Fonseca-bogen rammer hylderne, Lars Løkke Rasmussens overlevelsesevner skal i spil, og Mette Frederiksen lød gavmild under pressemøde på Færøerne. Hele dit politiske overblik her.
ONSDAG DEN 18. JUNI 2025
Lars Løkke Rasmussen har klaret sig gennem flere politiske stormvejr og personsager end de fleste. Foto: Linda Kastrup
Godmorgen.
Sagen om Lars Løkke Rasmussen (M) og Moderaternes forhandling med Mike Fonseca, som Frihedsbrevet er ophav til, har domineret den politiske journalistik det seneste døgn.
Og i dag er Mads Brüggers, chefredaktør på Frihedsbrevet, bog om Mike Fonseca, »Det koster et mandat«, udkommet.
Den første historie fra Brüggers bog landede tidligt tirsdag morgen, og handlede om det timelange møde i kælderen under Hotel Guldsmeden mellem Mike Fonseca, Lars Løkke Rasmussen, daværende partisekretær Kirsten Munch Andersen og daværende kommunikationschef Ulla Østergaard.
På mødet blev Mike Fonseca tilbudt et halvt års løn, psykologhjælp til sig selv og sin 15-årige kæreste og hjælp til mediehåndtering, hvis han selv udtrådte af Folketinget og overlod mandatet til en suppleant fra Moderaterne.
Forargelsen over tilbuddet er stor, og politikere fra flere partier var hurtige til at udtrykke den.
Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen (LA) skrev på X, at sagen vidnede om en »desperat udenrigsminister og en desperat regering, som klamrer sig til magten for magtens skyld«.
Moderaternes partisekretær Britt Bager indvender, at det var Fonseca selv, der bragte penge på banen.
Hun sagde til TV 2, at Moderaterne gik med på det, og derudover tilbød psykolog- og pressehjælp, »fordi vi som parti har et ansvar for, at det her ender på den bedst mulige måde,« sagde hun til TV 2 og tilføjede, at partiet ville give Fonseca muligheden for at være andet end bare ham, »der var sammen med en lille pige, der gik i 8. klasse«.
Dagens dødsloop
Meningsmålingerne har i det hele taget ikke set gode ude for Moderaterne i noget tid efter den række af personsager og deraf følgende svind i partiets folketingsgruppe.
Troels Bøggild, forsker i vælgeradfærd ved Aarhus Universitet, siger til Berlingske, at tilliden til Moderaterne har lidt et knæk, uagtet hvem der fik ideen om penge til Fonseca.
Og det kan blive et problem for Moderaterne med et dyk i meningsmålingerne på få procentpoint, da partiet ligger omkring 3-4 procent i meningsmålingerne og dermed vil komme meget tæt på spærregrænsen.
Lars Løkke Rasmussen har ellers haft positiv eksponering i kraft af sin rolle som udenrigsminister, hvor han har været Grønlands forsvarer og talt om Gaza.
»Så egentlig har Moderaterne været ude af det dødsloop, de ellers har befundet sig i i lang tid, hvor de hele tiden har skullet tale om personsager,« sagde Troels Bøggild til Berlingske:
»Men det er de så kommet tilbage i nu.«
I den seneste meningsmåling, som Verian udførte for Berlingske, var vælgeropbakning til regeringen faldet fra 50,1 procent af stemmerne ved valget i 2022 til 34 procent.
Helt galt så det ud for Moderaterne, der fik 9,3 procent af stemmerne ved valget, men som ifølge meningsmålingen står til kun tre procent.
Og det var vel at mærke inden Mike Fonseca delte sin lydoptagelser med Frihedsbrevet og offentligheden.
Erik Holstein, Altingets politiske kommentator, påpeger også, at Moderaterne nu igen bliver fremstillet som et amatøragtigt parti, og at sagen er alvorlig for Løkke.
Samtidig er Lars Løkke Rasmussen en politiker, der har kæmpet sig ud af flere kriser end de fleste.
»Man skal aldrig afskrive Lars Løkke Rasmussen, før han ligger seks fod under jorden med en pæl banket gennem hjertet,« siger Erik Holstein.
