Kære venner
Rundt om i landet har vi gennem 2023 mødt mange af jer til åbenhjertige Areopagos’ke snakke. Det er blevet til en del arrangementer, både helt store og et hav af lidt mindre, og det har været dejligt at mærke, hvor engageret et fællesskab vi står i.
Tak til bagland, partnere både i Danmark, Norden og Østen og mange trofaste frivillige for fællesskab om alle I Mesterens Lys-arrangementer, Bøn i Bevægelse, Skovkirke, udgivelse af klima-antologi, Ånd Ind-meditationer, interviews til Tørst, samtaler til podcasts med videre, retræter og dialog-arrangementer.
Nu fejrer vi sammen, at lyset lander på verdens kyst med ordene fra Johannesevangeliet kapitel 1: ”og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Denne tanke blev et helt væsentligt omdrejningspunkt for Karl Ludvig Reichelts missionsteologi – og omkring disse vers sagde Reichelt blandt andet, at det er ”et udtryk som efter hele Johannesevangeliets tankegang just går på denne evige udstrømning af lys i alle folkeslag til alle tider og på alle steder.”
Og det skal være vores fredshilsen her på en af årets sidste dage, at lyset kommer til verden med håb og fred og nåde.
Glædelig jul og godt nytår fra alle os i Areopagos
Bente Pahus, Landechef, Danmark [email protected] |