| Anders Legarth Schmidt | | Journalist | | |
|
|
| | Jeg var knap 12 år, da jeg fik job som avisbud. Klokken fem den første søndag morgen vågnede jeg og traskede søvndrukken udenfor til den meterhøje stak af Berlingskes søndagsudgave, som en fragtmand havde placeret på havestien. | |
| | Min far stod op med mig. Hjalp med at fylde de skriggrønne cykeltasker med første læs og sendte mig ud på ruten i villakvarteret. Jeg var nu på egen hånd. Med en ekstrem tung, slingrende cykel og aviser i uoverskueligt mange sektioner. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet, at en søndagsavis kunne være så gigantisk. Det var i 1980’erne, hvor Berlingske var fyldt af en endeløs række af blandt andet bolig- og jobannoncer. | |
| | Det tog betydeligt længere tid, end jeg havde forventet at få afleveret samtlige aviser i i de rigtige brevsprækker og postkasser. Mod slutningen af ruten vendte jeg hjem med tårer i øjnene. Det virkede uoverskueligt at gøre opgaven færdig, og jeg havde allerede overskredet tidspunktet, for hvornår aviserne skulle leveres. Med et par timer. | |
| | Men jeg fik ingen hjælp. Min far var ellers stået op. Han var i gang med noget andet og havde ikke i sinde at befri mig for opgaven og aflevere de sidste aviser for mig. Det var min opgave. Jeg måtte selv afsted. På en sidste runde. | |
| | Det lykkedes mig at fuldføre. Trods tårerne. Eller måske på grund af dem? | |
| | Jeg husker, at det søndagen efter gik lidt hurtigere at gennemføre ruten. Uge for uge fik jeg styr på jobbet, kunne adresserne næsten udenad. Stak små gule kort med nye abonnenter ind i plastiklommer i rutebogen og fjernede navne på dem, som havde opsagt deres abonnement. | |
| | Jeg blev et rutineret avisbud som teenager. Helt op i gymnasietiden havde jeg stadig ruter om søndagen. Tjente mine egne penge. Selv nytårsnat kørte jeg med aviser, mens vennerne fyrede den af. | |
| | Jeg tænker tit tilbage på de mange ruter, jeg havde. Lyden, da vækkeuret ringede. Frygten for de lange, mørklagte indkørsler. Glæden over at få en ny adresse med en postkasse lige ved havelågen. Lykken over at købe en spandauer med creme hos bageren som afslutning. | |
| | Som tiden er gået, har jeg forstået, at det måske var meget sundt, at min far lod mig stå lidelsen igennem. For jeg klarede det jo. | |
| | Den første avisrute var med til at gøre mig til en, som kunne noget. På egen hånd. Jeg tjente mine egne penge og købte Levi’s bukser på køtilbud, for så rakte lønnen længst. Jeg kunne sågar spare op på kontoen i Bikuben. Se saldoen vokse og mærke glæden sprede sig i kroppen. | |
| | Den var næppe gået i dag. | |
| | Selv havde jeg smidt alt og var sprunget på cyklen, hvis det var min egen datter, der havde en avisrute og grædende kom hjem og bad om hjælp til at aflevere de sidste eksemplarer. Per instinkt. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Men måske handler det om, at jeg gerne vil skåne min datter for noget af alt det ubehag, jeg også mærkede under min opvækst. | |
| | I den sammenhæng virker det utænkeligt for mig at gøre som min far. Nu har min datter så heller ikke noget fritidsjob, så det er ikke aktuelt. Men stadig ret tankevækkende. | |
| | Jeg ved ikke, om Rasmus Meyer har gået med aviser. Han er sociolog og forstander på Krogerup Højskole, og så er han formand for Trivselskommissionen, som tirsdag barsler med en række anbefalinger, der »understøtter børn og unges trivsel, myndiggørelse og livsmod«, som der står i kommissoriet. Bagtæppet er blandt andet undersøgelser fra de senere år med resultater, som peger i retning af, at mistrivsel er et stigende problem. Noget, vi som samfund skal tage hånd om. | |
| | Vores omsorg kommer til udtryk i overbeskyttelse, overvågning, individfokus og en evig forhandling med børnene, lød det i artiklen, hvor Rasmus Meyer sagde det her: | |
| | »Der er en paradoksal udvikling, hvor nogle af de trivselsudfordringer, vi ser, er resultatet af kærlighed. Så det udspringer af noget godt, men vi er simpelthen nødt til at anerkende, at denne adfærd kan have nogle ret alvorlige trivselsimplikationer. Der er en forbindelse mellem den moderne opdragelsespraksis, som kultiverer en ny skrøbelighed, og de trivselsudfordringer, vi ser. Det er vi nødt til at tale højt om«. | |
| | Jeg ved ikke, hvordan Rasmus Meyer vil se på min anekdote fra en fjern fortid. Det virker ekstremt at lade sit barn græde sig gennem en avisrute. Som et svigt. Men havde det været et større svigt at løfte byrden fra mine skuldre? Er accepten af ubehag i virkeligheden en forudsætning for at trives? | |
| | Lad os lave et tankeeksperiment. | |
| | Hvilken følelse havde lagret sig i mig, hvis min far havde sagt: ’Søn, den klarer jeg. Gå bare indenfor’? Havde jeg følt mig utilstrækkelig? Som en fiasko? Eller havde det været en kæmpe lettelse at få hjælp til en opgave, jeg ikke havde forudsætninger for at overskue på det tidspunkt? | |
| | Jeg aner det ikke. Men jeg har fået noget at tænke over. Og det er første skridt på vejen mod forandring. | |
|
