Som en helt naturlig del af Kunstskolen Sønderbygaard udstilles også egne malerier i Galleri Sønderbygård. Vi har jo til huse i et stort hus med mange vægge og store vinduespartier, hvor det indkomne lys indrammer mine malerier på smukkeste vis. Ofte er malerierne som hænger her, helt nye produktioner, som lige skal nydes og beundres på hjemmebane, før de bliver afhentet af en af de to gallerier, hvor jeg fast udstiller mine malerier. Og selvom jeg har malet så mange malerier, at jeg overhovedet ikke har styr på hvor mange, så er der stadig enkelte af mine egne malerier, som jeg har det svært ved at skille mig af med og de får altid lige lov til at hænge lidt længere. Jeg bliver ofte kontaktet af diverse kunstforeninger mv. om jeg har lyst til at deltage i en eller anden udstilling. Og ja, det gør jeg faktisk gerne, men primært når det er lokale udstillinger, og naturligvis også kun når tiden tillader det og jeg har materiale hjemme til at udstille. I øjeblikket udstiller jeg i Trehøje Kunstforening i den gamle skole i Vildbjerg og i oktober skal jeg udstille med Vestjydske kunstnere i Huset for Kunst og Design. På Kunstskolen Sønderbygaard har vi jo hele tiden dygtige elever på vores forskellige kurser og jeg gør meget ud af at motivere dem og hjælpe dem videre til også at komme i gang med at udstille. For kunsten skal ses og opleves og ikke stå i stakke langs væggen hjemme i atelieret. Der er mange steder i vores lokalsamfund i fx kulturhuse og kirkehuse, hvor de rigtig gerne invitere kunsten indenfor og når jeg kontaktes af disse henviser jeg meget gerne til mine egne elever - således arbejdede vi i foråret intenst på et af vores dagskurser med kirkekunst, hvilket efterfølgende mundede ud i en helt fantastisk udstilling i Ellebæk Kirke. Og sådan nogen rygtes jo, så derfor har vi her i det tidlige efterår flyttet en stor del af denne udstilling til Sevel Kirke. Det er en stor glæde for mig, at se, at mine elever er nået så langt i deres egen kunst og har fundet deres egen måde at male på, har fundet selvtilliden og lysten til at vise deres værker frem. Så ved jeg, at jeg har gjort det rigtige og så ved jeg, at min passion er givet videre. Jeg blev for noget tid siden spurgt om jeg ville dekorere en urne til en afdød bekendt og af en eller anden grund, kunne jeg simpelthen ikke sige nej til den opgave. Dette har så affødt et samarbejde med en lokal bedemandsforretning om dekoration af urner - med motiv efter ønske eller iht. allerede udarbejdede dekorationer Udover at jeg bliver kontaktet af diverse foreninger, skoler med mere vedrørende udstillinger, så holder jeg faktisk også foredrag om kunsten og mit forfatterskab. Foredragene tilrettes fra gang til gang ifht. hvor der holdes foredrag og hvem de formodede tilhører er, men grundsubstansen er mit liv og levned og det kan jeg faktisk snakke meget om. Det kan godt være lidt angstprovokerende at komme ud og holde sådan nogle foredrag, for man kan aldrig på forhånd vide, hvad man kan forvente, men jeg er altid gået glad og tilfreds fra hvert eneste af slagsen. At være elev på et malekursus på Kunstskolen Sønderbygaard, giver så meget mere end det at lære at male og skitsere, teknikker og teorier, læring om materialer osv. osv. Som elev lærer du også at blive selvstændig i din kunst, at finde dig selv og opbygge tillid til, at det er godt og rigtigt det du gør, at blive en selvstændig kunstner som vil mere en hyggemaleri, og om hvordan, hvornår og hvor man kan udstille sine værker osv. osv. At dele mine erfaringer og oplevelser i alle aspekter omkring kunsten, er for mig en helt naturlig del af det at være kunstmaler og underviser i kunstmaleri.
De bedste hilsner
Del in Pin |