1. Du har valgt at fokusere 100% på din sangkarriere fra denne sæson, efter at have været dels musikchef i Copenhagen Phil og før det, direktør på CPH Opera Festival. Kan du sætte ord på nogen af de overvejelser der førte til denne beslutning?
Da jeg gik ind i “artistic management” - først som festivalchef hos CPH Opera Festival og senere som musikchef i Copenhagen Phil, var forudsætningen begge steder, at jeg fortsat ville kunne være udøvende sanger. Oprindeligt var mit ønske at kunne tilbringe mere tid i København hos min familie og skrue en anelse ned for volumen på mine egne kunstneriske engagementer, især internationalt. Mine to døtre er i mellemtiden blevet større og meget selvstændige. I efteråret 2023 fandt jeg nærmest ved et tilfælde ud af, at min stemme bevægede sig i en mere dramatisk retning.
Min mentor og sanglærer i New York, Gregory Lamar, rådgiver og underviser hovedrollesangere i alle verdens største operahuse. Lamar mener jeg kan lægge mig pænt ind i et felt af måske 15-20 sangere i verden, der kan synge Richard Strauss roller som fx Bacchus i de største huse.
Samtidig er Copenhagen Phil vokset flot og Tivoli kurateringen kommet til. Den oprindelige præmis med at jeg kunne prioritere min egen sang højt har gradvist ændret sig de seneste år.
Da jeg i foråret kunne overlevere et orkester i kunstnerisk flot form, med orden i penalhuset i fx både organisation, politisk legitimitet og økonomi, var det ikke en svær beslutning igen at vælge igen at fokusere 100% på min egen kunstnerkarriere.
2. Føler du at årene med et mere strategisk og administrativt blik på den klassiske musik har betydet noget for dig som udøvende kunstner?
Egentlig ikke. Jeg har fået et stort indblik i alle funktioner i maskinrummet bag produktioner og siddet i forhandlingssituationer men mange af verdens allerstørste klassiske musikere, men selve delen der handler om selv at performe, er noget helt andet.
3. Schumanns "Dichterliebe" er et ikonisk værk der har fulgt dig længe. Kan du fortælle lidt om hvad denne sangcyklus handler om – og hvorfor du tror at den er blevet sådan en klassiker?
Jeg sang min første “Dichterliebe” tilbage i 1997 mens jeg stadig gik på musikkonservatoriet og har opført den mange gange siden.
Jeg bliver ved med at finde nye dybder og farver. I modsætning til mange andre værker med dramaturgisk kontekst er der ikke en kronologisk fortløbende handling. Man kan godt lægge til grund at den første sang er begyndelsen og den sidste er slutningen, men værket er i lin bevidsthed 16 selvstændige tableauer som hver især repræsenterer protagonistens sindstilstande, drømme, mareridt og hallucinationer.
Hvis man ligesom jeg er David Lynch fan kan man genkende en del af teknikken i moderne filmmesterværker som “Mulholland Drive”. De fleste vil kunne blive enige om at det er et mesterværk, mens kun få vil være i stand til at forklare handlingen og give en udtømmende fortolkning. Jeg er ret vild med, og optaget af, at det er publikum som fortolker og at man som fortæller kan strække nogle præmisser for undertekster til det yderste i dynamik og klangfarver. Ofte bliver lieder i min optik sunget meget poleret og stilrent.
4. Hvad har du i øvrigt af planer/projekter for den kommende sæson?
Jeg forsøger at skrue en anelse ned for lange perioder med operaengagementer og holde fokus på flere koncerter i stedet.
Jeg kommer til at genbesøge Asien i 2025 og vil ellers nævne 3 highlights, som er 100-års jubilæet for Wozzeck på Operaen i Darmstadt, Verdis Requiem i Finland med den fremadstormende stjernedirigent Stasevska og Das Lied von der Erde i Berliner Dom. Nå ja, og så var jeg lige ved at glemme Verdis Requiem i Berliner Philharmonie til januar.
