, at »hvis de vil have dig med ind på stationen, kan du sige, at du ikke vil sige mere derinde«, og at man ikke må »gå ind i nogen form for ’snak’ med politiet, hverken i telefonen eller ved en afhøring på politistationen«. | |
| At chauffører ikke vil afgive forklaring med henvisning til, at de ikke må for arbejdsgiveren, er en kendt sag hos politiet, og det kan gøre det svært at fælde dom i sager, hvor dyrevelfærdsloven er blevet overtrådt. »Det er ikke ulovligt, men det har jo den konsekvens, at det vanskeliggør og nogle gange umuliggør at løfte en sag bevismæssigt,« siger specialanklager Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi. Informations spørgsmål til den tavshedspligt, chaufførerne pålægges, får Danish Crown til at svare, at man nu vil gennemgå og opdatere sine vejledninger. | |
Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning |
| »En trøstesløs historie«: Danskernes gæld til det offentlige er stukket helt af | |
| I 2017 skyldte borgerne samlet set de offentlige kasser 100 milliarder kroner – en omstændighed, der vakte nogen vrede i den politiske klasse. Nu er gælden steget til 157,7 milliarder kroner. Det er ny rekord for den statslige gældsinddrivelse og et tal, der giver et velvoksent hul i statskassen. | |
| Det får nu Rigsrevisionen til at reagere i sin seneste vurdering af statsregnskabet for 2023, hvor den fremhæver, at en stor del af pengene må anses for at være tabt, al den stund at nogle af dem med gæld ikke kan betale: »Skatteministeriets opgørelse af værdien af gæld til inddrivelse i statsregnskabet er fortsat forbundet med usikkerhed. Skatteministeriet vurderer dog, at gælden kun havde en værdi af 43,4 milliarder kroner ved udgangen af 2023, blandt andet fordi nogle skyldnere ikke har betalingsevne«. | |
| I modsætning til 2017 er det ikke noget, der i dag får politikerne til at handle: »Politikerne er blevet sneblinde på det her område, fordi gælden vokser i det uendelige. Vi har alle sammen vænnet os til den tilstand. Sådan er det bare. Men det er på alle måder absurd«, siger skatteekspert Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i revisions- og konsulentkoncernen BDO om situationen. Det hører med til fortællingen, at den statslige gældsinddrivelse brød helt og aldeles sammen, da det digitale inddrivelsesflagskib EFI måtte lukkes og slukkes i september 2015 på grund af fejl og ulovlige opkrævninger. | |
Foto: Tyrone Siu/Ritzau Scanpix |
| Hamas-soldater har dræbt et gidsel og såret to | |
| Hamas-folk har nu slået et israelsk gidsel ihjel og såret yderligere to i Gaza. Det meddeler en talsmand for organisationen, Abu Obeida: »I to separate situationer skød to Hamas-soldater, som skulle bevogte fanger mod fjenden, mod en zionist-fange. En fange blev dræbt på stedet, mens to andre - begge kvinder - blev hårdt såret«. | |
| Da Hamas angreb en række landsbyer i Israel den 7. oktober i fjor, tog gerningsmændene omkring 250 israelske som gidsler. Ifølge israelske myndigheder har Hamas fortsat 115 israelske gidsler i fangenskab. Det vides ikke, om de alle fortsat er i live. Hamas har ikke frigivet navnene på de gidsler, dens folk har dræbt og såret ved de episoder, Abu Obeida afslører. | |
| René Damgaard var glødende FCK-fan og lystfisker. Han blev 67 år. Vi fulgte ham på vejen mod døden | |
| Livets afslutning er til debat i Danmark. Regeringen vil indføre dødshjælp og nedsatte sidste år et udvalg, som netop har fremlagt deres forskellige holdninger og nu skal sætte gang i en debat om emnet. Ofte bliver palliativ pleje fremhævet som en modvægt til muligheden for at få dødshjælp. Og for at beskrive den behandling som uhelbredeligt syge får i hospitalsregi fik Politiken ti dage i april og maj adgang til Palliativ Enhed på Hvidovre Hospital. | |
nullFoto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix |
| »Vi grinede også lidt af, at jeg fik en olympisk sølvmedalje på så utraditionel en måde« | |
| Det tog bare nogle splitsekunder at støde kuglen ud på 21,07 meter. Men der gik mere end 9 år, før Joachim B. Olsen endelig fik den OL-sølvmedalje, som retmæssigt var hans, da han foldede sig ud som topatlet under den græske sommersol. Og før det faktum, at den olympiske historie konstant bliver skrevet om på bagkant, involverede ham – og historien ændres sikkert igen efter OL i Paris. Den nu tidligere kuglestøder er blot to af flere hundrede atleter, der har fået en olympisk medalje på bagkant. | |
| Vi vil hellere scrolle end at bolle. Hvad skete der lige med kærligheden? | |
| Noget har forandret sig i den måde, vi elsker på. Vi har mindre sex end tidligere, vi møder hinanden ad nye veje, og når vi indgår i et kærlighedsforhold, er det med helt nye regler. | |
| Hen over sommeren har et hold af journalister kastet sig over emnet kærlighed – særligt ung kærlighed. Det er der blandt andet kommet en ordbog over unges kærlighedsord ud af. Ord som red flags, situationship, eksklusiv og ghosting. | |
| En af de journalister er Freja Bøgh Lassen. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller hun om, hvad vi ved om kærligheden og dens nye veje, som vi ikke vidste før. | |
| | | Retten i Glostrup behandler 09.15 en sag mod en kvinde, der er anklaget for at have bedraget det offentlige ved at få udstedt recepter på slankemidlet Ozempic, som hun derefter kunne videresælge til andre. | | | Retten i Lyngby behandler en sag mod to mænd, der undlod at fælde et bøgetræ, selv om der var risiko for, at det ville falde. Træet væltede under en storm ned over et femårigt barn, der fik kraniebrud. |
| |
|