Bevægelser i mørket At bevæge sig i indre landskaber er en risikabelt affære, at turde se sig selv og livet som det er. Det kalder på krigeren. Det at blive stående og gå med hele vejen. Ikke ønske at springe over. Ikke ville gå glip af livsgnisten og eventyret, glæden og smerten - fordi man er faldet i søvn.
Rejsen bringer både kraft og sårbarhed. Ind imellem går den gennem skam, vores psykiske og biokemiske beredskab, der på godt støtter os i en nødvendig socialisering og overlevelse, og på ondt bringer os ind i overtilpasning og et liv præget af selvskade og indre smerte.
Vi kender nok til lidt af begge varianter.
Det at kunne møde sig selv der, gennem kærlighed, er et kraftfuldt redskab. At vi bliver stående med os selv, gennem de smertefulde bølger med åbenhed og vilje til at blive stående. Sammen med det barn der blev efterlad, sammen med den voksne, der har gentaget og genoplevet de samme følelser igen og igen.
Vejen i de dybe lag kan kræve kontakt udefra, det et gå med en anden, der elsker en, forstår at det er en vej og en overgang. Eller sammen med en gruppe af kærlige mennesker, der genkender og bliver i et støttende rum.
I terapien mødes skam som en mulighed, en vej til healing af psykisk smerte og et sammensnøret nervesystem, en krop i overlevelse og forsvar. Med Blidhed, langsomhed og nysgerrighed. Det er noget der kræver tid og nænsomhed, viljen til og ønsket om at blive fri.
Kærlighedsmeditationen er en støtte til den proces. Jeg håber du vil nyde den.
De bedste tanker til dig i det nye år!
Heidi
www.heidifrier.dk | 