For første gang i to årtier er der en stigning i andelen af danskere, der ryger, viste den årlige undersøgelse af rygevaner i januar. Siden har debatten om højere priser rumlet. Nu også i valgkampen. Foto: Martin Lehmann Velkommen til denne uges udgave af nyhedsbrevet fra Politikens sundhedsredaktion. Vi begynder med en gammel traver, rygning, der kan føre kræft, KOL og hjerte-kar-sygdomme med sig, og som årligt koster over 13.000 danskere livet. Eksperter er enige om, at hævede afgifter og dermed hævet pris på cigaretter er det mest effektive middel til at få færre unge til at tænde deres første smøg. Norge har ekstremt gode erfaringer i den retning. Men indtil videre har politikerne herhjemme ikke skruet på den knap. Regeringen har været lammet af intern uenighed, da Liberal Alliance har blokeret. Både V og K ser gerne prisen op, og her i valgkampen slog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forleden på et vælgermøde så fast, at Venstre går til valg på at hæve prisen på smøger og senere i valgkampen vil komme med et udspil om, hvad en pakke skal koste. Sådan set var det ingen nyhed, da Løkke har sagt det før, men nu er der snart valg, og nu ruller bolden. Andre partier i Folketinget vil løfte prisen fra de nuværende 40 kroner i gennemsnit til alt fra 60 til 80 og 90 kroner. Men tre partier siger nej. Ud over Liberal Alliance er det Nye Borgerlige og så det parti, der ifølge alle meningsmålinger styrer direkte mod regeringskontorerne. Ja, det er rigtigt. Socialdemokratiet vil ikke pille ved afgiften på tobak, da det vil have social slagside, som partiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil siger. Det er altså et problem, hvis det bliver for dyrt for socialt dårligt stillede at ryge, mener partiet. Som dermed i denne sag - dog ikke ud fra de samme argumenter - er enige med de to partier fra højrefløjen, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, der ikke vil regulere folks adfærd med afgifter. Det bliver spændende at se, hvilket niveau for prisen Venstre foreslår, ligesom det kan blive interessant, hvordan S vil håndtere situationen efter valget 5. juni. Blå blok vil kulegrave forløb om hemmelig rapport. Hvorfor blev en opsigtsvækkende rapport om utilstrækkelig psykiatrisk behandling af psykisk syge, der siden begår drab, vold og anden grov kriminalitet, holdt tilbage fra offentligheden i månedsvis af regionerne? Det vil blå partier kulegrave efter valget. S siger nej. Kravet kommer efter denne historie. Psykisk syge bliver udskrevet for tidligt. Presset på de psykiatriske afdelinger er så stort, at patienter bliver udskrevet, før de er tilstrækkeligt stabile. Ny undersøgelse bekræfter, hvad eksperter har sagt i årevis. Maria Karlsson mærkede på egen krop en psykotisk borgers vrangforestillinger. Region Sjælland og ledende medarbejdere er sigtet i sag om brystkræft. I en alvorlig sag om mangelfulde undersøgelser for brystkræft har Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi efter ransagninger nu rejst sigtelser. Det er en sag, som Jyllands-Posten har afdækket i pressen. Er det en god idé at legalisere hash? Befolkningen er delt i svaret på det spørgsmål, viser en ny undersøgelse fra Megafon. Folketinget er også splittet. Alternativet er et af de partier, som er for en legalisering. Hans-Olofs ensomhed forsvinder i mødet med portugisisk ven. Vi har set nærmere på ensomhed og har talt med 73-årige Hans-Olof Rendfors, der gennem ’Elderlearn’ har mødt 36-årige Elsa Alves fra Portugal. Ifølge Ældre Sagen findes der i Danmark omkring 50.000 svært ensomme ældre. Det arbejder vi på. Vi ser nærmere på, om der de kommende år vil være nok penge i sundhedsvæsnet til at behandle en befolkning, der bliver ældre, og hvor fødselstallet stiger. Mange tak for din tid. | Med venlig hilsen Anders Legarth Schmidt Journalist |
|
|
|
|