Dagens velkendte vending
Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag og tirsdag været på besøg på Færøerne i forbindelse med det såkaldte rigsmøde mellem hende, Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, samt lagmanden på Færøerne, Aksel V. Johannesen.
Ved pressemødet bagefter sagde Mette Frederiksen, at »Danmark har en stor vilje til at investere i alle dele af rigsfællesskabet«.
Det sker, efter især Donald Trumps ønske om at »overtage« Grønland har lagt et vist pres på Danmark.
Og det i en periode, hvor befolkningerne og politikere på både Færøerne og i Grønland har ytret ønske om mere selvstændighed fra Danmark.
Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde tirsdag efter det halvårlige rigsmøde og møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg på Færøerne. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Aksel V. Johannesen sagde eksempelvis, at det er nødvendigt med ændringer i rigsfælleskabet, og at der »er bred enighed blandt de færøske partier om, at status quo ikke er en mulighed«.
Hvis sidstnævnte formuleringen lyder bekendt, så er det måske fordi, den ordret også blev ytret af Múte B. Egede, daværende grønlandsk regeringschef, i januar, og den fremgår også af den koalitionsaftale, som Jens-Frederik Nielsens regeringskoalition er bygget på.
For Grønlands vedkommende har samtlige partier i parlamentet ytret ønske om at ændre selvstyreloven. Herunder den paragraf, der gør, at halvdelen af alle råstofindtægter over 75 millioner kroner skal fraregnes i bloktilskuddet.
Også det var Mette Frederiksen åben for under pressemødet, skriver Altinget.
»Hvis Grønland ønsker at ændre (selvstyreloven, red.), herunder også at sikre bedre økonomiske rammer for Grønland i forhold til råstofudvindingen, så er vi villige til at lave den aftale fra dansk side,« sagde Mette Frederiksen ifølge Altinget.
For Færøernes vedkommende ønsker de blandt andet at komme med som selvstændigt medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.
Det er dog et nedsat nævn, der skal finde ud af, om det er muligt – men Mette Frederiksen sagde, at hun håber på, at nævnet kommer frem til et resultat, som Færøerne kan bruge.
Dagens korte
1. Mike Fonsecas kærestes far hævder over for Frihedsbrevet, at de blev kontaktet af Ulla Østergaard, der dengang var kommunikationschef i partiet, et antal gange.
»Hun ringede i tide og utide, dag og nat. Ligesom for at få os til at overtale Mike til at trække sit mandat,« siger han til mediet.
Det var altså ikke kun Fonseca selv, der følte, at han var under pres fra Moderaterne, men også forældrene til hans dengang 15-årige kæreste.
2. Danskerne er strøget til tasterne i løbet af de seneste uger for at registrere, om de ønsker at donere organer efter deres død eller ej.
Over 186.000 personer har været inde for at tage stilling for første gang i perioden mellem 1. juni og 15. juni. Det er flere end i nogen måned tidligere, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet til Ritzau.
Det er sket efter, efter nye regler er trådt i kraft 1. juni. De betyder, at alle danskere over 18 år automatisk bliver registreret som mulige organdonorer. Man skal dog stadig bekræfte registreringen på sundhed.dk.
Der er nu over 1,7 millioner danskere, der har taget stilling til organdonation.
Dagens program
12:00: Beskæftigelsesministeriet holder pressemøde. Det handler om, at der er indgået en aftale om, at rockere, bandemedlemmer og andre kan få frakendt deres førtidspension ved grov kriminalitet. 13:00: Folketingets Ældreudvalg holder åben høring om velfærdsteknologi i ældreplejen. Fra 09:00: Tænketanken Europa holder sammen med Gorrissen Federspiel og Stocktaking EU en konference. Blandt deltagerne er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), europaminister Marie Bjerre (V), Finlands udenrigsminister Elina Valtonen, direktør for Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen og tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager.
Tak, fordi du læste med.
Venlig hilsen Joachim Talbro Paulsen Journalist og madanmelder